Årsliste 2013 - Casper Villumsen

Populær
Årsliste 2013 - Casper Villumsen

2013 for skribent Villumsen bød et herligt nyt svensk bekendtskab med Bombus, mens Shining viste at saxofon skam kan bruges til fed larm. Og så var der seje Carcass, der nærmest var på alles læber i år.

Dato
27-12-2013
Fotograf
Jacob Dinesen

Årets internationale albums:

1. Bombus: ’The Poet and The Parrot’ – fantastisk blanding af rock ‘n’ roll a la Motörhead og så noget metal fra den herlige svenske skatkiste af fortræffeligheder og så lige et skud tung (ældre) Mastodon. Ahh!

2. Shining: ’One One One’ – tænk sig at metal, der bruger saxofon kan ende med at lyde så godt! Selvom nordmændene gerne leger med de syrede toner, så har de på dette album qua en bombastisk produktion alligevel skåret det så godt til, at der nærmest er hits på dette egentlig ret ekstreme album.

3. Hessian: ’Manegarm’ – belgisk fusionskraft baseret på hardcore, black, punk og sludge. Kaotisk og vanedannende.

4. Fates Warning: 'Darkness in a Different Light' – stærkt ”comeback” fra de amerikanske progmetallere, der fornemt forener både ”ny” og ”gammel” FW-stil i et fint varieret album. Godt nok fik skiven ”kun” en 4 ud af 5’er herfra, men siden havde albummet utroligt svært ved at forlade playlisten, hvilket må retfærdiggøre end flot 4. plads på min liste.

5. Hate: ’Solarflesh’ – det lyder som polsk dødsmetal, og når både håndværk og sangskrivning er helt i top, så kan det ikke gå galt. En lidt tungere variant af Behemoth, men stadig med samme flair for at skabe ond, ond stemning.

BOBLERE: Blodig Alvor med ’Mørkets Frembrudd’ med fængende, simpel punkrock. Og så Dan Swanö, der sammen med en kompagnon begik et interessant progrocket/dødsmetal album under navnet Witherscape og skiven 'The Inheritance’. Ydermere var der græske herligheder på Rotting Christs ’Kata Ton Daimona Eaytoy’, som både var stemningsfuldt og intenst. Og Carcass! Men den skive får sin spalteplads senere!

Årets danske album:

1. Cerekloth: ‘In the Midst of Life We are in Death’ – tilbage i 2011 skrev jeg om Cerekloth (anmeldelse af KTDF), at de var et oplagt bud til Roskildes Pavillon Jr. En ”profeti”, der gik i opfyldelse året efter og så fik vi endelig i 2013 det dundrende seje og obskure debutalbum. Hvorefter bandet trak stikket kort efter. Ærgerligt.

2. Hell’s Domain: ’Hell’s Domain – forfriskende tag på den klassiske thrash-genre. Tempo, intensitet, gode riffs og fængende vokallinjer og et herligt trommespil.

3. Corpus Mortale: ’Fleshcraft’ – endelig fik dødshovederne med Martin Rosendahl i front løftet musikken op, hvor potentialet egentlig har peget hen i mange år. Gode sange og så en dertil passende produktion har fået det hele til at spille i smuk (grum?) symbiose.

4. Meridian: ’Metallurgy’ – en sjældent fin melodisk heavy metal debut fra et dansk band, som ikke bare har forstået vigtigheden i at skrive fængende sange. Næ, de evner det såmænd også!

5. Helhorse: ’Oh Death’ – nærmest overalt har det album høstet roser, så hvorfor ikke bare opfordre folk til at trykke på linket og læse lovprisningen af dette album?

BOBLERE: Indrømmet, alt for få plader er blevet hørt i år, og det er især gået udover den hjemlige scene, jeg ellers altid har gjort en dyd ud af at følge med i. Men det er da ikke gået min næse forbi, at Barricade smed et fint debutalbum på gaden, Redwood Hill ditto og Rising fortsatte den allerede flot satte kurs, mens Mercenary virkelig fik vist, at det er snobberi, hvis nogen skulle tænke ”de kan jo ikke uden Mikkel”.

