Pladeanmeldelser

Energien er til stede hos de fire italienere, der med banale titler og lige så banale riffs spiller sig udmærket igennem otte ensformige numre.

Italiens Enzo and The Glory Ensemble har begået en mærkelig bastard af opera og metal.

'Purge' er en tung, solid debut, der kombinerer den bombastiske lyd med et solidt atmosfærisk fundament.

Anthrax er tilbage med et nyt album efter fem år. Og selvom de på sin vis er vokset, er det også ved at vokse væk fra noget vigtigt. Læs med, og find ud af, hvad det er.

Finske Oranssi Pazuzu markerer sig som gennemført space metal-orkester, der nu også smider en god mængde prog ind i deres i forvejen særegne blanding af black, doom, psych og space rock. Og det rykker.

Guitaristen Jakob Thorkild har med sin trio lavet et improvisationsalbum, hvor artsy punk møder free jazz. Men er det metal? Ikke rigtigt, men albummet kan med lidt god vilje betegnes som impro-metal, og det kan skubbe metallen et nyt sted hen.

Magnum er en institution inden for den klassiske britiske pomp-rock-tradition. Men det er alligevel noget af overraskelse, at det gamle band kan komme op med et så godt album efter mere end 40 år i branchen.

Hexvessel med Mat McNerney i front går fra acid folk-undergrund til rocklødig overgrund på bandets nye album. Det har de ikke ubetinget succes med.

Det kræver sin romantiker at give sig hen til Sols højstemte besyngelse af elendigheden i alle dens nuancer. Men aarhusianerne får råbt sig frem til en virkelig vellykket plade.

‘Rituals’ opsummeres bedst som en øvelse udi kompositionel leg med dyster groove og storladen chant med få musikalske afstikkere.

Det andet album fra Entombed A.D. er et stærkt no filler-album, hvor der er åbnet op for en kollektiv præstation, der emmer af spilleglæde.

Det nye britiske band Inglorious løfter fint arven efter de gamle konger inden for klassisk britisk hard rock.

Den amerikanske kvartet After the Burial rejser sig efter tabet af guitarist Justin Lowe og udgiver et album, der er mere simpelt og helstøbt end tidligere udgivelser. 

Last in Line er en samling musikere, som tidligere har spillet med Dio. De kommer ikke vildt nok fra start.

Tyske Ketzer har med 'Starless' begået et album med simple, effektive riffs i et glimrende retro-orgie af heavy, død og black, men desværre minder det en hel del om et vist Copenhell-aktuelt svensk band.

Danske Lucer debuterer med et album, der oser af inspiration fra 80’ernes amerikanske radiovenlige stadionrock og 90’ernes britpop. Desværre virker produktet ikke særlig holdbart.

Grindcoreheltene drejer skuden i en helt ny retning og omfavner deres doom- og sludgeinspirationer på ny ep.

Conan spiller momentvist hurtigere end nogensinde før på ’Revengeance’, men ellers er alt ved det gamle hos fuzzdoom-krigerne. Det er stadig tonstungt og for det meste også solidt.

Københavnske Redwolves er skandinavisk hard rock i stil med de rockede elementer i for eksempel Kvelertaks lydunivers, men uden de effektive hooks eller fængende omkvæd.

Isoleret set er 'Phenotype' en stærk udgivelse. Som del af en tvillinge-konceptudgivelse lykkes det knap så godt for den hollandske sekstet Textures.