Def Leppard var gode, når de var gode, men der var langt mellem snapsene, og i mellemtiden kedede de publikum bravt.
Foo Fighters hylder den afdøde trommeslager Taylor Hawkins på en langtrukken og anonym plade, der kun slår gnister få steder undervejs.
Demonaz' Immortal veksler mellem at lyde som en udvandet kopi af sig selv og et ret habilt Immortal-tributeband. Hvis Immortal engang lød som frostdæmoner, lyder de nu som lunken festivalfadbamseblack.
En håndfuld cover-numre er lige akkurat det, Ghost serverer når de skal gøre klar til turné. Men det er en ligegyldig udgivelse.
Det virkede som om, Tears of Fire gav os det show, de troede vi gerne ville have, og imens stod vi og savnede meget mere af de fine persiske elementer i deres funeral doomede black metal.
Jersey-punkerne er ude med hardcore til freaksene, men har svært ved at bære en fuldlængde
Kan man slippe afsted med at forherlige krigens rædsler, mens dronebombardementer og tilsvarende forfærdeligheder udspiller sig i hjemlandets baghave? Sabaton kan, til en vis grad.
Vi var mange, der havde store forhåbninger til Pupil Slicer, der åbnede festivalens tredjedag. Desværre stod planeterne ikke på række, og bandet kæmpede forgæves mod lortelyd og uoplagthed både på scenen og blandt publikum
Metallicas samspil er i topfom, men årene har slebet kanterne af, hvor det gælder.
Blød thrash, hawaiiskjorte-soli og uforløst potientiale.
Man kan fadbamsehygge til de solidt sejtrækkende sange på ’tallicas nye plade, men kun hvis man undlader at lytte for meget til de emotionelle tekster. ’72 Seasons’ står på to meget forskellige ben.
Melodisk metalcore er en udvandet genre, hvor et hav af bands søger at lyde ens, uden lyst eller vilje til at stå ud fra mængden.
Astriferous har langt om længe udgivet deres debutalbum ‘Pulsations from the Black Orb’. Et album, mange af os har ventet på og forståeligt også skabt hype omkring. Måske er der ikke så langt fra Costa Rica til Finland, som vi troede, og var den internationale hype en anelse overdreven?
Et interessant projekt lider under stilstand
“Ikke din morfars black metal”, skrev vi i 2021. Nu er Angstskrig tilbage. Det er stadig ikke morfars, men han må gerne få det for vores skyld.
NOFX er gamle kendinge i punkscenen. De har engang proklameret, at de er punkrockens Rolling Stones, og det er ikke helt forkert.
Steel Inferno var ikke særligt overbevisende på dette års Viborg Metal Festival. Koncerten havde et noget ujævnt niveau.
'Fannens kall' er kompetent, dygtig, velspillet, vred, kold og alt muligt andet, men hvad skal man egentlig med endnu en kompetent, dygtig, velspillet, vred og kold black metal-plade i 2023?
Katatonia serverer endnu en omgang tristesse, denne gang med sporadisk finesse.
Man kan sikkert sige meget godt om Acid Blade. Men nyskabende er ikke et begreb, der kan finde anvendelse i den forbindelse.