Det finske monstershow beviser, at man sagtens kan få alt til at handle om udseendet og stadig skrive god rockmusik.
‘More Than One Way Home’ er bestemt mere end moderat bedre end de seneste mange års Whitesnake-album. Der er bare de to små problemer med albummet: At det ikke er David Coverdale, der synger, og at det ikke er Whitesnake, der spiller.
Det er ikke hver dag, at der udkommer metal fra Argentina på det europæiske marked. En tilbundsgående undersøgelse viser dog, at det måske ikke alene er bandets egne musikalske fortræffeligheder, der gør, at vi nu bliver beriget med dette ganske habile album.
Det er påfaldende, så meget schweiziske Shakra minder om ligeledes schweiziske Gotthard – og så er der alligevel lige en kant til forskel. Det er således en solid og tung emmentaler, der her bliver serveret, men der er naturligvis et par huller i osten.
Med udgangen af 2000 og træls slutter denne serie med anmeldelser af nye tyske metaludgivelser. Men vi skal lige have et par stykker igennem inden da. Og vi vil naturligvis fortsat anmelde nye og relevante tyske udgivelser i det nye år. Denne gang kigger vi på det sydtyske thrashband Paradox, der, da det jo er et tysk band, ikke kan lade være at smide en hel del power metal ind her og der.
Bloodbound roder så meget rundt i klichéerne, at det bliver åndssvagt og kalkuleret - og overskygger en fin musikalsk side af sagen.
Orden Ogan er 4. aflevering i Devilutions serie af anmeldelser af aktuelle tyske metaludgivelser. På trods af det lidt underlige navn, er Orden Ogans musik en relativt let tilgængelig form for metal.
Mob Rules er endnu et tysk band, der spiller power metal - surprise, surprise! Og så alligevel, for bandet har så sandelig inspirationer, som rækker ud over Tysklands grænser.
Udo Dirkschneider er en af metallens mange, mange ”has beens”, der lang tid efter udløbsdatoen stadig kører landevejene tynde for at spille spredte jobs på mindre og mindre spillesteder. Det er sådan set fint nok med lidt livenostalgi, men hvorfor også udgive album?
Indiske Kryptos har stukket hånden i noget oldschool Iron Maiden og parret det med en omgang Venom. Resultater er en meget medrivende sangskrivning.
Inspireret af horrorfilm og mørke skove er All Hail the Yeti et af årets mest spændende debuterende navne
Fear Factory prøver at genopfinde sig selv med et velspillet, men endimensionelt album.
Tysklands Iron Savior er et gabende kedeligt foretagende med stort fravær af energi.
Dragonland er teknisk dygtige, har en stor historie og lyst til at fortælle den, men musikken kan ikke bære de ambitioner i den kaliber.
Brainstorm viser, at når de holder sig fra de mest oplagte power metal-finter, er de mestre indenfor genren.
En meget fyldig jubilæumsfejring fra hardcorepionererne, Pro-Pain.
Et stort sammenrend af heavy metal kapacitet bliver ikke udnyttet til fulde på Wolfpakk-projektet.
Efter et grumt single-udspil rejser Udo D. og venner sig og viser tæft for heavy metal.
Lake of Tears fortsætter og udbygger tendensen fra deres forrige album og kommer længere væk fra gothic rock-udtrykket og nærmere metallen og dens luner.
Tyske Lyriel kan skrue smukke og idylliske sange sammen uden problemer, men de kan ikke gøre dem rigtigt interessante.