Agnostic Front spiller sådan set oplagt nok på 'My Life, My Way', men stilen er godt nok temmelig udtrådt.
Andet udspil fra Cavalera Conspiracy er ikke dårligt, bare lidt uinteressant
Med deres rige 70'er-lyd og den ene fuldfede sang efter den anden imponerede Graveyard under koncert i Malmö.
Bloodiest spiller sig langsomt, tålmodigt, men også for sikkert og afslappet gennem debuten.
Første lyt til Die Apokalyptischen Reiter havde nær endt med en cd i skraldespanden men heldigvis voksede musikken hurtigt på en.
Finske Before The Dawn kører ufortrødent sin stil videre, og selvom den måske lige er blevet forfinet lidt, så lyder det blot som en gentagelse af tidligere udspil fra bandets hånd.
Man får masser af god pop fra Michael Monroe, det står lidt værre til med rockmusikken.
Seneste album med Children of Bodom lyder helt som vi kender dem, men er måske lige en tand bedre.
Går du rundt og savner gamle dages crossover thrash, så er det nye album fra Condemned? værd at tjekke ud.
Der bliver gået til stålet på danske Process' debutalbum, der bestemt kan anbefales, selvom bandet går ud af den farlige metalcore-vej, hvor kun få bands formår at begejstre.
Med violin, skomagerbas og trækharmonika danser Dalriada sig igennem en omgang rimelig flot og melodisk folkemetal, som dog også får en tand for meget træsko af og til.
Når man sidste år fik en groove-metal gave fra hjemlige The Burning, så synes israelske Betzefers andet album lidt omsonst, selvom det også besidder stærke riffs.
Debutpladen fra hjemlige Trusted Few lover faktisk ret godt, selvom den har sine problemer med musikere, der vil i mange flere retninger på samme tid.
Earth er tilbage med første del af en dobbeltudgivelse, der bygger videre på den ørkenstøvede stil, Dylan Carlson & co. har lagt for dagen på de seneste par plader.
God, solid thrashmetal, der dog er lidt for forudsigelig.
Tyske Long Distance Calling leverer et album, der både illustrerer og understreger problemerne for postmetal-genren.
Suidakra vil både metal og folkemusik, og mestrer begge dele, undtagen at bringe det i samspil.
Virkemidlerne er i høj grad variation, men trods godt arbejde mangler der lige et par numre med ekstra høj ørehænger-kvalitet til at fremhæve Artas fra mængden.
Sirenia gør meget rigtigt, men vægter vokalen alt for højt i forhold til resten af musikken.
Hvad man skal med Korpiklaani er ikke helt gennemskueligt, men måske heller ikke nødvendigt at gennemskue.