Skal vi gætte på, at jeg bliver revet rundt i kommentarsporet for ikke at give Knocked Loose 666? Højst sandsynligt. Men hypen holdt ikke hele vejen til deres koncert på Copenhell.

Mastodon kom ikke længere ud end til navlen.

Copenhell fik Jinjer, Jinjer fik Copenhells velfortjente kærlighed, men vi var meget langt fra noget det kan kategoriseres som en interessant koncertoplevelse.

Hvad gør man, når man er Uffe Lorenzen og savner den rustne garage-rock?
Samler en ny powertrio selvfølgelig, og så er alt ved det gamle – eller?

De sympatiske nordsvenskere i Raised Fist hævede næven og uddelte høje spark på Pandæmonium torsdag nat, men trods arbejdsiver manglede forløsningen.

Thrashveteranerne roder rundt i genrerne på seneste album og efterlader lytteren med ujævnt resultat.

Boston-metalgazere svæver som en sommerfugl, men stikker ikke som en bi.

Det skulle være så sundt at søge lidt udenfor sin comfort zone i ny og næ, siges det. Man skulle da også næsten tro, at det var parolen for dette sideprojekt, der musikalsk lander i krydszonen mellem primale power-riffs og det trygge bagland, vi kender dem fra.

Liturgy gav en koncert, der ikke var køn, let fascinerende, men hvor vokalen desværre stod i vejen for den helt store oplevelse.

Finske filosofi fyre forvirrer og forivrer sig selv med prætentiøs og tyndbenet omgang trommemaskine-black.

Dødsmetalmakkerparet Johansson & Speckmann er på banen igen, men selvom førstnævnte har skrevet musikken, så handler det denne gang om en opfølger til sidstnævntes Speckmann Project fra 1991.

Destruction fejrer 40-års jubilæum med deres 15. studiealbum, der viser, at de sagtens stadig kan spille thrash, men det mangler altså noget bid.

Lamentari er dejligt svulstige, bombastiske og ambitiøse på deres tredje EP, men det halter med sangskrivningen.

Det nyeste testamente er en naturlig udvikling i den retning, Ghost har taget de senere år, men Tobias Forges veje er stadig uransagelige.

Aftenen på Stairway startede drønende godt, men til slut var det bare drønkedeligt. 

Vi nåede ikke at anmelde Death Sets nye album i 2021, så vi kommer her med en forsinket anmeldelse. Overordnet: Du har misset at have myrer i øregangene, men også kun det.

Between Oceans starter på meget lave forventninger og det taget i betragtning er kritikken lidt mindre sønderlemmende, end de fleste internettrolde måske ville ønske.

Lotan leger latin og spiller black-metal, der er lige så spændende som sort kaffe fra en kaffeautomat. 

Det kan godt være, at man siger "if it ain't broke, don't fix it", men det er ikke helt nok for Grand Cadaver at have den fede HM2-lyd og fede growls, når den klassiske svenske dødsmetal får endnu et opkog.

Efter et kvart århundredes dvale er Detest omsider tilbage med en opfølger til 'Dorval', der trods de bedste intentioner ikke rammer samme niveau.