Nullerne er i højsædet hos Blood Red Throne. Det er stadig hårdt og groovy – og meget som det plejer.
Fokus har været alle andre steder end på indholdet af Thy Art Is Murders sjette udgivelse, men det er også begrænset, hvor meget interessant pladen har at byde på.
Overkill lyder som sig selv på deres tyvende album. Men de er bedst, når de varierer deres faste formel.
'I Skyggen af Livet' er en massivt sort energiudladning som startskud på Sort Sinds virke – men skorter på materiale, der sætter sig på nethinden.
Ribes stolthed vender tilbage med flere velkomponerede kompositioner, der ditto giver køb på nogle af de fundamentale styrker, der gav Aphyxion relevans.
Engang udgav Sadus fedt fræsende death/thrash-klassikere. I dag leverer de kompetent, men personlighedsløs metervarethrash.
Tom G. Warrior genopfører Hellhammers musik med Triumph of Death. Men det lykkes ikke at genskabe det, der gjorde Hellhammer til noget særligt.
De danske horrorpunkere fra Archangel har stadig mange kanter, der skal slibes for rigtig at demonstrere, at de kan stå på egne ben på 'Total Dark Sublime'.
3Teeth søger videre mod midten og det skaber sammenstød i gode ideer og samarbejde.
Nervosa spiller fedt, skriver gode sange, har en lækker produktion. Det er helt igennem kedeligt.
Er du vild med breakdowns og kun breakdowns? Så er ’Amongst the Low & Empty’ lige noget for dig!
Den sad ikke helt i skabet, men det supersympatiske band Ithaca formåede alligevel at skabe stemning og mosh.
Vi skulle lamentere, men endte i stedet med en flad emotionel og lydmæssig oplevelse til Touche Amore.
Der var mere teater end torden, da Ghost forsøgte at kede Copenhell ihjel. Eneste formildende omstændighed var, at det kun varede en time.
00’er-festen fortsatte på Hades hvor Three Days Grace leverede et coup de grace af ligegyldighed.
Defacing God spillede uvejret frem med en hæderlig indsats.
Pandæmonium blev udsat for et sært mix af rå energi og leflende underholdning. Kun en af disse klædte Fever 333.
Trods dystre temaer var der brede smil over hele linjen hos Riverhead, der kæmpede en brav kamp for at overstråle solen.
I store dele af koncerten fremstod Ville Valo som skyggen af sig selv, kun reddet af et eminent band og et tilgivende publikum.
Heriot indviede skovscenen med hidsig hardcore og brutale breakdowns til formiddagskaffen – en ualmindeligt stærk en af slagsen.