Årsliste 2022 – Mads Aspesgård Kofod
Populær
I 2022 begyndte det at lysne for lungerne og sortne for ørerne.
... Det er ikke en høreskade. Jeg har bare hørt rigtig meget black metal i år.
Årets danske Album
Jeg elsker simpelthen bare Orm, og med 'Intet•Altet', indfriede de alle de forventninger, man som fan måtte turde at have. På halvanden time bliver man taget med gennem en fantastisk musikalsk rejse, hvor black metal egentlig bare er mediet. For mig er det ikke bare årets danske album, men årets album.
2. Konvent: 'Call Down the Sun'
Konvent soder verden til med deres forsortede doom, og det er så fedt at være vidne til. 'Call Down the Sun' er ikke bare en stærk og medrivende plade, men den har formatet til den fremtid, Konvent er ved at skabe for sig selv. Pladen er kun blevet bedre for hver gang, jeg er vendt tilbage til den.
Jeg anede ikke at Strychnos var en ting. Men her kom de så, garvede som de er, og fuldstændig tog røven på mig. Jeg anede ikke, at det er sådan, jeg vil have min dødsmetal, men det ved jeg nu. Giv mig flere traumer, tak.
4. Offernat: 'All Colors Retract'
Offernat rammer lige ned i alt det, jeg godt kan lide. Mørke, ynde, tyngde, fart og eksperimenter. Der er ingen regler, andre end "lyder det fedt, så gør vi det". De har ovenikøbet tre vokalister. Det er jo potentielt et dansk Mastodon, vi har med at gøre her.
Jeg faldt for alvor i den sorte gryde her i slutningen af året og til det, var Glemsel bare perfekt. Smukt, hvæsende, fræsende og stemningsfuldt. Jeg elsker især, hvor fremtrædende bassen er, og den får endda lov til at spille lead, som på 'Ansigterne'.
Boblere:
Kampvogn, Grava, Syl, Heltekvad
Årets internationale album
Jeg satte den her plade på, mens jeg gik en lang tur og tænkte, at det godt nok var en lang plade. Indtil det gik op for mig, at jeg havde hørt den tre gange. Ikke fordi det var ensformigt, men fordi pladen er skruet så godt sammen og man bliver ved med at opdage noget nyt i den. Hvad der blot er 36 og et halvt minuts black metal, troede jeg var halvanden times sortmetallisk Thick as a Brick. Simpelthen smukt.
2. Wiegedood: 'There's Always Blood at the End of the Road'
"Hej vi hedder Wiegedood. Vi går i hættetrøjer og spiller black metal, der lyder mere hidsigt end en hvepsekoloni i en osende norsk stavkirke. Og så skider vi i øvrigt højt og flot på, om du kan lide Django Reinhardt eller ej."
Conjurer har gang i en gordisk knude. De skriver doom, død, black, prog og deathcore, og gør lige akkurat alle ting nok til, at det ikke bliver for meget af noget, men det hænger alligevel enormt godt sammen. Jeg har været meget fascineret og helt bidt af 'Páthos' i år.
Messa er et glimrende doom band. Men jeg faldt totalt pladask for hvordan de, når det kommer til stykket, er en omvandrende 70er-hyldest med et sort og skummelt slør henover. De giver altså ikke bare Black Sabbath og Renaissance en forfriskende renæssance, de gør det på deres helt egen dystre og helt afsindigt smukke måde.
5. Grima: 'Frostbitten'
Det var måske ikke helt gennemtænkt at udgive en plade med sådan en titel og så isnende en stemning i højsommeren. Og dog – måske hjalp Frostbitten mig med at komme igennen sommervarmen.
Boblere:
Faetooth, Pike vs The Automaton, Russian Circles, Morkera, Shaam Larein, The Weeknd
Årets danske hit
Tessa: 'Engangspik'
Stor indrømmelse: Jeg er ikke til rap. Men Tessa løber af med årets sprogblomst. ‘Engangspik’ er i året 2022 i Danmark langt mere stikkende end noget “indsæt noget med satan eller vold” har været i lang tid. Og så er sangen langt hårdere end Lux Aeterna kunne håbe på at være.
Årets internationale hit
Wiegedood: 'FN SCAR 16'
Riffet der går igennem næsten hele sangen er så banger i sig selv, men når Wiegedood spiller et house-remix af sangen efter deres koncert, og det stadig smækker, så er det jo et hit. Jeg har dog ikke kunne finde den version nogle steder. Har nogen haft mere held end mig?
Årets genfundne klassiker
Porcupine Tree: 'Fear of a Blank Planet'
Med ‘Future Bites’ ødelagde Steven Wilson alt Steven Wilson for mig. Men koncerten i Falkonersalen (som vi kommer til senere) rettede op på det hele, og der er nu balance in the force igen. 'Fear of a Blank Planet' er klart pladen, jeg fandt tilbage til, men på bare to måneder kravlede 'Last Chance to Evacuate Planet Earth Before it is Recycled' op på nummer 1 i årets Spotify Wrapped. Så alt andet end en henvisning til den sang, ville være løgn.
