Christian Hede har udgivet et singer-songwriter album, der faktisk har en spændende instrumental del. Anmelderen er dog ikke sikker på, om Hede har omstillet sin vokale tonering helt til at være i øjenhøjde med lytteren.
Hollandske Asphyx har siden firserne spillet dødsmetal, og det er de gode til. 'Necroceros' er ikke helt med blandt deres bedste udgivelser.
Det seneste udspil fra Redwood Hill byder på alt for meget af det gode og ender derfor med at spænde ben for sig selv.
Odensianske Hadrons anden plade balancerer sikkert mellem heavy metal og doom – men er knap så velafstemt, når det kommer til at vælge sprog.
Therion er og bliver Therion. Om det er positivt må være op til den enkelte. Anmelderen her er ikke vildt imponeret.
Silkeborgensiske Bonejammer efterlader positive indtryk med deres anden ep, der charmerer med sin nedskalerede produktion og sin hidsige, målrettede punkmetal.
Efter nogle års udgivelsesfravær var de engelske dødsdoom-pionérer i My Dying Bride på banen med to udgivelser i 2020. Her følger lidt forsinket anmeldelsen af ep'en, der blev indspillet i samme session som albummet.
Master Boot Records tredje udgivelse i 2020 er et metallisk industrial synthwave inferno, der lykkes med utroligt meget, men også bare er for meget i længden.
Det sande ståls schweiziske sværd skinner atter.
Med deres seneste single bevæger Soilwork sig ind i det progressive på et plan, de hidtil ikke har været. Men der er også lidt til nakkemusklerne.
Phil Anselmos Scour leverer velspillet og også ganske vellykket, blacket grindcore (eller grindet black metal), hvor særligt én sang er en kæmpe fornøjelse.
Københavnske Undergang er klar med deres femte fuldlængde, der fortrinligt indkapsler den lyd af dødsmetal, de har gjort til et varemærke.
Perduratum smider lækre krydderier i det progressive opkog på deres debut-ep.
Den tidligere Kvelertak-frontmand lader vikingehjelmen være det bærende tema i Hjelvik, mens hornene agerer radiomodtagere og bidrager med impulser fra klassisk heavy, black og thrash.
Nyudgivelse af Leif Edlings demobånd fra de tidlige 80'ere med præ-Candlemass-bandet Nemesis er et historisk dokument med ægte, uforfalsket, bebumset rollespilsmetal. Lever det op til nutidens standarder? Næh. Og gudskelov for det.
Italienske Totalitarian spiller kaotisk black metal, hvor særligt paven og nazisterne under Anden Verdenskrig får nogle ord med på vejen.
Post-punk og depressiv black metal søbet ind i blod og kropslige rædsler.
Terrorpy fra Odense debuterer med en heftig omgang dødsmetal, der trækker tråde til Immolation og Suffocation.
Århusianerne vinder årets danske deathcore-kamp, uden rigtig at imponere eller fremkalde virkelig stærke følelser.