Årets internationale hit:

Fates Warning: ’And Yet It Moves' – det er måske lidt ”provokerende” i forhold kategoriens ordlyd, for i vanlig ”radiobestemt” forståelse af et hit, så bliver dette aldrig et hit: et 14 minutter langt overflødighedshorn af alt godt fra guitar, bas, trommer og vokale fraseringer. Men hold da op, hvor har det snurret mange gange på min private radiostation, der ikke rækker længere end til de naboer, der måtte have fået et lyt med.



Årets danske hit:

Dwell: ’Plunging Into Ash Tombs' – ok, Cerekloth må vi undvære, men se så hvad der dukkede op af askerne. Forbandet frækt nummer i doom/death-genren, og kunne man lide den mørke stemning, som Cerekloth mestrede, tilsat forførende, dystre melodier, så er det altså virkeligt kræs.



Men Meridian havde med ’Between Love & Hate’ også et hamrende gennemført track, der rykker fra start! En flot andenplads til dem. (se video " target="_blank">HER)

Årets genfundne klassiker:

Edge of Sanity: 'Purgatory Afterglow' – med nyheden om et nyt album (Witherscape – ’The Inheritance’) fra det musikalske es, Dan Swanö måtte en masse af hans tidligere arbejde atter på hårdt arbejde på anlægget. Favoritten – i denne omgang – blev den melodiske dødsmetalperle ’Purgatory Afterglow’.



Den overså jeg i 2013:

– Det må være Satyricon. Har kun fået hørt det nye album med ”et halvt øre” og jeg så dem heller ikke live. Mange taler jo om, at det er et rigtigt stærkt album, men det må jeg jo så få tjekket ud i 2014, for jeg har før været svært glad for nordmændene, så mon ikke der venter en god musikalsk oplevelse i bandets seneste album, når skiven får lidt fuld koncentration?

Årets DVD:

? – jeg erindrer ikke at have fået noget sådan til anmeldelse i år. Og jeg køber ikke DVD’er.

Årets opsamling/bokssæt:

Autumn Leaves – ’Embraced by the Absolute’ – en vinyl-genudgivelse af den danske klassiker indenfor melodisk, men alligevel ret brutal, dødsmetal. Anmeldelsen var ikke baseret på vinylen, men på mp3’ere og pdf’er, men siden købte jeg vinylen og det er et pragteksemplar. Lækker kvalitet og et meget interessant hæfte med diverse artikler, bio’er, anmeldelser osv. af bandet og dets udgivelser i 90’erne.

Årets koncert:

1. Tyranny, Roskilde Festival, 06-07-2013 – en oplevelse for de få, men hold da op, hvor var det gennemført. Det krævede sin overtalelse at blive hængende for denne finske funeral doom i en nat/morgenkoncert, men det var den tabte søvn værd i musikalsk guld.



2. Convulse, Kill-Town Death Fest, 30-08-2013 – finnerne medbragte fed lyd med masser af lækker bund og tekniske finesser på guitaren. Bandet sparkede røv på alt og alle. Intenst og flot varieret dødsmetal.

3. Kadavar, Beta, 08-11-2013 – tyskerne spillede overbevisende, og man følte sig hensat til den tid, som bandet så åbenlyst dyrkede. En psykedelisk oplevelse.

4. Rammstein, Wacken Open Air, 01-08-2013 – mange har ikke rost denne koncert. At jeg alligevel syntes det var formidabelt skal nok ses i lyset af, at jeg kun har set en halv koncert med bandet før, så selvom det virkede som masser af indstuderede gimmicks, så var det bare imponerende alligevel. Og den der nedtonede version af ’Mein Herz Brennt’… Wow!

5. Bombus, Beta, 07-12-2013 – det er en kæmpe kudos til Bombus, at de får spillet sig ind på denne liste med koncerten i Beta. Bevares, bandet leverede, men leverede de også så godt, at stemningen kunne koge hos de kun 30 publikummer? Ja da, de var megaseje!

Årets internationale navn:

CARCASS – det er imponerende at se, hvordan "nogen" har været i stand til at skabe så meget positivt hype om et band, at det, uanset om man var fan af Carcass "pt. 1", har givet nærmest alle en lyst til lige at tjekke det her Carcass "pt. 2" ud. Det er ikke alle, som er bevaret som fans, og det er heller ikke alle resterende, der er gået hen og blevet fans. Men rigtigt mange har det som jeg: fandens godt at se CARCASS igen (eller for første gang)!

