Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Kent Kirkegaard Jensen

Populær
Updated
KKJ-2022_72A1575

Musikere, man kan høre, mener det, samt hele syv festivaler i ind- og udland præger nordjydens årsliste, hvor Strychnos og Kanonenfieber sejrer!

2022 går på hæld og det har været et år med masser af spændende musik. Både nyt og gammelt får denne gang lov at komme på listen. Imponerende nok er nogle af mine alle tiders favoritbands som Metallica og Carcass ikke at finde på listen, trods det, at jeg så dem live. Der har simpelthen bare været en del, der har været bedre. Og det selvom de egentlig begge gjorde det rigtig godt på henholdsvis Copenhell og i Hamburg. Det har dog klart været døds- og især black-metallen, der i 2022 formåede at henrykke mig på såvel plade som live. Genrens grand old men og en hel malstrøm af nye kræfter gør, at der er håb for den mest dystre genre derude.

Årets danske album:

1. Strychnos: ’A Mother’s Curse’ – sommetider tager debutplader bare mere end et år. Måske et årti. Eller to. Strychnos leverer dog og gør det med bravur. Om ikke andet så for lektor Blomme!

2. Kellermensch: ‘Capitulism’ – vores anmelder skrev, at denne plade er et sammenhængende værk. Fuldstændig korrekt observation. Fremragende udgivelse fra et band, vi generelt er svært begejstrede for. Denne plade ingen undtagelse. Tværtimod.

3. Udånde: ‘Slow Death - A Celebration of Self-Hatred – En plade, der her i 11. time af 2022 nåede at imponere mig nok til, at den fortjente en plads på årets liste. Atmosfærisk black metal med sjæl og nerve!

4. Hersker: ’Hudangst’ – Black metal kommer i mange afskygninger. Den smadrede slags, hvor der brøles på dansk og emmer af vrede, selvhad og misantropi. Hvad mere kan man ønske sig?

5. Throwe: ’Forfald’ – Blander man hardcore med black metal, så får man en herlig blanding vildskab og på ’Forfald’ fungerer det virkelig godt.

Årets internationale album:

1. Watain: ‘The Agony & Ecstasy of Watain’ – Svenskerne kan stadig det med at lave bidsk black metal. Nok er der slebet lidt kanter af, og det lyder også godt. Næsten for godt. En fremragende plade fra Erik Danielsson og co.

2. Blackbraid: ‘Blackbraid I’ – Black metal med en helt anden vinkel, end vi normalt hører. Forfriskende perspektiv og et dundrende raseri, der kan mærkes ud gennem højtalerne. 

3. Sedimentum: ‘Suppuration Morphogénésiaque’ – Ligesom Bloodbath formår Sedimentum at sprøjte dødsmetal af den rådne slags ud, så det alligevel både smager og lugter godt. Det lyder i hvert fald godt.

4. Immolation: ‘Acts of God’ – Immolation er et af de klassiske dødsmetalbands, der generelt får for lidt kærlighed i forhold til, hvor god musik de laver. Har man bare en smule kærlighed til genren, så skylder man sig selv at lytte til denne plade. Man vil ikke fortryde det.

5. Bloodbath: ‘Survival of the Sickest’ – solid dødsmetal fra en af de grupper, der er dybt investeret i genren og forstår at indkapsle såvel den klassiske lyd, som den moderne og bedre produktion. 

Årets danske hit:

Kellermensch – I’m Not Like Everybody Else

Et band som Kellermensch hverken er eller skal være ligesom alle andre bands. Her smækker de foden ned og cementerer det faktum på en lækker måde.

">

Årets internationale hit:

Watain – The Howling

Når black metal båder lyder farligt og godt. 



Årets genfundne klassiker:

Cattle Decapitation – The Anthropocene Extinction

Det er ikke til at fatte, at den plade allerede er 7 år gammel. Hørte den i bilen på vej til Wacken Open Air, hvor amerikanerne gav en god koncert. Siden udgav de ’Death Atlas’ i 2019 og der er ny plade på vej i 2023. Synes stadig denne er helt frisk og sådan lyder den også når man sætter den på. 

Årets koncerter:

1. Kanonenfieber: 1000Fryd, 24-09-2022 – Sikke en præstation på det lille spillested 1000Fryd midt i Aalborg. Der blev opsat en scene, som var det skyttegravene i Verdun, vi besøgte og intensiteten fra scenekanten var mærkbar. 

2. Cattle Decapitation: Wacken Open Air, 05-08-2022 – Amerikanerne indtog Wacken Open Air midt på dagen i høj sol og forblændede publikum med en opvisning i grindcore. Tusinder stod samlet og hyldede profetierne om menneskets snarlige endeligt.

3. Emperor: Copenhell, Hades, 18-06-2022 – Kejserne af black metal tryllebandt omsider et dansk publikum. Jeg havde den ære at stå på scenen ude til den ene side og overvære hele koncerten, hvor Refshaleøen og de danske fans omsider kunne bøje knæet for de sande herskere af den sorte musik. 

4. Mayhem + Mortiis: Voxhall, 28-05-2022 – Mayhem kan bare noget. Det er ikke hver gang, vi ser dem, vi bliver blæst bagover. Men oftest gør det de bare godt. Sådan en aften i maj gjorde, at selv ikke Jørn ’Necrobutcher’ Stubberud kunne skjule glæden ved at spille live for deres publikum endnu engang. Store smil forsøgt gemt væk bag corpse paint, Attilas kostumer og vred, norsk black metal. Et band i topform!

