David Byrne leverede et overflødigshorn af de helt store for de, der havde fået en plads under Arena-teltet. Resten af os måtte nøjes med lydsiden og glimt af storheden, hvor Byrne virkelig viste os, hvilken liga han er i.
Til et lydtæppe fuldt af mystik og flydende, mørke toner, trådte Ethel Cain ind i sort silhuet omgivet af lysprismer, som et stærkt signal om, hvad der ventede Arena torsdag aften.
Natten blev danset på hæld i et inferno af tunge beats, ild og eminent showmanship.
Kneecap lykkedes med at skabe en voldsom fest på Arena, men den autentiske vildskab druknede i en poleret levering.
Uanset om du blev kørt over af Primitive Man natten til torsdag, så er det dagen, hvor du i hvert fald skal se Napalm Death. Vi glæder os især også til bandet med det flotte navn Truck Violence, og vi skal se Uncle Acid & The Deadbeats, helt sikkert Krøyer, inden der går trampefest i den med Kneecap og Brutalismus 3000, før Honningbarna lukker og slukker sent om natten.
Lørdag var en historisk tynd sidstedag på det, der ellers havde været en Roskilde Festival med masser af gode koncerter. Det hjalp heller ikke, at man ved alle scener blev mødt af udmattethed blandt publikum.
Sent lørdag tog et træt publikum imod Nine Inch Nails på Roskilde. Reznor og bandet gjorde kun lige akkurat, hvad de skulle, og den ofte tvivlsomme sætliste spændte også ben.
I en regn af konfetti og pyroteknik gjorde Electric Callboy præcist det, alle havde forventet og spillede sig ind i alles hjerter.
Wet Leg tog publikum på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor Roskilde var spas sjov og eskapisme. Ingen politiske paroler, bare et minimum af akkorder, fest og så af sted.
Chino Moreno bar alene Deftones-koncerten på Roskilde Festival på sine skuldre og resultatet var derefter.
Årets lørdag på Roskilde er historisk tyndt, hvad angår metal og rock-relaterede navne, men Nine Inch Nails kommer dog, og der er også 2 x punk og en særlige koncert med danske Kollapse & Grava.
Roskildes publikum udeblev, da Jane’s Addiction debuterede på dansk grund. Det skete med 30 års forsinkelse, og Perry Farrells stemme var halvrusten, men sangene var stadig lige så højtragende og riffene intakt monolitiske.
Alvvays gjorde et ihærdigt forsøg på at kede et fyldt Arena-telt ihjel, det lykkedes ikke helt – men trist, at guitar-rocken skal repræsenteres af noget så middelmådigt og generisk, når nu den er så sjælden på festivalen, anno 2024.
Heilung er en velsmurt, dyrisk maskine, hvis hedenske gesamtkunstwerk man både må lade sig hengive til og imponere af.
Åbningsdagen på Roskilde står i hardcorens tegn med et spændende 5 bands højt og 2 timer langt koncept på Avalon, og mens Frank Carter og Greg Puciatos nye band åbner dagen, så lukker Heilung den.
Queens Of The Stone Age gav en rockkoncert som i gamle dage på Arena, og vi fik i halvanden times tid en følelse af at stå midt i en tid, der nok snart er ovre.
Festivalens første dag peakede lige fra start med en sublim koncert fra Karin Dreijer og deres venner.
Skotterne fra Biffy Clyro havde skruet en meget udfordrende setliste sammen, der ikke helt indfriede løftet om den fest, som deres koncerter ellers ofte er.
Plant og Krauss spillede hinanden gode på Arena til en koncert, der viser hvor langt man kan bevæge sig musikalsk og samtidig beholde sine rødder.
De amerikanske industrial-hiphoppere leverede det knusende show, som mange havde forventet, med en intensitet lig et metalshow fra en fjern fremtid.