Dizzy Mizz Lizzy spillede hele den nye plade i Arena Nord, hvor vellyd i intime rammer sikrede en let sejr til 90'ernes rockstjerner.
Læn dig tilbage og nyd screamoens udvikling gengivet over seks skæringer af varierende kvalitet.
Fra spydspidsen af den moderne rød-sorte black metal eksperimenterer engelske Dawn Ray’d
Er skotter for joviale og godmodige – for sunde, simpelthen – til at kunne spille black? Ikke ifølge anonyme Ifrinn, der søger det sugende mørke på denne debut-ep.
Panopticon, kendt og berømmet for sin kreativitet og nytænkning, udgiver endnu en plade. Men kan den holde dampen oppe fra storhedstiden, eller skuffes vi igen?
Genopstandne Zombi opgiver at indgyde håb og skaber i stedet et fortættet og håbløst soundtrack til mellemtiden.
Stik mod tidens trend har Ghost Iris skruet op for 'coren, sat ild til sangskrivningen og bevæget sig endnu længere mod den smadrede og rå lyd, der definerede genren dengang, den var ny, provokerende og ville oprøret.
Der er kun en god håndfuld musikere på Aarhus’ voksenpunkscene, og de fleste af dem spiller i Coach, der lyder som dem allesammen. Det er fedt nok, men er det nok?
Artillery har begået en poleret thrash-plade, der viser deres styrker både på vokalen og guitaren, fejrer genren og lillebror Stützer. Det er ikke overvældende, men det er godkendt
La-di-da-di-di: Papirs fritflydende overskudsmusikalitet er magelig at slæge sig i, men i længden bliver ubesværetheden et problem for bandet.
Danske Steelbournes debut er et velskabt heavymetal-album, der kun mangler, at de tør give fuldstændigt los hele tiden og tage den helt ud på både vildskab og det episke.
Portugisiske Animalesco, o Método debuterer med crust, død og sikkert blandede trusler og ukvemsord, som nordboerne ikke forstår. Det kunne være meget værre.
Københavnske Gabestok er hurtigt ude af starthullerne og har skruet det tekniske niveau op, men mister overblikket i bare iver.
Life of Agony fortæller om, hvor hårdt Life of Agony har haft det i ny selvproduceret dokumentarfilm. Det bliver sine steder interessant, andre steder næsten for følelsespornografisk.
Jep, Bongzilla er klar med en ny plade. 20. april. Altså 20/4. Get it? Arh, det virker måske bedre på engelsk. Nå ja, den handler om hash.
Når While She Sleeps er bedst, er kvintetten nært uden sidestykke. Desværre formår englænderne at ødelægge helhedsindtrykket af 'Sleeps Society' med en vanvittig ringe slutspurt.
Punkbandet Brats vil nok for altid først og fremmest være kendt som bandet, der udviklede sig til Mercyful Fate. Det sætter genudgivelsen af bandets tabte debutalbum fra 1979 en tyk streg under.
Supergruppe med Bobby Liebling på vokal forsøger at genoplive 70'ernes sleazy garagepunk. Det lykkes sådan cirka halvdelen af tiden i løbet af de 36 minutter, debutalbummet varer.
'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.
Tre årtier henne kan Motorpsycho stadig overrumple én på deres årlige albumudgivelse. Bare ikke denne gang.