Redaktionen har bedt en officiel Metallica-fan om at ytre sin holdning til udgivelsen ved navn 'Lulu'. Det fortryder de nok.
Misfits mestrer stadig at lave små catchy sange, men finessen er ikke længere tilstede, og vokalen fra bassist Jerry Only står ikke mål med bandets tidligere frontmænd.
Gode intentioner redder ikke My Dying Bride fra at være dræbende kedelige på sin dobbeltudgivelse med klassiske fortolkninger af egen musik.
Det skulle have været cool og weird, Doctor Midnight & the Mercy Cult, men fremstod bare underligt på en lidet underholdende måde.
Forever The Sickest Kids byder på steril, generisk pop-punk fra den mest leflende skuffe.
På Houstons debutplade forefindes der AOR fra den slibrige skuffe, hvor man også finder soundtracks til kleenex-fremkaldende tudefilm.
Portrait vil gerne genoplive 80'ernes store og mørke metal, men kommer i stedet til at lægge den til hvile.
Koncerten med Shrinebuilder var et sonisk virvar af fire forstyrrende egoer, der resulterede i festivalens dårligste koncert.
Guano Apes indfriede langt fra forventningerne fredag aften på The Rock.
Udo er muligvis legendarisk, men nyeste single viser, at han langtfra er fejlfri.
Brasilianske Facinora har ikke ret holdbart ud over en portion raseri og charmerende dårlig lyd.
Franske Nightmare hylder deres egen eksistens, men de har absolut ikke fundet den rigtige måde at gøre det på.
Efter sigende skulle engelske Glamour of the Kill allerede inden denne debutskive have etableret sig med en stor fanskare, men Devilutions anmelder melder sig ikke i flokken.
Turisas har lagt store planer, men er desværre et grotesk langt spydkast fra at have udgivet en vellykket plade.
Dream Theaters frontmand James LaBrie træder mestendels ved siden af med et Göteborg-metallisk soloudspil.
Fjerde del af føljetonen om russisk metal tager denne gang fat i en særegen genre, som dog ikke viser sig at være specielt nyskabende.
Disturbed-maskinen kører derudad, men det kniber alvorligt med ideerne og produktionen.
Forventningerne var store til Gojiras besøg på Loppen, men det endte desværre med at være årets måske mest skuffende koncert.
Første del af føljetonen om russisk metal byder ikke på store godter, men masser af toner leveret i højt tempo.
Alice Cooper har desværre set sidste salgsdato nogle dage og uger før Wacken 2010, og hans koncert blev derfor ikke særlig mindeværdigt.