Hjerteskærende melodier, solnedgang, pling-plong-rytmer, dans og glade mennesker. Whats not to like?
Man behøver ikke være gal for at nyde Whorses debutalbum, men måske det hjælper.
Med en fint sammenflettet blanding af død, doom, black, sludge og hardcore, så man ved, at det er grundigt post-alting, imponerer briter på deres andet album.
Robert Johnson solgte sin sjæl til djævelen ved korsvejen for at lære at spille. Vi kan kun gætte, at Morkera har gjort det samme.
”Everybody talks about the war, but nobody talks about the ´gasm”, lød speaket, inden Wargasm åbnede årets udgave af Copenhell til electro-punkede toner og parolerne udenpå tøjet – eller fraværet af samme.
Bombus leverede som forventet en rockfest flankeret af en stærk parade af seje numre, som lidt for få festivalgængere valgte at opleve.
Alternativet til Mercyful Fate satte ild til Pandæmonium. Næsten.
Veteranerne fra Agnostic Front levede op til forventningerne på Copenhell.
Ukuelige Artillery åbende hovedscenen på festivalens fjerde og varmeste dag. Det er en svær scene at spille op, men med en times forrygende thrash-koncert lykkedes opgaven for de danske veteraner.
Som en dæmonisk udgave af Mötorhead fræsede Midnight sig igennem 45 minutters overbevisende blackend heavy motherfuckin' rockin' metal.
Vola spillede en flot og overbevisende koncert på Copenhells førstedag.
Redwood Hill gav følelserne frit løb på Pandæmonium.
Urnes tekniske favntag med en metal, der både flirter med sludge og thrash, blev leveret med enkle tricks udi simpel, men gennemført performance.
Blood Incantation viste Copenhell, hvordan dødsmetallen lyder ude i rummet og fremtiden. Publikum på Gehenna var med på rejsen.
Gatecreeper gav os dødsmetal af den groovy slags – helt uden dikkedarer.
Myrkur forførte med folkesange og et stærkt ensemble bag sig tidligt på torsdagsprogrammet på Hades.
Det er lige så stille blevet aften på Copenhell, men hvis du synes du mangler en sweater, kan vi i stedet anbefale en Xenoblightkoncert, der er nemlig knald på.
Ghost Iris var ikke til at styre på Hades, bandet var alle steder – og publikum nærmest det samme. Energiniveauet var misundelsesværdigt.
De svenske stonere lader rumskibet tage en sidste tur igennem hyperrummet for at undslippe fremtidens rædsler.
Lifesick havde hældt kul på alle fyr, og kedlerne var brandvarme, efter at intromusikken, Eddie Noacks ’Psycho’ var gået i hak på ordene ”I killed … I killed … I killed”.