Med en enorm spilleglæde havde Shining et begejstret publikum i Lille Vega i deres hule hånd. Det kunne trods et begrænset fremmøde klart fornemmes, at det norske band har det der specielle ekstra, som kræves for at nå langt.

Det var lyden, der trak ned i vores anmeldelse af Paradise Lost, da de for nylig spillede i Malmø. Og selvom lyden da også havde nogle få mangler i Pumpehuset, så var det nærmest en forløsende koncert, hvor bandet endelig var uhyre skarpe på dansk jord.

Det var musikalitet i fineste form, men kun en skarp start og ditto slutning reddede affæren fra at blive for storladen og pæn for Leprous i den velbesøgte tidligere forbrændingsanstalt på Vestegnen.

Finske Hanging Garden er modnet og har med det fjerde album fået en mere ren lyd, der alligevel synes mere mørk end tidligere, blandt andet på finurlig vis via brug af elementer, der ellers ikke har meget med metal at gøre.

Pyogenesis overrasker ikke bare ved at have et nyt album ude efter 13 år, men også ved at det omfavner bandets hårdere fortid på en måde, hvor bandets ret unikke lydbillede bevares i en meget forstærket form.

Amorphis er tilbage med et album, der er fantastisk homogent i bandets vekslen mellem det fjerlette og det mere brutale. Det kunne let have været et top-album, hvis ikke det var, fordi energien ikke træder tilstrækkeligt frem i de aggressive riff, der i stort tal findes på albummet

Devilution er ikke vant til at anmelde stand-up-comedy, men når nu man blev lovet en tur ned igennem metallens historie med det vaskeægte metalhead Andrew O'Neill, så skulle det da tjekkes ud.

Rivers of Nihil er bedre end på forgængeren, og udtrykket er modnet og forfinet nok, til at 'Monarchy' kan holde lytteren interesseret i den tekniske dødsmetal fra start til slut.

Åbningen på Krisiuns nyeste udspil lover ligeså godt som forgængeren, 'The Great Execution', men bandet kan ikke helt holde kadencen over albummets godt 50 minutter og forfalder til gentagelser af de ellers gode idéer og riffs.

Folk var glade, bandet respektindgydende og Judas Priest i den grad værdige som hovednavn på Wacken Open Air, men skribenten var alligevel ikke fuldt ud tilfreds.

Biohazard imponerede på Wacken Open Airs solbeskinnede Party Stage med voldsom sceneaktivitet og gav den så meget gas, at det til sidst på besynderligvis ligefrem blev lidt ensformigt.

Amorphis holdt sig til det oldschool i et velspillet show, der i den grad kiggede tilbage i bagkataloget. Selvom magien fra dengang måske ikke helt kunne nås, så var det professionelt udført, stærkt og medrivende alligevel.

Endelig skinnede solen over Wacken, og Kataklysm serverede den perfekte morgenmad med en god omgang dødsmetal, der virkelig kom ud over scenekanten og satte mudderpølene i bevægelse.

My Dying Bride satsede på det gamle og forenede fornemt den smukke og alligevel til tider grumme musik med den mørke sommernats kølige temperaturer på Wacken Open Air.

Der var en vis ensformighed over Ill Niños musik, men om de så havde spillet den samme sang igen og igen sættet igennem, så havde de med garanti stadig lavet en kæmpefest i teltet.

In Flames er sikkerheden selv. Ikke bare i musikalsk performance, men også for Wackens arrangører, der med bandet ved, at succesen er hjemme for festivalens kernepublikum. Showet var godt, men bandet kan levere magi, og det fik man ikke denne gang.

Samael slap godt fra et show, der havde programmerede trommer, selvom over 90 % af showet hyldede en klassisk plade, der er indspillet med rigtige trommer. Reaktionerne blandt publikum rakte til både fællessang og crowdsurf under teltdugen.

Danske Undergang, der spillede på weekendens Metal Magic, har netop udsendt et nyt album. Det er en omgang obskur, beskidt, brutal og ikke mindst groovy dødsmetal iklædt den helt rigtige lyd.

SEA var skam imponerende og fik vist, hvorfor de er blevet hyldet så meget på det sidste, da de fredag indtog Pandæmonium. Men musikkens mange stille passager virkede let søvndyssende ovenpå en hård førstedag på Copenhell.

Den svære tjans som åbnere af sidstedagens program stod Franklin Zoo for, omend de ikke var nævnt som andet end "Tak Rock!-vinder" i programmet. Selvom det var habilt og velspillet, så var der ikke nok gennemslagskraft i leveringen.