Blackgaze-ikonerne Alcest byder på velkendte elementer på deres sjette fuldlængdeudspil, der dog også markerer sig med musikalsk udvikling uden for bandets gængse stil. Men blandingen af gammelt og nyt kommer ikke til at fungere helt.
Michael Schenker har for anden gang på halvandet år samlet gamle venner og har under navnet Michael Schenker Fest udgivet et album. Det er der kommet et habilt udspil ud af.
Kadavar har lavet endnu et album. Denne gang bevæger de sig ud i ørkenrocket westernterritorie, men selvom sounden holder, så halter sangskrivningen.
Opeth er aktuelle med deres trettende studiealbum i karrieren. Vi satte to skribenter i stævne for at diskutere lyden, udviklingen og sangene. De er langt fra enige.
Horrorpunk og shock rock er Wednesday 13’s metier. På ’Necrophaze’ bliver man kun bange og chokeret af alle de forkerte årsager.
Blood Eagles debut på et stort selskab og genkomst efter seks år uden udgivelser er en hæderlig ep, der fremkalder små smil uden for alvor at begejstre.
Sonata Arctica har valgt at vægte melodi og harmoni alt for højt på deres tiende album.
Selvom Destruction mener, de er født til at forgå på deres 14. studieplade, er det noget nær det stik modsatte, der er tilfældet. Tysk thrash, når det er bedst!
Det er Sabaton-tid, og det er tid til strid. Vi diskuterer Sabatons nyeste album med Blastbeasts fineste. Vi introducerer: 'Dragejæger-debat'!
Majestica fornyr ikke ligefrem power metal-genren, men håndværket er helt i orden.
Der er ingen overraskelser på Death Angels niende album. Thrashen er poleret, strømlinet og klar i spyttet, og selv de små variationer kan ikke undgå at give en vis metaltræthed i længden.
Efter et halvt liv uden albumudgivelser er Jeff Becerra tilbage med ny plade, ny besætning og mere af det gamle.
Håndværket er stadig i orden, og der er stadig mange fine melodiske ting, men den store fest, som debuten bød på, er gået tidligt i seng på The Damned Things andet album.
Enforcer spiller heavy metal fra en anden tid, som om det var den tid, og netop derfor fungerer det så godt for dem.
Forever Still står tungt på skuldrene af deres inspirationskilder. I en sådan grad at bandet sjældent tegner en selvstændig profil.
Grand Magus holder stædigt fast i et veludviklet udtrykt og fungerer fint med det, selvom den helt store oplevelse udebliver.
Eluveities nye epos har sine momenter. Men bandet vil for meget på for kort tid, og resultatet er usammenhængende og rodet.
Battle Beast er ved at være et fuldvoksent metaldyr, og teenageenergien er til dels erstattet af en mere moden og desværre lidt tilbagelænet tilgang til musikken.
Der er skruet op for guitaren og intensiteten på en plade, hvor In Flames mislykket forsøger at bygge bro mellem flere tidsaldre.
Overkill har sadlet lidt om i lydsiden og fundet en punket charme frem. Det giver mere tryk på heavy metal end den vanlige thrash. Og det virker ret godt.