Pladeanmeldelser
HateSphere er vrede og vitale på deres 12. plade ‘Guillotine’, der viser et band med både sans for melodi og hvornår klingen skal falde hurtigt og hårdt!
Det er på flere måder et forandret Butcher Babies, der netop har udgivet deres femte album.
Europe er ikke ligefrem fremadskuende på bandets nye album. Alt er solidt forankret i fortiden.
Lack opnåede en status som genrecentrum og genrebrydere på hardcorescenen i nullerne. Nu de er tilbage, hvad definerer så Lack i et nyt årti?
Kevin Starrs & co. har stadig urter i årerne, men på ’Shapes of Midnight’ har de taget ved lære af deres sidespring og blandet flere farver i heksegryden.
Det gamle band Tygers of Pan Tang lever endnu. Der er stadig lidt kræfter tilbage i tigerbiddet.
Gradience debuterer med et ambitiøst album, hvor eksperimenterne får plads.
Langsomt, tungt og med blikket vendt mod nord: Maunah debuterer med en moden doom-plade, der finder styrke i både mørket og lyset.
Efter 12 års pause er Triosphere tilbage med et album, der peger i mange retninger.
Mørket er intakt, men Offernat har åbnet døren til nye farver, progressive afstikkere og ambitiøse kompositioner på deres hidtil bredeste udspil.
Chat Pile er ikke ligefrem subtile på deres tredje album, men måske er det ikke tid til at være subtil. Måske skal pointerne skriges ud.
Det er blevet tid for Green Carnation at runde sin stort anlagte, progressive trilogi af, og det gør bandet selvfølgelig på vanlig stærk vis.
‘Bloody Dreams’ fræser afsted på punket energi, sorte riffs og psykedelisk mørke, mens Devil Master lader deres særheder få frit spil.
På ‘Marrow Deep’ bruger Mastodon døden som brændstof. Resultatet er bandets mest progressive plade siden ‘Crack the Skye’ – og en stærk genfødsel efter Brent Hinds’ afgang.
Den finske trio Rapid har efter sigende eksisteret i 12 år med samme besætning. Men det er først nu, at bandet er klar med første album. Klar er dog måske så meget sagt.
Patosladet, elegisk og utroligt gennemført: Die Weisses Roses andet album – 17 år efter debuten – er et usædvanligt gennemarbejdet og ambitiøst martial/industrial-neofolk album.
Mørkere, skarpere og mere fokuserede: Italienerne lader mørkets puls tage styringen på deres femte album.
Popmusikken får tæsk af metalmusikken og vice versa på 'Prisoner', som viser et Raunchy, der ikke har glemt udgangspunktet, men også har fundet frem til endnu flere lag i sit udtryk.
Der skydes i mange retningere på ’A Stranger to You’, men det lykkes Loathe at samle størstedelen af ideerne på en bund af stærk sangskrivning.