Der var hverken mangel på energi eller ihærdighed, da Users forsøgte at lægge Eos ned. Men det lykkedes bare ikke rigtig … mener den punkskeptiske anmelder.
802 var lutter gode vibes, men der manglede noget slagkraft – og koncerten på Gaia virkede derfor mest af alt forceret og forvirrende
De københavnske hardcore/crossover-rødder i Rot Away regnede ikke væk, men den støvsky, som publikum skulle have rejst i moshpitten endte som pligtskyldige circlepit-tramp på den våde plads.
Norske 1349 havde som sædvanlig fart på, da de gæstede Copenhell onsdag aften, men tempo burde have været kombineret med lidt variation.
Det blev til en kort koncert med Brand of Sacrifice, som trods udfordringer forsøgte at give Copenhell den start på dagen, vi havde fortjent.
Body Count fik jokket godt og grundigt rundt i følelser, god smag og vestlige værdier anno 2024. Måske havde det været nemmere at forholde sig konstruktivt til, hvis ikke koncerten i forvejen var så elendig.
Den majestætiske vildskab, som man kunne have forventet qua Hulders udgivelser, udeblev i en buldrende, rungende trommelyd på Gehenna.
I 2019 var Tool historisk fremragende. I år var de reduceret til en historisk fadæse.
Eivør, eller anmeldelsen, hvor vi aldrig finder ud af, om der findes ulve i Færøerne, men hvor anmelderen får det hele til at handle om ham selv.
De få havde det fantastisk, skabte liv i en mindre pit og hjalp med at slå huller i luften. De fleste oplevede en repetitiv ligegyldighed, der kun var interessant kortvarigt.
Elsk dem eller had dem. Skullclub spillede uanset hvad.
Kerry King og hans lejesvende fik en time til at gå med sekunda-thrash, der glimtvis aktiverede publikum. Når de spillede Slayer.
Nogle gange spiller tingene bare ikke. DVNE havde mange ting imod sig, og trods et par stærke plader var det bare ikke deres dag i onsdags.
Cradle of Filth gav præcis den koncert, man kunne have forventet og frygtet på Pandæmonium, hvor det aldrig blev rigtig farligt eller godt.
Det kan være vanvittigt hyggeligt at se et indlevende coverband fyre den af – men behøver det være på Copenhells hovedscene?
Until I Wake bragte New York-bangervibes til Gehenna, og fik de tidligt fremmødte op i gear fra formiddagen!
Setlisten var god, Architects var på, Parken var rædsom, og publikum var tunge at danse med.
Rotting Christ er søgt mod mere melodiske himmelstrøg i deres musik, hvilket efterlader lytteren med en poleret udgivelse, der bliver en mellemvare.
Scimitar var en af de koncerter, jeg på forhånd satte mig på, da der skulle fordeles anmeldertjanser under årets A Colossal Weekend. Som fan af Slægt og Shaam Larein var det en no-brainer. Desværre var det kun fedt på papiret.
Kerry King vinder ikke noget nyt terræn på sin debut som soloartist, men håndværket er i orden, og det gør, at pladen lige akkurat kan forsvares.