Årsliste 2020 – Jacob Dinesen

_XJD8542

2020 var året hvor koncert numero 5.000 skulle have været fotograferet. Istedet blev det for Devilutions åndelige fyrtårn til en ny terrasse ved sommerhuset, en rød Volvo, et par Facebook-karantæner og en forstærket foragt for alles syge moster.

Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Årets danske album:

1. Eyes: 'Underperformer' – Om at blive voksen eller lade være. Et æstetisk sammenhængende værk. At jeg, derudover har kæmpet med at fremhæve en enkelt sang som årets danske hit, siger meget om, HVOR god en plade dette er.


 
2. Alkymist: 'Sanctuary' – Meget af året var jeg overbevist om at denne episke plade ville bliver årets med afstand bedste danske udgivelse, men sådan endte det lige netop ikke. Fuldendt, helstøbt og aldrig kedelig.



3. Natjager: 'Hvordan vi lærte at svæve' – Ja, klart. Alt var bedre i gamle dage, og denne fuldlængde står ikke så stærkt som bandets EP'er. Desuagtet er pladen dog stadig en af de bedste danske 2020 udgivelser.



4. The Rite: 'Liturgy of the Black' – Man vil kunne argumentere for, at 'The Rite' er omtrent lige så danske som Metallica, men den snak må I tage på et andet tidspunkt. Dyster og satanisk – undgå at lytte til black metal, hvis den lyder anderledes, end det her.



5. Hadron: 'Evil Lady' – De fleste danske bands lyder pinagtigt, når de forsøger sig med traditionel heavy metal. Alle fantasierne om den ædle kappestrid, dragerne og alskens hokus pokus lader sig sjældent omsætte til tålelig musik. Hadron er en kende overraskende lykkedes i lige netop dette. Havde mere end blot to sange været på dansk, var pladen muligvis endt endnu højere på min liste.



Som boblere, og så alligevel ikke, kan både Katla og Gabestok nævnes. Hvis de tog sig sammen og lavede en hel plade, var de formentlig selvskrevne til en højere placering. Men indtil videre dømmer jeg dem ude alene pga. EP-formatets iboende fravær af slidsomt arbejde.
Herudover fortjener Christian Hede, Den syvende søn, Afsky og Morning Bell også alle en smule opmærksomhed.

Årets internationale album:

1. Persekutor: 'Permanent Winter' – Fordi det er årets sejeste album! Alt ved bandet er perfekt. Musik, lyrik, stil – alt er lige netop så fantastisk, som man kunne forestille sig destillatet af østeurpæiske klichéer og West Hollywood ville blive.



2. Oranssi Pazuzu:'Mestarin kynsi' – I disse år er den finske scene en af de mest interessante at følge, og i 2020 er Oranssi Pazuzu et af de mere lettilgængelige steder at begynde. Moderat mere trippende end normalt, og en – afhængig af temperament – enten legende eller leflende lyd.



3. Vile Creature: 'Glory, Glory! Apathy Took Helm!' – Det tungeste album på denne liste. Velmenende, vegansk og voldsomt vellydende. For at forstå tingenes sande elendighed kan man ikke nøjes med blot at lytte til enkelt sang. Albummet kræver fordybelse og gentagne afspilninger førend det formørkede univers omsider åbner sig op.

&feature=emb_title

4. Henrik Palm: 'Poverty Metal' – Kære læser, lad dig ikke narre af det banale kunstnernavn. Bag dette gemmer der sig fællesmængden mellem Ghost, In Solitude, Vampire og Gösta Berlings Saga. Musikken er let blues'et, ret kæk, men dybest set maksimalt deprimeret guitarrock.



5. Okkultokrati: 'La Ilden Lyse' – Et band, der er så sejt, at herværende magasins anmelderstab ikke tør stifte bekendtskab med det. Norsk fremtidsmusik der på samme tid er max smadret og storladent på næsten uartig manér.



Enten var 2020 et usædvanlig stærkt udgivelsesår, eller også har jeg blot haft for meget tid, men listen af boblere er uendeligt lang. Intet siger dette stærkere end, at almægtige Alestorm, uden at skuffe i traditionel forstand, besyndeligt nok endte uden for denne glorværdige listes top.



