Pladeanmeldelser

Thotcrime har leveret en plade, der kommer til at trække had. Men for dem, der fanger hybriden mellem hardcore og hård techno og måske er lidt for meget online, er det fedt.

Et sted mellem post-punk, alt-rock og hurtig shoegaze finder vi belgiske Brutus, der demonstrerer, at de stadig har rigeligt at byde på.

Celestial Grave revolutionerer ikke black metallen med deres andet album. Til gengæld er det fyldt med langtidsholdbare hooks og en for genren sjældent opløftende stemning.

Starten på åbningsnummeret på ’A Place for Ash’ giver en kuldegysninger, men ikke af fryd, eller fordi man allerede er rørt.

Lorna Shore har udgivet en plade i takt med tiden. På en gang Inkluderende, alsidig og spændende, uden at gå på kompromis - en udgivelse, der bryder rammerne for, hvad Deathcore er. 

Avantasias hovedperson Tobias Sammet er barslet med endnu et album, der lyder ligesom alle de andre, men har en længere og mærkeligere titel. Det er selvfølgelig herligt skamløst, men ikke helt oppe at ringe.

Med ’Hudangst’ får Hersker sat sig på landkortet med smadret black metal, der synges på dansk og har måske årets bedste titel på en plade.

Med deres andet album holder Riot City samme høje niveau som på debuten, og formår både at fastholde friskheden og tilføje mere til sangskrivningen.

Franske Non Serviam blander black metal, cybergrind, industrial, gabber og meget andet på (endnu) en eksperimenterende perle.

Lamb of God har fart på med deres niende plade ’Omens’, der dog ikke ligefrem indvarsler så meget andet end en fortsættelse af det, de allerede har lavet.

Man får stor Bolt Thrower-passion og et drys hollandsk trademark-dødsmetal graciøst serveret på tredje album fra Graceless.

Dan "Soupy" Campbell fra The Wonder Years har endnu engang skrevet tekster, der får vores anmelder til at græde. 

Orthodoxy finpudser stilen fra deres tre år gamle debut; resultatet er dødsmetal med unikt malign atmosfære, man kun sjældent finder mange til på dagens scene.

Dramaet er skruet op og udtrykket fintune på Gaereas seneste udspil, der alene i ambitionsniveau er alt andet end det fatamorgana, det titulært udgiver sig for at være.

Med deres første fuldlængde i 7 år er Autopsy tilbage med en stilsikker omgang midtempo-dødsmetal, der er lige præcis, som vi kunne have forventet.

’The End, So Far’ er en tiltrængt streg i sandet for et band, der har haft succes med at snyde os til at tro, at middelmådighed og gentagelse er ensbetydende med kvalitet.

Orm giver sin midgårdsartsfælle kamp til stregen hvad angår længde på et monstrøst, modigt og vildtvoksende dobbeltalbum, hvor bandet tager livtag med døden, men også med livet og skabelsen.

På Omar Rodriguez Lopez’ og Cedric Bixler-Zavalas første udgivelse under The Mars Volta-hatten i et årti udfordrer de igen lytterne på uvante måder – men er indfølt, mexicansk-klingende pop nu også lige det, vi manglede? 


Noiserock og post-hardcore om paranoia. Opskriften på et dårligt efterår, på den bedste måde.

Kom så makker. Du ved hvad klokken slår. Det er tid til at rulle … en ny omgang EP’er udover læserne.