Pladeanmeldelser

Hvad er Norma Jean egentlig? Ud over en løbende udskiftning i bandsammensætning og medførende udvikling? Norma Jean er garant for god, potent, højkvalitets metalcore.

Udover at være et genialt ordspil, er det svært at sætte fingeren på, hvad The Callous Daoboys er. Men der er rigeligt af det.

Thrashen får ekstra bid på det 16. udspil fra MegaDave & co. – men bider den hårdt nok til at sætte sig på nethinden og/eller i nakkemusklerne?

Det er gået hele syv år siden powermetallens mægtige Blind Guardian sidst udgav et ægte album, medmindre man tæller en svært unødvendig udgivelse med forsanger Hansi Kürsch og et symfoniorkester med. Det gør man ikke! Her medvirkede 3/4 af bandet nemlig ikke, fordi man hellere ville spille filmmusik end metal.

For første gang nogensinde uddeler Devilution bund- og topkarakter til samme album. Det kan naturligvis ikke være andre end Five Finger Death Punch.

Hexis’ tredje fuldlængde-udgivelse er, som altid med bandets ekstremt voldsomme blanding af hardcore, black, industrial, grind, sludge, post-metal og andre ibenholtfarvede sager, en brutal oplevelse, men hov, hvad var det?

Kender du det, når en plade opsluger dig i det der limbo, hvor Morricone, americana og doom smelter sammen i en dyster symbiose?

Vi hensættes i produktiv trance af Russian Circles' nye samling op- og nedture.

Aveilut er hebræisk og betyder sorg, og det enorme tomrum, døden efterlader sig, føles ekstremt nærværende på en overvældende, og overvældende god, plade.

Machine Head gør det umulige. Laver endnu et comeback. Fra asken rejser Machine Head sig og udgiver deres bedste album i flere år. Selvom det med Ø er fjollet.

Danske Thorium udgiver med ’Danmark’ en plade, der vækker minder om den dødsmetal, bandet selv voksede op med i halvfemserne.

Hos Heilung går musik og historie igen op i en højere enhed.

Hæren var stor og hedensk, og den kom vidt omkring

Blackbraids debut er overlegen, storladen, skøn og velspillet black metal, der bringer mere med sig fra Adirondackbjergene, end vi overhovedet kunne forvente.

Dele af den vigtige DNA bag In Flames og Dark Tranquillity er smeltet sammen på The Halo Effect, og det kommer der ganske hæderlig melodødsmetal ud af. 

Med klassiske skråle-med-omkvæd og præfabrikerede fist pumps byder Arch Enemy på 45 minutters poleret single-parade.

Slutspilkapitalismen tages under grundig og ukærlig behandling på den maskeklædte New York-trios femte album. Og panderne inden under maskerne er lige så høje som gruppens ambitioner.

Oklahomas Chat Pile stiller skarpt på mental usundhed og samfundsmæssigt forfald i en sådan grad, at det forplanter sig til lytteren.

Wiegedoods fjerde album er en modig magtdemonstration, som får hårene i nakken til at rejse sig af både misantropisk afsky og begejstring

Mørke, østrigske skyer er drevet ind over os med rettidig omhu inden vinterens komme.