Selvom Destruction mener, de er født til at forgå på deres 14. studieplade, er det noget nær det stik modsatte, der er tilfældet. Tysk thrash, når det er bedst!
Det er Sabaton-tid, og det er tid til strid. Vi diskuterer Sabatons nyeste album med Blastbeasts fineste. Vi introducerer: 'Dragejæger-debat'!
Majestica fornyr ikke ligefrem power metal-genren, men håndværket er helt i orden.
Der er ingen overraskelser på Death Angels niende album. Thrashen er poleret, strømlinet og klar i spyttet, og selv de små variationer kan ikke undgå at give en vis metaltræthed i længden.
Efter et halvt liv uden albumudgivelser er Jeff Becerra tilbage med ny plade, ny besætning og mere af det gamle.
Håndværket er stadig i orden, og der er stadig mange fine melodiske ting, men den store fest, som debuten bød på, er gået tidligt i seng på The Damned Things andet album.
Enforcer spiller heavy metal fra en anden tid, som om det var den tid, og netop derfor fungerer det så godt for dem.
Forever Still står tungt på skuldrene af deres inspirationskilder. I en sådan grad at bandet sjældent tegner en selvstændig profil.
Grand Magus holder stædigt fast i et veludviklet udtrykt og fungerer fint med det, selvom den helt store oplevelse udebliver.
Eluveities nye epos har sine momenter. Men bandet vil for meget på for kort tid, og resultatet er usammenhængende og rodet.
Battle Beast er ved at være et fuldvoksent metaldyr, og teenageenergien er til dels erstattet af en mere moden og desværre lidt tilbagelænet tilgang til musikken.
Der er skruet op for guitaren og intensiteten på en plade, hvor In Flames mislykket forsøger at bygge bro mellem flere tidsaldre.
Overkill har sadlet lidt om i lydsiden og fundet en punket charme frem. Det giver mere tryk på heavy metal end den vanlige thrash. Og det virker ret godt.
Med en håndfuld stærke numre og en anden halvdel, der skralder an uden at være prangende, er Children of Bodoms tiende album nok ikke vejen til større stjernestatus, men stadig godt og klart et lyt værd eller ti.
På bandets genkomstplade farer Aenimus for ofte vild i egne gode ideer og virker som et band, der mister pusten over eget tempo og skal over i hjørnet og hvile.
Avantasia skuffer nok ingen dedikerede fans med albummet ’Moonglow’ men det baner heller ikke vejen for nye.
'Queen of Time' har været et af de mest roste album i 2018. Men sangene er for storladne og for glade. Forhåbentlig virker de bedre live.
Soilworks sangskriverduo har idéer med fra The Night Flight Orchestra, og de fungerer overraskende godt i samspillet med Bastian Thusgaards jyske dødstønder. Soilworks 11. plade er tung og metallisk og samtidigt lettilgængeligt rockende og harmonisk.
Hypocrisy og Kataklysm var et fint match i Pumpehuset, selvom Hypocrisy vandt en del på nostalgi og en endelig-er-de-her-fornemmelse, mens Kataklysm er bundsolidt groove og smadder uden større overraskelser.
Det er dødsmetal i en række varianter på den genoplevede 'Death... Is Just the Beginning' fra Nuclear Blast, som disker op med diverse rariteter med begrænset holdbarhed, da de fysiske udgivelser alligevel også udgives digitalt.