Pladeanmeldelser
Efter i årevis at have været en guilty pleasure er emo og poppunk forlængst blevet salonfæhigt. Københavnske Big Mess giver et godt bud på stilen på en debut-lp fuld af teen-angst og ennui.
Illdisposed hiver de sikre tricks ud af ærmet på 'Grey Sky Over Black Town' og fejrer således 25-årsjubilæet med en 14. studieplade, der er præcis, som man kunne forvente og frygte.
Edu Falaschi forsøger at malke tiden i Angra ved at udgive et akustisk album med sange fra den tid i karrieren. Det er en skidt ide.
’Laughing at Your Feet’ er et skridt fremad for den danske kvintet Blended Brew. Der er et øget fokus på retning, bedre samspil, udnyttelse af medlemmernes evner og ikke mindst en herligt fyldig lyd.
Gorguts tester deres lytteres dedikation med en ep bestående af en enkelt progressiv sang på hele 33 minutter.
Tyve år efter debuten er tyske Iron Savior stadig et ligegyldigt band med kompetente musikere.
Med 'Scream Bloody Gore' grundlagde Death og Chuck Schuldiner det, der i folkemunde blev til genren dødsmetal. Nu er den skelsættende debutplade genudgivet og remastered.
Flotsam and Jetsam er sluppet overraskende godt fra bandets seneste udgivelse. Det er ikke specielt nyskabende, men det er effektivt.
Efter en kortvarig pause, og Dez Fafaras mislykkede forsøg på gendannelse af Coal Chamber, er Devildriver tilbage. Trods ændringer i besætningen er der ingen nævneværdig udvikling. Til gengæld er der masser af typisk Devildriver.
Katatonia har gjort det igen; de atmosfæreskabende svenskere har på deres 10. studiealbum endnu engang bevist, hvorfor de er et af de mest interessante bands, Sverige nogensinde har leveret.
Det kniber for Grand Magus på 'Sword Songs' med at overbevise om den relevans, de tidligere havde.
Svenskerne i Assassin's Blade holder sig på deres debut meget til det jævne bortset fra et par fatale udfald.
Alt er ved det gamle hos Kvelertak, og så alligevel ikke. De genopfinder sig selv ved at hive klassisk rock ind i deres pumpende punk/metal-hybrid, men de gør det også uden at rykke sig synderligt.
En superproducer. Et internationalt label i ryggen. Ambitionerne om et gennembrud i udlandet fejler intet, men det er svært at forestille sig, at Helhorse kommer til at indfri dem med deres tredje plade, der skuffer med mangel på mindeværdige sange.
Græske Kawir gentager sine idéer i en sådan grad, at det bliver trættende. 'Father Sun Mother Moon' er en plade, der simpelthen ikke er god nok til at tåle at minde så meget om noget, Rotting Christ kunne have lavet – på en dårlig dag.
Tyske I Am Noah gør sig inden for tidstypisk metalcore med et hint af prog. Deres debut afspejler kvintettens kompetencer, men også en overvældende mangel på opfindsomhed.
Efter at have eksisteret i ni år har det engelske hardcoreband Broken Teeth endelig udgivet debuten. Og det har været ventetiden værd.
Mens Mötley Crüe bliver lagt i graven og forhåbentlig bliver der, fester bassist Nikki Sixx videre med Sixx:A.M.
Den amerikanske crossover-duo Cobalt har efter syv års pause udgivet en tour de force af totalmetal med ’Slow Forever’. Det er sejt af helvede til, men med en spilletid på 85 minutter er det også et album, der er tålmodighedskrævende. Og for langt.
Det gamle syreband Hawkwind har udgivet et konceptalbum. Det er bandet sluppet ret godt fra.