Den umulige powermetal blev i 2020 gjort salonfähig med stærke plader fra både Judicator og Eternal Champion. Emma Ruth Rundle og Thou; To moderat middelmådige artister gik sammen, og lavede en fremragende plade. Det samme gjorde Napalm Death, igen.
Vampire vedblev at være Vampire (desværre samme år som Persekutor besluttede sig for at blive verdens sejeste band), Dark Buddha Rising foreslår inspirerende ritualer, og Imperial Triumphant gav omsider mening – uanset hvad vores forvirrede anmelder end skrev hin sommerdag.
 ...nå ja, og så var det i virkeligheden 'Run the Jewels” der udgav årets i særklasse bedste album.



Årets internationale hit:

Five Finger Death Punch: 'Living the Dream' – fordi et af verdens allerværste bands er et af de få, der har forholdt sig kritisk til tingenes tilstand.



En stærk runner-up er årets helte, Persekutor. 'Black Death Punk Skins'. Er du forvirret og ikke i stand til at forstå bandets overlegne musik, så nyd i det mindste deres overlegne stil og tekstens opbyggelige budskab:



Heavy metal, here to stay
Heavy metal, here to stay
Heavy metal all the way
Heavy metal all the way!

Årets danske hit:

Eyes: 'Crutches' – tør, dansabel hardcore, hvad vil du mer'?

Årets genfundne klassiker:

Nice Device: 'Cool Corona' – jeg havde virkelig håbet aldrig nogensinde at skulle høre denne sang igen, men ak ak ak…



Som bobler finder vi Motley Crúe - 'Saints of Los Angeles'.
Slithering towards the dream,
All infected with the same disease,
Awaiting your flesh to be cloaked in silver.
As the fat rats grovel,
Ready to steal your innocence and exploit your soul
Some will hit their knees in a rancid act of desperation
While others search for a hopeless god to save them
For every FOUR, there will be 100,000 fallen
Drowning in a cesspool of awareness that they have failed
This city...full of plastic angels WILL seduce you...
WELCOME TO LOS ANGELES 2020...

Drømmen om hvad livet kunne blive - eller måske var engang. Bizart naive fortællinger om livet i Los Angeles, men hey - lige nu vil jeg faktisk hellere tilbage. Tilbage til poolparties på Mondrian/Sunset Boulevard og 300 dollars gin & tonics.



Årets koncerter:

Trods det, at årets få frie måneder bød på rædselsfulde oplevelser som Sabaton og Five Finger Death Punch, er det lykkedes at samle en liste bestående af reelt mindeværdige koncerter.

1. 3teeth: Pumpehuset, København, 11-02-2020 – Kan I huske, den gang man bare tog til koncert? Uden rigtigt at vide, hvad man havde i vente, men blot drog ud af døren for at se, om dette eller hint mon var værd at bruge en uforpligtende aften på. 3teeth var en sådan aften. En lang læderklædt kunstnerisk flirt med et totalitære udtryk. Nøjagtigt en måned senere blev det totalitære det bærende element i samfundet. Skæppeskønt.



2. Blanck Mass: Vega, København, 22-02-2020
– Voldsom, dystopisk elektronisk og aggressiv musik. På dette tidspunkt vidste jeg ikke, at denne koncerts udtryk skulle blive betegnende for resten af dette herrens år. Da jeg forlod koncerten, gik jeg blot naivt og glædede mig til igen at skulle opleve Blanck Mass på Roadburn i april måned. Istedet blev dette min sidste normale glædesfyldte koncertoplevelse i 2020.



3. Natjager: Beta, Amager, 15-02-2020 – En aften hvor vi alle svævede. Få uger efter ramte psykosen, og siden har Natjagers univers virket lettere distanceret fra 2020s apatiske virkelighed.


4. Jakob Bro, Palle Mikkelborg og Marilyn Mazur, Haveselskabets Have, Frederiksberg, 07-07-2020 – Teknisk set er det jazz, men af en så kaotisk form, at den uden problemer kunne have fundet plads på en af Roadburns mange scener. Nå ja, og så vandrede der skrigende påfugle rundt mellem det siddende publikum.


5. Eyes, Øvelokale, 14-09-2020 – Fordi det var en lille bitte oplevelse, der mindede om en stående koncert midt i Mette Frederiksens tusindårsrige.
_XJD6302.jpg

Årets internationale navn:

Persekutor – fordi de er ude af stand til at lave en sang der ikke er et hit.