Årets danske navn:

HELHORSE – fordi de med ’Oh Death’ virkelig synes, at være komme et gigantisk skridt fremad. Ikke fordi pladen er så meget bedre end den forrige (bedømt på anmeldelser lader mange dog til, at synes det), men fordi bandet virker mere ivrigt, bedre (som i fremragende) på en scene og med fuld kontrol over situationen.

Årets nye internationale navn:

BOMBUS – altså nyt for mig, som først opdagede dem her ved album nummer to. Den førnævnte koncert for alt for på mennesker i København viste desuden et live-potent band af samme format som fx Kvelertak.

Årets nye danske navn:

AJUNA – allerede i 2012 stak de snuden positivt frem, og i 2013 gav det pote med koncert på Roskilde og debutalbummet så også dagens lys i år. Og så skal de have hyldest for en velskrevet, interessant, oplysende og underholdende USA-tour-dagbog, der kan læses her på Devilution.

Årets comeback:

CARCASS – ja, de har måske nok huseret nogle år, men de blev selvfølgelig først for alvor målt og vejet ved udgivelsen af et nyt album. Var det at gamble for meget med bandets fornemme arv? Nej, absolut ikke! ’Surgical Steel’ er et fantastisk album og absolut Carcass værdigt.

Og ja – det er måske ikke så opfindsomt, at jeg har dem som "årets internationale" og som "årets comeback". Men sådan må det være.

Årets optur:

Vinyl – jeg er som andre på redaktionen også begyndt at samle på vinyler. Ikke så drastisk at cd-samlingen er solgt (som skribent Molin jo beretter om, HER), men blot til at mine absolutte (gamle) favoritter kan få ekstra, fortjent opmærksomhed. Jeg overholder ikke helt min plan, da der også falder nyere godter i den stadig bette samling. Første indkøb af klassiker var i øvrigt Carcass’ ’Heartwork’. Og når man ikke er ”samler-samler”, og bare SKAL have første oplags-versioner, er det superfedt at se, at mange skiver genudgives på vinyl i disse dage: skal fx snart have …In the Woods’ ’Omnio’, der ellers ikke var sådan lige at skaffe til fornuftig pris bare tilbage i starten af året.

Med en snart 1½-årig i huset får jeg dog ikke så ofte fumlet med vinyler, men det er til kvalitetstid, når jeg af og til har hytten for mig selv, i stedet for bare at køre noget fra harddisken og ”shuffle” for meget. Og til ren lytteglæde er vinylerne perfekte!

Årets største skuffelse:

Dunderbeist aflyste koncert i København – generelt skal man jo ikke gå og ærgre sig så frygtelig meget, så nu skal det heller ikke gøres værre end det er. Men jeg havde skam glædet mig til at se Dunderbeist, der leverede en rigtig god koncert på Wacken, på KB18, hvor det sikkert kun kunne blive intenst. Danske Broken Hand Charity, hvis EP ’Democrusade’, jeg tidligere har rost, skulle opvarme, og det glædede jeg mig også til, da jeg ikke havde set dem live før. Derfor: trist, at touren, som showet var en del af, måtte aflyses.

Mit største ønske for 2014:

Bolt Thrower til Copenhell!

Det glæder jeg mig mest til i 2014:

Sidste år
skrev jeg ”Det sædvanlige vel...” og så noget med diverse festivaler – først og fremmest Copenhell. Og det er egentlig ikke så sært. Copenhell har haft en plads i hjertet siden festivalen startede, og selvom jeg er en af dem, der godt kan lide, at (gode) ting ikke forandrer sig for meget, så har jeg stor respekt for folkene bag Copenhell, fordi de fra år til år har formået twiste konceptet, så hvert år er blevet overrasket over et eller andet, fordi man ikke er gået præcis samme vej som året før i planlægningen. Så jeg byder onsdagen og udvidelsen af festivalen velkommen, selvom det så koster en feriedag eller to mere end normalt.

Så jeg glæder mig til "det sædvanlige" – herunder Copenhell!

Godt nytår til alle jer derude!