I Fredericia beviste Marduk nok engang, at de er i særklasse på en scene. Men det ville efterhånden klæde bandet at skifte de evigt samme sange ud på sætlisten.

Fremmødet var beskedent, men indsatsen fra Moonspell og Rotting Christ var mere end hæderlig i Kolding.  

Fra Minnesota kommer et af årets mærkeligste bands. Wishfield smider electronica, black metal, noise rock og (måske) en stor håndfuld psykofarmaka i heksekedlen og skruer op for blusset.

Islandske Une Misére leverer en solid debutplade, der med udgangspunkt i hardcorepunken ender med at minde om et metallisk eksperimentarium.

Britiske Earth Moves bevæger sig op og ned i jagten på crescendoet, de synger som Robert Smith på de tracks, der var for mørke til ‘Disintegration’, og de lader frustration og sorg blandes til en post-hardcore, der driver af skærende aggression og følsom skrøbelighed.

Paradise Lost-sangskriver Greg Mackintosh debuterer med sit nye projekt Strigoi, der leverer en solid gang ekstremmetal med anerkendende nik til mange fortidige referencer.

Selvom der var stort fokus på det nyeste album, som er smukt, men metalfattigt, så var der alligevel noget dystert og tungt over Leprous' fine koncert, så resultatet alligevel var en ganske intens oplevelse.

Med en tredelt koncert, der startede halvslapt og endte suverænt, beviste Mayhem, hvorfor de er det væsentligste black metal-band igennem tre årtier.

Metalveteranerne Tygers of Pan Tang viser sig at være i overraskende god form på bandets nye album.

Med et dusin af musikhistoriens sejeste thrashhymner omfavnede Max og Iggor Cavalera fortiden og forvandlede Pumpehuset til en fandenivoldsk og nostalgisk tidsmaskine med en koncert, der næsten kom i mål som en helt suveræn oplevelse.

De skabte skabelonen for groove metal og gik i opløsning. 27 år efter er Exhorder tilbage med deres tredje album, og her lyder veteranerne langt mere vitale, end man kunne have regnet med.

Bombus er på 'Vulture Culture' de svedige, fedtede rockere, som iklæder sig det stiveste puds til et elegant galla og holder skuespillet, indtil alkoholen alligevel får lokket den indre djævel frem.

Det er stille, det er smukt. Det er på grænsen til at være voldsomt kedeligt. Men med den rette fordybelse vinder det smukke, og et rørende og meget personligt album fra frontmand Einar Solberg folder sig ud.

25 år efter Lacuna Coil blev dannet, vender italienerne tilbage med en særdeles velkomponeret udgivelse, der meget vel kunne være den bedste fra kvintettens side siden ‘Comalies’.

”We're supposedly in f****n' Denmark!”. ”Old Nick” rallede, trommerne hamrede pitten til døde, og Bloodbath lukkede AMF ned med masser af Wacken-klassikere i ærmet.

Der Weg Einer Freiheit var den undertippede spiller lørdag aften, klemt inde mellem to af festivalens headlinere. De mestrede dog opgaven med storladent sortsind som den mere harmoniske modpart til, hvad aftenen ellers havde i vente.

Selvom den kørte på rutinen var irernes metalmaskine velsmurt, og Primordial gentog successen i det jyske med Nemtheanga som det stolte midtpunkt med det fængslende blik.

Horned Almighty leverede på vanligt højt niveau, da spillede på Aalborg Metal Festival 2019 og gav smagsprøver på den kommende plade.

Dopelords stoneropvisning fredag aften var en nydelse og et stilstudie i, hvordan velfungerende rygermetal skal skæres. Desværre varede den alt, alt for kort tid.

Hvorfor Grusom ikke for længst har nået samme anerkendelse som eksempelvis sjælefrænderne fra Bersærk er en gåde. Den fine koncert på AMF gjorde intet for at give os et svar.