Dødslegenderne leverede en fantastisk koncert, men rammen var ikke den rigtige.
Aphyxion er ovre konfirmationsalderen og ved at finde deres plads på hylden.
Týr præsenterede en blanding af gamle kendinge og nyere materiale og leverede ret komplet billede af, hvad bandet står for.
Taake er kendt for at hylde vreden, smerten, det uforsonlige og det ubehagelige. Det er blevet en stilart, der afdæmpet blev fremført sent torsdag aften.
Obituary beviste på Copenhell, at de er dødsmetallens svar på Iron Maiden eller Slayer. Garant for kvalitet, har et fedt logo, og de afviger ikke fra den udstukne kurs.
Suicide Silence er gået en del igennem de seneste år, men de fik i den grad rejst sig selv fredag aften og introduceret Copenhell for deres nye forsanger.
The Hell er et fremadstormende band, som var så skrækkeligt et bekendtskab på Copenhell, at det bør stoppes.
Watain giver ikke koncerter. De udfører et ritual. Og det gjorde med et af de sorteste og mest suveræne af slagsen i Copenhells historie.
Supergruppen Kill Devill Hill var et sympatisk og hårdtslående indslag fredag eftermiddag. Men bandet, der inkluderer tidligere medlemmer fra Pantera og Type O Negative, ligner nogle, som har svært ved at finde et nyt og seriøst ståsted i karrieren.
IAmFire har på ganske kort tid fået vind i sejlene. Musikken berettiger det, men der mangler lige det sidste live.
Det var fredag d. 13 og fuldmånen stod højt over Copenhell. Med Redwood Hills betagende visuelle udtryk og den effektfulde lydmur var bandet som en pacemaker for et depressionstungt hjerte.
Forrige onsdag aften kunne alt andet være ligegyldigt. Her lagde Motorpsycho nemlig vejen forbi Pumpehuset, hvilket såmænd resulterede i en af de bedste koncerter, man har været til i år.
Suicidal Angels løftede ikke opgaven som bandet, der burde have sat fut i festen torsdag eftermiddag. Det endte næsten som en rendyrket græsk tragedie.
Det var med lethed, at Of Mice & Men dirigerede det talrige publikum, der åd bandets spilleglæde råt og forgabte sig i festen.
Mercenary fuldendte et længerevarende comeback med en overbevisende præstation på Copenhells Helviti-scene.
Twisted Sister er legender uden at have skrevet tilnærmelsesvist nok sange til at retfærdiggøre den status - det skyldes alene én mands karisma, og det beviste han (og de) onsdag på Helviti-scenen.
Finntroll havde styr på alt, undtagen vokalen, og leverede en fin omgang effektiv polkametal fra De Tusind Søers Land.
Onsdag aften, kort efter det absolutte hovednavn, gjorde Helhorse det logisk set eneste rigtige: Nemlig at spille noget nær deres livs koncert.
Disneyland After Dark valgte på Copenhell at hævne sig efter den fadæse, de sidste gang udsatte Devilutions udsendte for.
Sepultura gjorde en hæderlig figur på Copenhell, men formåede ikke at ramme timingen helt præcist, hvilket resulterede i en koncert uden momentum.
