Finsk dødsmetal i 90'erne er på sin vis i familie med svensk dødsmetal, bare fortalt gennem den sky, men finurlige og evigt foranderlige tvilling. En bog om finsk dødsmetal er således spændende, ikke mindst for den lange liste af interesante bud til dødsmetallerens pladesamling.

Katla har sammen med et vegansk pizzaria i København udgivet, hvad der tegner til at blive til årets fysiske udgivelse.Vi vurderer i en lynanmeldelse, om det er lykkedes. 

Med anbefaling fra Dan Swanö for især growlet, var det en no-brainer, at amerikanske Mother of Graves' dødsdoom med stærk skandinavisk tradition måtte tjekkes ud. Tak, hr. Swanö!

Hollandske Asphyx har siden firserne spillet dødsmetal, og det er de gode til. 'Necroceros' er ikke helt med blandt deres bedste udgivelser.

'Unconquered' er ikke helt den plade, vi havde håbet på fra Quebec. Kataklysm falder dog ikke helt igennem, men vi kommer næppe til at huske udgivelsen om få år.

Københavnske Undergang er klar med deres femte fuldlængde, der fortrinligt indkapsler den lyd af dødsmetal, de har gjort til et varemærke.

Terrorpy fra Odense debuterer med en heftig omgang dødsmetal, der trækker tråde til Immolation og Suffocation. 

Chris Barnes' stemme er helt væk på Six Feet Unders nye plade, der kun i sjældne tilfælde reddes af et af de få gode riff, der er spredt ud over en alt for lang udgivelse.

Efter 12 års pause er britiske Benediction tilbage med en plade, der gør lige akkurat det, Benediction var gode til i halvfemserne: dødsmetal.

Svenske Lik lyder, som om de har fået hjemlandets dødsmetal ind med modermælken, men da sangskrivning og lyd er i top, så accepterer vor anmelder, at det er så som så med originaliteten.

Incantation er tilbage med mere af det sædvanlige, og hvis man bryder sig om klassisk dødsmetal, så går man ikke forgæves.

Det klinger rigtigt godt, når Ascendency tæsker sin dødsmetal ud med en smadret lyd, der bare oser af sort stemning, men også koster lidt på varationskontoen.

Undergangs vekslen mellem tunge og kradse toner var drabeligt efter alle kunstens regler, mens der gik mere mudder i Deiquisitor-maskineriet. I sidste ende var det dog den alt for længe ventede lejlighed til at forsamles om metal i hovedstaden, der vandt flest points denne fredag i Byhaven.

En art supergruppe har udgivet deres debutplade, og den viser med al tydelighed, hvilket hotspot Denver i Colorado er blevet for amerikansk dødsmetal.

Tom G. Warrior bør hædres lige så meget for sin vilje til at sætte alt over styr som for sine succeser. ‘Requiem’ har taget ham 30 år at forløse og er endt som et beundringsværdigt miskmask.

Idéen er god, og musikken lyder godt. Men selvom dødsmetallen er smadret frontalt sammen med hardcore, så viser Tombstoner kun, at potentialet er der: Debut-ep'en er lige generisk nok.

Polske Vader udsender en kedelig omgang dødsmetal, hvor der er masser af fart på og lidt thrash fra demodagene, men det bliver næppe noget, nogen husker.

Det er nærmest kriminelt, så nemt det er at fordybe sig i Ulcerates sjette album, for den tekniske dødsmetal er for det new zealandske bands standard usædvanligt fængende fra første lys.

Med ‘Phylogenesis’ kværner amerikanske Abysmal Dawn ubønhørligt derudad. Tempo og aggressivitet er de primære ingredienser på deres femte plade.

Det kan godt være, at man hverken finder måne eller citron i en citronmåne, men man finder dog sort kunst på Svartkonsts andet album, der på fineste vis lader klassisk svenskerdød krydse klinger med ditto black.