Guitarist Helios Creed genoplivede Chromes skumle sangskat sammen med sin seneste inkarnation af bandet i en kort koncert. Med mellemrum lykkedes det faktisk at spille liv i gruppens omtrent 35 år gamle dystopiske cyber-punk og -krautrock.

Mens armbåndskøen på stadig var lang udenfor, åbnede Fossils for et støj-inferno, man skulle tro kom fra flere musikere end det to mand høje band.

Armbevægelserne var ikke store, men trods en nærmest ikke-eksisterende attitude, så lod Black Book Lodge musikken tale på en måde, så man skulle være et skarn, hvis man ikke blev svært fornøjet af bandets velspillede, tunge rock.

Forrige onsdag aften kunne alt andet være ligegyldigt. Her lagde Motorpsycho nemlig vejen forbi Pumpehuset, hvilket såmænd resulterede i en af de bedste koncerter, man har været til i år. 

Graveyard var umotiverede og kunne ikke leve op til en tidlig primetime-placering på festivalens største scene. Når koncerten var bedst, var den kun semi-kedelig.  

Clutch leverede en velspillet og introvert koncert med lydproblemer, der dog til dels blev reddet af et fantastisk feststemt publikum.  

Rigtig mange mennesker var klar på at feste med Blackie Lawless til rockguruens mange hits. Frontmandens  svingende humør og et lydanlæg, der gik i stykker, lagde en dæmper på herlighederne.

Han svigter sjældent på scenen. Men den sympatiske chok-rocker bruger for meget tid på at hylde sine gamle drukvenner i stedet for at spille mere musik fra sin egen suveræne diskografi.

Det er ikke, fordi Uriah Heep er sjældne gæster på disse breddegrader, men bandet er, trods deres lange rejse i tiden, altid værd at opleve.

Drömriket - en såkaldt supergruppe - disker op med rock med lidt proggede tendenser og en socialistisk tilgang i de svenske tekster med de fængende melodier om forstaden Tynnered ved Gøteborg

Guitarikoner på stribe fyrede den af i Pumpehuset lørdag aften, hvor en række unge lovende bands også slog fast, at tilstanden i dansk rock ikke er helt så håbløs, som den bliver gjort til.

Sabbath Assembly, der senere på ugen spiller på DIY-festivalen, Heavy Days In Doom Town, udgav tidligere på året deres tredje studieplade, 'Quaternity'. Det er en plade, der er mere interesseret i det hedenske end i at skrive gode sange.

Mr. Big-forsangeren Eric Martin har ladet bandet blive hjemme og kastet sig over den akustiske guitar. Det kommer der meget hygge ud af, om end det nok er en sen gæst, der er mest interessant for læserne.

Nothing har netop spillet på Roadburn Festival og albumdebuterer med en støvet og drømmende plade, hvor de med stoisk ro burde fjerne blikket fra skoene og skue ud over den rockverden, de er en del af.

San Francisco-kvartetten Lumerians satte et stærkt psykedelisk punktum for Roadburn 2014. Bandet optrådte i hvide kutter og med dioder som øjne, hvilket bare forstærkede musikkens ildevarslende undertoner.

Et tungt, dramatisk og bestemt også spændende udspil fra dansk trio, der måske trænger til at luge ud i de musikalske floskler.

Gendannede britiske Loop tog Roadburn tilbage til den britiske neo-psykedeliske 80'er-scene med masser af guitarstøj og soloer signeret Robert Hampson. Koncerten bød samtidig på festivalens bedste lyd takket være en meget aktiv lydmand.

San Diego-kvartetten Harsh Toke gav to jamkoncerter fyldt med den klassiske rocks jamdyder: Den første af dem havde Patti Smith-guitarist Lenny Kaye som gæstemusiker, den anden var på hovedscenen lørdag ved midnat. Ingen af koncerterne lettede for alvor.

Denne skuffende ep stiller blot endnu større krav til Blues Pills kommende fuldlængdealbum, der bare har at skære igennem, og ikke være fortsættelsen på dette ligegyldige komma for et band, der ellers har uhørt potentiale.