5. Rivers of Nihil: Stengade, 23-11-2022 – Sidste år havde jeg deres ’The Work’ som bedste plade. Selvom der er udgivet en del gode plader her i 2022, blev jeg alligevel mindet om af min foretrukne streaming-service, at ’The Work’ stadig overskygger alt andet. Så da de gæstede Stengade var det jo bare om at være der. Selvom de just har mistet deres forsanger, så lykkedes det dem alligevel at henrykke os fremmødte med en fremragende koncert, der ikke overraskende koncentrerede sig om førnævnte plade og ’Where Owls Know My Name’. To virkelig stærke udgivelser, vi forhåbentlig får at høre live flere gange her i Danmark. Helst allerede i morgen!

Bobler: Illdisposed på Aalborg Metal Festival, Marduk til Odense Metal Fest og Baest @ Copenhell, Viborg, Aarhus og Aalborg. Dem fik jeg da set en del gange i år (og de var gode hver gang!)

Årets danske navn:

Strychnos – omsider kom den plade på gaden!

Årets internationale navn:

Kanonenfieber
– Sidste år udsendte de debutpladen ’Menschenmühle’. I år har de drypvis smidt en række numre, der måske bliver til en plade mere eller bare er kunstneriske afstikkere, der forhåbentlig leder dem i den retning. Kombineret med gode koncerter i Danmark, så løber Kanonenfieber med titlen herfra.

Årets nye danske navn:

Nakkeknækker – unge knøse, der for alvor er ved at få vind i sejlene. Drog sammen med Baest og Dawn of Demise rundt i landet og beviste, at den næste generation er godt opdraget i det musikalske, og at fremtiden for genren ser lys ud, når man evner både at kippe med hatten til ophavet og samtidig evner at give det nyt liv. Flere af de bands og den gnist, tak!

Årets nye internationale navn:

Blackbraid
– endnu et band, der er fostret af en enkelt ildsjæl. Det er altid spændende, hvad en enkelt kunstner kan opnå, når denne ikke behøver gå på kompromis med sit udtryk. Her har det tydeligvis været en fordel, at vingerne ikke er blevet stækket undervejs i nogle af tilblivelsesprocesserne. 

Årets comeback:

Mercyful Fate
– gode koncerter på Copenhell og Wacken, hvor der også var ny musik. De fortjener årets comeback, da det jo begynder at lugte af, at der måske snart er en ny skive på vej. Noget, der ikke er sket siden 1999. Det er et vaskeægte comeback!

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:

Helvete – dokumentarfilm om black metal fra NRK

Det er jo ikke fordi, vi ikke allerede har film som ’Until the Light Takes Us’, ’Once Upon a Time in Norway’ og det mere kulørte ’Lords of Chaos’. ’Helvete’ har bare en langt mere personlig dimension og graver virkelig dybt i bandet Mayhem. Vil man forstå menneskerne bag genren, så er ’Helvete’ stedet man starter. Sikke en film! (der kan ses her i sin fulde længde, så længe videoen er oppe)



Det overså jeg i 2021:

Intet!

Årets optur:

De mange festivaler. Nåede at være på Royal Metal Fest, Viborg Metal Festival, Death Coast Festival, Copenhell, Wacken Open Air, Odense Metal Fest og Aalborg Metal Festival i år. Syv af slagsen. Syv weekender med heavy metal. Efter mere end tre årtier med livemusik burde man efterhånden være mættet, men det er, som om kroppen bare vil have mere (også selvom selvsamme krop de senere år er begyndt at knurre lidt i lænden efter x antal dage på græs og luftmadrasser...)

Derudover håndtegn i retning af spillestedet 1000Fryd i Aalborg. Her i 2022 har de virkelig hentet mange fede navne til Nordjylland, hvilket såvel Devilution som de mange fans i området har haft glæde af. Det har virkelig været fedt at se, hvordan ildsjæle kan trække god musik til.

Årets største skuffelse:

En skuffende oplevelse var publikum til Rivers of Nihil på Stengade i november. Fulde og påvirkede fjolser, der hiver mikrofonstativet væk fra forsangeren og sparker strømmen i stykker… mage til tåber skal man lede længe efter. Hvis de aldrig indløser billet til en koncert igen, vil det stadig være for tidligt.

Største ønske for 2023:

At folk generelt kerer sig mere om det såvel skrevne som talte sprog. De store armbevægelser på skrift risikerer at ødelægge budskabets mening og afsenders integritet. Man kan ikke både hade Hitler og remoulade, uden at det gør det umuligt afkode, hvad vedkommende reelt mener. Hvor meget hader man så egentlig? Hvilken værdi lægges der i et så stærkt udtryk. Seriøsiteten aftager i takt med, at retorikken øges. Denne uforsigtighed med sproget gør, at man både udvander betydningen. Afsendere, der buldrer voldsomt fremstår også unuanceret og i sine følelsers vold, og man tager automatisk afstand og vægter vedkommendes ord lettere. På alle områder ødelægger man debatten for sig selv, hvis man puster sine ord op til alt for meget. Med andre ord; det gavner absolut ikke hverken sit argument eller sig selv at overdrive. Tværtimod.

Så kunne man få alle til at tage en tænkepause på ti sekunder, inden man svarer en person, og, måske endnu vigtigere, tænker sig om i mindst ti minutter, før man beslutter sig for at svare en person, særligt dem, man ikke kender, online, så kunne det måske hæve debatniveauet op over følelsesladede udbrud, der kun tjener det formål at udstille afsenderen som skinger og ude af stand til at føre en fornuftig samtale.

Det glæder jeg mig mest til i 2023:

Nyt album fra Cattle Decapitation. Måske også Rivers of Nihil? Samt den sædvanlige smøre om god livemusik. Det er her, genren lever!