Det var planlagt at skulle være mørkere og tungere, men In This Moment får også flirtet lidt med det flødepoppede og hysteriske på bandets tredje aktuelle album.

Sick of It All kom stærkt igen efter en lidt sløv start.

Lange lydklip skæmmer en ellers yderst veloplagt og velfungerende plade fra Iced Earth-leder Jon Schaffer.

Witchery er næsten en "who's who" i svensk metal, da hobby-bandets medlemmer er kendt fra en række andre topnavne. Fire år er der gået siden sidst, men nu er album nr. fem på gaden.

Det er nogle lidt andre store navne, som spanske Angelus Apatrida har hældt i sin "The Big Four", der udgør inspirationskilderne til bandets glimrende 80'er thrashede 3. album.

3 Inches of Blood leverede tidlig fredag aften en okay-underholdene koncert, der dog det meste af tiden forblev en musikalsk fodnote fra et halvdødt band.

High on Fire leverede - som altid - den tungmetalliske vare. Men desværre heller ikke så meget mere end bare dét.

Højt teknisk niveau og god musik med få fodfejl. Nevermore leverer varen, men ikke så vulkaner går i udbrud.

Man skulle tro, at et band så gammelt som Sick of It All ville sløje af på den, men det gør det bare ikke. Tværtimod!

Selvom d’ skæve herrer i Eyehategod spillede umanerlig tight – især indtagelsen af stærk tobak taget i betragtning – så savnede man alligevel en form for rød tråd i det ubønhørlige tungmetalhelvede.

Kivimetsän Druidi er som elvere på speed med guitarer og fløjter, og er man til den slags, går man ikke galt i skoven her.

Finske Poisonblack formåede ikke at begejstre Villumsen ved et tidligere møde, og også denne gang er der er langt til ros og hyldest.

Fra resterne af Celtic Frost har Triptykon rejst sig og lavet en meget afvekslende debut.

Med sit femte studieplade, 'Snakes for the Divine', bryder High On Fire igennem til et større publikum. Men selvfølgelig skulle der karrierens mindst gode plade til, inden udsigten til en kommerciel metalstjernestund var i sigte.

Melodøden fra Dark Tranquillity er velkendt, og det er efterhånden bandets eneste problem, for selvom bandet tænker i nye baner, så ender facit lidt som det har gjort før.

Finntroll har stort musikalsk overblik i sin blanding af folkemusik og black metal men har i processen glemt, at metallen i sig selv skal være fed for at fange metallytteren.

Med en alt for pæn produktion hiver svenskerne energien ud af godt metalmateriale.

Nogle albums skal høres i sin helhed og ikke i glimt. Paradise Lost har begået et af disse.

Første comeback udspil fra hardcorelegenderne skuffer ikke

Daath har et kæmpe potentiale, og det kan man høre på den nye skive.