Endnu en supergruppe er født. Denne gang med Slipknots trommeslager gennem snart 20 år, Joey Jordison, som skurken med planen.
Baroness var nådesløse. På det kogende varme spillested - var lige småt nok i forhold til det publikum, bandet efterhånden kan trække - var afstraffelsen total.
Det er et beslutsomt HateSphere, der brænder titelnummeret ’Murderlust’ af som det første på deres ottende fuldlængdealbum.
Deftones’ tredje udgivelse er en atmosfærisk og aggressiv sprængladning, som ikke mange har kunne gøre dem efter. Ikke en gang bandet selv, for ’White Pony’ er til dato stadig deres bedste album.
Med ’Hoarder’ slutter Cowards sig til rækken af bands, der har udgivet en nogenlunde ep, som ikke udmærker sig synderligt, trods små højdepunkter nu og da.
I 1968 spillede Led Zeppelin deres første koncert og det såmænd på dansk grund. I weekenden var det 45 år siden, og en mindeplade blev sat op på Gladsaxe Skole, hvor koncerten fandt sted.
’Dead Rising’ er et album der vokser ved flere gennemlytninger, og Church Of Void kan være tilfredse med en kort, men absolut lytteværdig fuldlængde-debut
Når Facebreaker lykkes med riffarbejdet glider det hele så udmærket ned, men med så langt mellem snapsene kunne albummet godt have begået sig som en ep blot.
Tunge, beskidte og eftertænksomme toner fra Dallas-trioen True Widow.
Trods en træg start og fraværet af Jeff Hanneman var det på ingen måde et amputeret Slayer. Bandet dikterede benhårdt, hvorfor de stadig har deres berettigelse som et af de største bands i verden.
Ingen tidlig død, trods mødet med det spændende folk, som jeg med en ikke umærkbar lettelse kunne konstatere både pisser i hegnet, drikker skarpe og går med vest.
Annihilator omtales ofte som værende et overset band fra thrash-scenens begyndelse. En times tid i selskab med d’herrer gav ikke anledning til at ændre på den opfattelse.
Hollænderne spillede tungt og energisk, og det kunne mærkes at rødderne stikker ned i både black- og dødsmetal, selvom kernen stadig er thrash.
En sikker live-demonstration på Wacken Open Air sikrer, at Dew-Scented vil få endnu et lyt, hvis de skulle lægge vejen forbi Danmark i løbet af året.
Matt Heafy er en vital frontmand, men det er bare ikke nok kun at have et glimt i øjet, når man står foran det mægtige metalpublikum på Wacken.
Mange forventninger søsættes nu, hvor det endelig er blevet tid for skribent Signe Andersen at drøne på jomfrurejse til Wacken med en masse andre idioter, udover redaktionen.
Årets program er måske ikke det bedste, men schnitzler, wrestling og store øl vil altid gøre Wacken til verdens bedste festival.
Solide introer forstyrres af diffus sangopbygning og en usikker ren vokal, der lægger sig tæt op ad den, som Volbeats Michael Poulsen har patent på
’Comedown’ buldrer godmodigt derudaf og først på femte nummer ’Evaporation’ kommer Telstar Sound Drone op i et tempo der appellerer til andet end døsig guldkaffe.
Endelig! Langt om længe kom Illdisposed til Copenhell. Det er det eneste rigtige, og selvfølgelig skal Danmark repræsenteres ved overlegen brutalitet