Pladeanmeldelser
Doom metal, power metal, folkelementer, klassisk metal, epik i spandevis og højstemt patos; Cromlech er så baldrede og egensindige og ambitiøse-på-kanten-til-at-knække-over, at man kommer i tvivl, om det er godt eller ej, før man indser, at det egentlig er lige meget.
Tør man sætte sit afkom fri fra snærende bånd og lade kaos råde, når fødslen har været hård? Telos besvarer spørgsmålet på nyeste album.
Det amerikanske pioner-band når med deres sjette udgivelse et karrieremæssigt lavpunkt
Med dansk forsanger, d-beat på råddent dødsmetal og svensk fermentering bidrager Bastard Grave ganske udmærket til forårets komme.
NOFX er gamle kendinge i punkscenen. De har engang proklameret, at de er punkrockens Rolling Stones, og det er ikke helt forkert.
Gennem harsh noise og drone afsøger Primitive Man og Full of Hell hinandens respektive ekstremiteter.
Zulu gider ikke snakke om, hvor hårdt det er at være sort. De vil synge om fremtiden.
Black Math Horseman, Henret og Offerbarn, Great Falls og End It og lidt flere er klar med mere eller mindre nye EP’er.
Kold spiller godt, har styr på musikhistorien og skaber masser af stemning. Så hvorfor lades jeg så alligevel en lillebitte smule … kold?
'Fannens kall' er kompetent, dygtig, velspillet, vred, kold og alt muligt andet, men hvad skal man egentlig med endnu en kompetent, dygtig, velspillet, vred og kold black metal-plade i 2023?
Det fjerde album fra Air Raid er en lang opvisning i, hvor vigtigt det er en med en sej sanger, og at instrumenterne kan bære meget,men ikke det hele, når man spiller klassisk heavy metal.
Rummet kalder, og No Spill Blood svarer igen med boblende synths og sorte huller, så livets trivialiteter kan sættes på stand-by, bare for en stund.
Akloleh kalder til kamp mod antisemitisme og til fejring af brillant black metal.
… men nogle mere end andre. Betændt er sortsværtet powerviolence fra Herskers hånd, og de har skrevet en plade om mænd.
At forvente det uventede er tilrådeligt på Enslaveds 16. studiealbum.
Drüben er tilbage med mere hidsig og nihilistisk black metal, der både bevæger og bekymrer lytteren. Nok akkurat som tiltænkt af bandet.
Katatonia serverer endnu en omgang tristesse, denne gang med sporadisk finesse.
Under en dyne af dundrende, elektronisk dubbas og lag af svævende støj finder man poesien og den paradoksale skønhed hos Sightless Pit.
Med 47 minutters brandvarmt og brændbart materiale har bandet fået en livgivende dosis ilt, så navnet In Flames endelig er hot igen.
Bag en maske af flødeskum har Eyes iklædt sig ætsende kynisme og bouncy riffs på den stærke toer.