Magma hev godt med skeletter fra 1970'ernes storhedstid ud af skabet, og spillede som en drøm, der gerne måtte have varet længere. Dog helst ikke på bekostning af All Traps On Earth, der var et hidsigt, progressivt indslag fra den svenske undergrund.
Minimalismen drev værket mandag aften, da Sunn O))) endnu engang gæstede DR Koncerthuset. Det var bare en dårlig dag på kontoret for drone-legenderne, der tjente som det kedelige eksempel på, hvordan man kan tabe alt fra studiet til scenekanten.
Opeth er aktuelle med deres trettende studiealbum i karrieren. Vi satte to skribenter i stævne for at diskutere lyden, udviklingen og sangene. De er langt fra enige.
Kill-Town Death Fest åbnede Pumpehusets hovedscene med et brag af en koncert fra de franske horror-tech-okkultister, der i momenter efterlod os med åben mund og polypper.
Transgressor tilføjede deres egen, dionysiske nuance til dødspaletten og var en af fredagens mest forfriskende, dystre indslag tidligt på dagen.
Vastum kørte den hjem på pumpet brutalitet, og vandt points på at have den mest angrebslystne forsanger på hele Kill-Town 2019.
Soens stramme progskabeloner fik liv og sjæl, da aftenmørket lagde sig på den sidste dag over Summer Breezes næststørste scene.
King Diamond kom, så og sejrede med det store horrorarsenal.
Selvom de blot lever videre på de gamle dyder, var det med nerven i behold, at Emperor fredag aften lukkede hovedscenen med 'Anthems to the Welkin at Dusk' i fokus.
Clawfinger beviste, at de endnu ikke har passeret sidste udløbsdato, og startede torsdagen med vandplask og fællessang til den store guldmedalje.
Metal Magic kørte på sidstedagen, og efter en lang dag uden mange højdepunkter var Hyperdontia lige det potente skud afgrundsudskrab, der skulle til for at genvinde dødslysten.
Hitmaskinen kørte på rutinen, og The Cure lukkede Orange Scene for i år med vemodig fællessang, uden at koncerten gjorde sig fortjent til nogen større plads i historiebøgerne.
Fortidens bedrifter blev sat i nye rammer, backingbandet kunne deres musikhistorie til fingerspidserne, og Plants røst kunne stadig gøre os blød i knæene.
Den franske keyboardspiller havde både både guitarist og trommeslager til at føje metalliske strejf til de legesyge synthwave-skabeloner. Carpenter Brut befriede os for de sidste tilbageværende festendorfiner i de sene nattetimer.
Boundaries' intense mørke blev leveret med tilbagetrukket ydmyghed, og kvintetten vandt på hypnotiske crescendoer, når ikke hyggen tog over.
Collider inviterede med deres musikalske legestue til en hjernevrider af en koncert, der på trods af de snørklede strukturer var en underholdende afrunding på festivalens opvarmningsdage.
Alkymists tunge lydarsenal stod i skærende kontrast til den mere festligt stemte Roskilde-crowd i bagende solskin – men sejrede, hvis man kunne se igennem fingre med omstændighederne.
Den organiserede vildskab og Hyldmars hidsige skrig spillede til UG, da Xenoblight tævede os ørerne fulde med nådesløse moshpits til følge og publikum i deres hule hænder.
Immolation kæmpede en brav kamp imod vejrguderne, der sendte de fleste på flugt. Men de gjorde ikke, hvad der skulle til for at samle os få tilbageværende.
Det var et klatøjet Hades-publikum. Manticora havde fået til opgave at byde op til eftermiddagspower. Hvidovre-drengene fyldte dog scenen godt ud, omend det høje tempo også resulterede i flere ofre på vejen.