Tyske Vorga spiller fed, atmosfærisk og melodisk black metal på en yderst velkomponeret debutskive.
Violet Cold skuffer aldrig. Men denne gang er det lidt svært at se konceptet.
Orm afrundede med inderlig og eksplosiv bravur mesterværket ‘Ir’ af, samt mange års sammenspil med deres ven og bassist gennem mange år.
Det er svært at finde tid til kunst mellem bomber og kampvogne. Alligevel formår Palæstinas Zalaam at insistere på både black metal og arabisk visdom.
Finner blander svensk og norsk meloblack sammen til gode sange, men modet til at prøve nye veje begrænser sig til ét mærkværdigt intermezzo.
Tyske Kanonenfieber er noget så specifikt som historisk korrekt black metal, der tager livtag med 1. verdenskrig. Det gør de ret godt.
Svulstige keyboards, skamløse rollespilstemaer og bombastisk mediævalisme: Amerikanske Stormkeep søger efter bedste evne at genskabe 90'ernes symfoniske black metal og lykkes næsten med det. Men illusionen knager i fugerne.
Untamed Land leger med mange interessante genre-blandinger, og det er spændende - men i nogle sammenhænge også alt for meget.
Lotan leger latin og spiller black-metal, der er lige så spændende som sort kaffe fra en kaffeautomat.
Bestialsk black/death og usædvanligt vellykkede mellemstykker forenes med en klam og rådden produktion på mini-lp og mord og moseofringer fra jysk hedenold.
Molok har leveret en plade, der er mere konceptuelt ækel end det meste, men byder på et noget mere spiseligt lydspor, end man skulle tro.
Funeral Mist er klar med deres fjerde plade 'Deiform', der, ifølge manden bag, er en omgang eksperimenterende og holistisk black metal.
Ofermod er klar med deres femte plade 'Mysterium Iniquitatis', og er man fan af Marduk og Watain, så er her noget at lytte til.
Bindegale Hexenbrett – eller måske er det ikke Hexenbrett, men nogle andre? – er klar med en firenumres EP, der viser spændvidden i projektet.
Posthumt udgivne albums er ikke altid en god idé. Dette er undtagelsen.
Bluegrass og black metal går hånd i hånd på det andet album fra amerikanske Primeval Well, der har skabt en fin omgang eksperimenterende formørket metal.
Der tudes på livet løs på Self Loather, der føles velkendt og fremmed på en og samme tid.
Cradle of Filth hyler mod månen på nyt album, der udforsker sine rødder på sikker afstand.
Hexenbrett trækker tydeligt på førstebølgeblack, men de er ikke et retroband eller et kitschband. De er bare et sejt band.
Som det lakonisk fortaltes Horatio, at Rosenkrands og Gyldenstjerne er døde, ligeledes må vi sande, at Agalloch og Bathory ikke er her, og de har efterladt sig et hul i den folk-inspirerede black metal som ikke hundrede trolde- og vikingetyper kan fylde. Men Waldgeflüster kan.