Grave Digger vender sig væk fra power metal, og det er lige, hvad der skal til, for at man kan leve med forsanger Chris Boltendahls hæse vokal.
Alestorm lever højt på et unikt udtryk og melodisk flair, men på fjerde udspil kan det ikke skjules, at der mangler en kunstnerisk kurs.
Mastodon vender tilbage til territorier, de har betrådt før, men desværre ikke med et album, der kan leve op til forgængerne.
Mercenary fuldendte et længerevarende comeback med en overbevisende præstation på Copenhells Helviti-scene.
Twisted Sister er legender uden at have skrevet tilnærmelsesvist nok sange til at retfærdiggøre den status - det skyldes alene én mands karisma, og det beviste han (og de) onsdag på Helviti-scenen.
Finntroll havde styr på alt, undtagen vokalen, og leverede en fin omgang effektiv polkametal fra De Tusind Søers Land.
Onsdag aften, kort efter det absolutte hovednavn, gjorde Helhorse det logisk set eneste rigtige: Nemlig at spille noget nær deres livs koncert.
Disneyland After Dark valgte på Copenhell at hævne sig efter den fadæse, de sidste gang udsatte Devilutions udsendte for.
Anubis Gate er et af de få bands herhjemme, som spiller progressiv metal, men de gør det til gengæld også med meget høj klasse på nye skive.
Sabaton genvinder formlen og storformen og vil med nyeste udspil begejstre fans, men måske heller ikke så mange andre.
Tyske Brainstorm forsøger på 10. udgivelse at gå i en ny retning, men undervejs glemmer de egne forcer og farer mest af alt vild.
Nightwishs tangenttroldmand Tuomas Holopainen står bag årets formentlig mest overraskende udspil, der leger med Disney-universets vigtigste person.
Unchained Beasts debut-ep viser stort potentiale, men også fire nordmænd, som skal arbejde med finde et fokus og en rød tråd.
Gus G. har masser af celebre gæster med på sin solo-skive, og det er et godt træk, selvom han fortjent stjæler lydbilledet meget af tiden.
Steel Panther er frustrerende gode til at være en parodi på højde med scenens originaler, og - måske overraskende for nogen - de står bag en overordentligt god tredje udgivelse.
Iron Savior nægter at forlade den rille, som de indledte karrieren i, og det er en imponerende kedelig bedrift.
Det er længe siden, at Alcest forlod metallen, men det er stadig god og smuk musik.
Grand Magus fortsætter i det vante spor på den syvende udgivelse, og det er der kommet en alt for jævn skive ud af.
Russiske Gross Grolland er ikke et bekendskab, der vil blive husket for andet end en uheldig blanding af keyboards og Pantera-groove.
Tredje gang anmelder Molin møder Van Canto konfronteres han stadig med verdens dårligste bedst udførte ide.