Clutch leverer en leverpostejfarvet plade, man ikke kan tillade sig at hade, men som heller ikke gør sig fortjent til ægte kærlighed.

Med 'Sunshine Dust' beviser Keshav Dhar, at der stadig er liv i havnen i skyerne. Også selvom den nyankomne forsanger Eric Emery langtfra løfter vokalopgaven optimalt.

Det klæder Deicide, at Glen Benton er tilbage som sangskriver og ikke blot skriver tekster. Hans sange er med til at løfte niveauet på ’Overtures of Blasphemy’.

Killtown-scenens egen internationale supergruppe Hyperdontia debuterede stærkt på den lille scene under Kill-Town Death Fest efter at have overkommet de værste fødselskramper

Stephen O’Malley leverede en unik og særpræget solooptræden, der i sin enkelhed udfordrede publikum både fysisk og mentalt.

Eller omvendt: Konform musik til ekstreme mennesker. Ligningen går i hvert fald ikke op hos Pig Destroyer, uanset hvor mange grænser de overskrider.

Inden for melodisk dødsmetal har navne som Arch Enemy været på toppen, men finske Omnium Gatherum giver dem kamp til stregen med deres nye plade.

Bathorys evige ild brænder hos Mantar, men det gør mindet om den brændende Rigsdag også, og måske derfor holder de for meget tilbage med flammerne.

Selvom Otep Shamaya er en hykler, er det ret underholdende at lytte til 'Kult45'.

The Vintage Caravan har udviklet både lyd og sangstrukturer siden de foregående album, og resultatet er nydeligt uden at overbevise endegyldigt 

Trods regn og tåge står musikken i Alice in Chains stadig tydeligt, som vi kender den. ’Rainier Fog’ virker som en naturlig udvikling for bandet, og lyden er umiskendelig.

Selvom Erra har succes med at skrive en række gode numre, er ’Neon’ generelt alt for poleret. 

Paradise Lost lod sig ofre for rummeligheden i en times blandede bolsjer fra de sidste 23 år og nåede, på trods af tusmørket og den åbne stjernehimmel, aldrig over det middelmådige.

The Night Flight Orchestras hyldest til 80'ernes AOR-scene blev tilføjet et ekstra skud tung spade for at tilpasse sig metallen på Summer Breeze. Det havde de nu ikke behøvet.

All star-orkestret Sinsaenum sætter fede facitstreger under, at en plade ikke per definition bliver fantastisk, bare fordi man indspiller den sammen med sine nye rockstjerne-venner.

Orange Goblin galopperer mageligt ud over stepperne på deres niende album, der trods gode øjeblikke mangler liveformatets kant

Efter at have været døden nær vender Mike Scheidt og Yob tilbage med ’Our Raw Heart’; et doomalbum mærket af store følelser og eksistentiel refleksion. Det er mestendels interessant.

Som en anden kæmpehval buldrede Gojira ind på scenen på Wacken og lavede en forfærdelig masse dejlig ballade, men endte alligevel i lidt af en maveplasker.

Ghost havde det helt store sceneshow til fredagens natlige koncert, hvor der blev opfordret til uterlighed, mens musikken var lav og ikke rigtig fængede.

Watain leverede satanisk black metal med masser af ild og nerve. Publikum til Wacken Open Air fik rigeligt med flammer og omvendte kors, inden torsdagen var omme.