Årets koncerter
Yob: Lille Vega, A Colossal Weekend
Jeg har været til fire koncerter i år, hvor jeg glemte tid, sted og mit anstrengte forhold til min ryg. Og en af dem var med Yob. Jeg har simpelthen aldrig hørt et band lyde så massivt og bygningsfundamentspulveriserende. Hjerne og hjerte smeltede. Yob is love.
Orm: Hotel Cecil - Farvel til Ir
De tre andre var med Orm. Ikke bare fordi Orm spiller godt som bare fanden, men også fordi at musikken rør mig dybt. Det gør både 'Ir' og 'Intet•Altet', men gennemspilningen af 'Ir' på Hotel Cecil var nu noget helt særligt.
Opeth: Den Grå Hal, Evolution XXX Tour
Den koncert var jo et vanvidsprojekt. To og en halv times koncert uden pause, hvor de skulle fremføre sange de nærmest havde glemt eksisterede. Under netop de sange blev fremførelsen lidt vævende, men at se Opeth være en smule usikre og stadig spille så overlegent, var netop hvad der gjorde den koncert så sjov og uforglemmelig.
Porcupine Tree: Falconer Salen
Jeg glædede mig egentlig ikke specielt meget til koncerten. Porcupine Tree var en overstået fase i mit liv, og så skulle de stå der, etablerede som de er, og fremføre en tilforladelig plade i landets mærkeligste kommune. Men mine venner overtalte mig til at købe billet og gudskelov for det. Det var bare nostalgisk og hjertevarmt hele vejen igennem.
Konvent: Pavillion, Roskilde Festival
De var fandme gode i Amager Bio, men de nåede lige niveauet over på Dyrskuepladsen. Spilleglæden og stemningen var i top, med to guitarer, violin på Harena og hele gøgemøget. Jeg var ret fuld da det fandt sted, men når jeg husker tilbage, er der ingen tvivl om at den slår de nedenfor listede boblere.
Boblere: Wiegedood - Pest fest - Pumpehuset, Post Malone - Orange Scene, Joe & The Shitboys - Rising, Daufødt - Rising, Orm - Musikhuzet - Rønne, Orm Pest Fest - Pumpehuset
Årets danske navn
Orm
De startede året ud med at sætte punktum for 'Ir' med en fantastisk og længe ventet koncert på Hotel Cecil. Så går de sgu ud og leverer et mindst lige så godt album på dobbelt længde med udsolgt Lille Vega og en velattenderet turné. Og så har de fået plantet frø til at spille i landets måske mest prestigefyldte spillested til næste år.
Årets internationale navn
The Weeknd
Jeg kunne godt bare have givet Blackbraid hattrick. Men The Weeknd har her lavet en virkelig viby, groovy og mørk konceptplade der skvulper over i mange flere spande end toplisterne. Og så gav Ihnsahn nok mangt en gatekeeper kaffen galt i halsen i dette interview.
Årets nye danske navn
Grava
Denne nye trio taler virkelig til mig. Det er tonstungt med virkelig gode riffs og overvæld af attitude og ækel klam atmosfære. De spiller ovenikøbet også skidegodt live.
Årets nye Internationale navn
Blackbraid
Blackbraids debutplade er ikke bare et imponerende stykke musik, det er også imponerende hvor meget velfortjent opmærksomhed deres debutplade faktisk har fået. For slet ikke at snakke om, hvor sejt det er, at en underrepræsenteret minoritet i første forsøg går ind og flår tæppet væk under den nok hvideste genre overhovedet.
Årets comeback
Roskilde Festival! Givetvis ikke det bedste lineup, men kofødderne kom på græs på igen.
Årets fysiske udgivelse
Apropos Roskilde Festival: Den her sang blev en meget fysisk oplevelse, på mange planer, for mange mennesker. Man skulle have været der.
Det overså jeg i 2021
Da jeg overså korrekturen om fredagen på Copenhell, overså jeg garanteret en masse kommaer.
Årets optur
Der har været mange. Men rent musikalsk blev Roskilde alligevel en smule skuffende for mig i år - og skylden deler Jacob, arrangørerne og mig selv ligeligt. Ej okay, jeg hørte bare mere punk, end hvad godt er. Det var mega fedt at være afsted igen med nye og gamle venner.
Men udover det, så skrider det fremad med bandet. Vi har fået nyt og mere rummeligt øvelokale med en langt mere hensigtsmæssig watt pr. m2-ratio og mulighed for flere øvere ugen. Jeg har også landet et job, som jeg er glad for. Bagsiden er så, at jeg har måttet nedprioritere skriveriet her på Devilution, især her efter sommeren.
Og så går det faktisk faktisk udmærket med rygestoppet. Ikke helt i hus dog.
Årets Skuffelse
Jeg kom ikke til Copenhell. Stakkels mig, buhu.
Største ønske for 2023
Er der nogen der mangler et opvarmningsband? Wink wink, nudge nudge.
Det glæder jeg mig mest til i 2023
Jeg glæder mig selvfølgelig til at se, hvad det kommende musikår har at byde på. Men mest af alt glæder jeg mig til at blive færdiguddannet, og finde ud af om græsset i det mindste er en anden nuance af grøn på den anden side.