Nyudgivelse af Leif Edlings demobånd fra de tidlige 80'ere med præ-Candlemass-bandet Nemesis er et historisk dokument med ægte, uforfalsket, bebumset rollespilsmetal. Lever det op til nutidens standarder? Næh. Og gudskelov for det.

Ordinance indkapsler essensen af black og er samtidig så meget mere end blot black metal på deres intense og storladne andet album. Resultatet er et af årets bedste album i genren.

Ideen om AC/DC som en modvægt til tidens alvor, som et brag af en fest, der er fuldstændig ligeglad med verdens tilstand, er stadig smuk. Festen er bare ikke, hvad den var engang.

Du er træt af overproduceret metal fra de store metallabels, af mærkelige photoshoppede covers, som ikke giver mening af mellemgode plader. Ja, du er faktisk træt af størstedelen af metalscenen. Men hvor går man så hen? Devilution guider til fem stilsikre labels.

Zakk Sabbaths coverplade af, ja, gæt selv, er på én og samme tid en positiv overraskelse for Zakk Wylde-skeptikeren og alligevel inderligt overflødig.

Canadisk metal er sejt. Canadisk metal er mest sejt, når det er mest smadret. Ugen top 5 giver gode (og gamle) råd til canadisk smaddermetal.

Svenske thrashere smeder gammelt stål om til nyt: Vampires nye album er et af de bedste beviser på, at 1980'ernes grundingredienser stadig holder sig friske.

Tysk heavy/black-duos første fuldlængde er en medrivende og charmerende hyldest til horror og hærg, der vækker minder om dengang, da metal var for degenererede og farlige typer. Resultatet er både festligt og b-filmsskummelt.

Kultband gør comeback med 39 minutters pur, uforfalsket, episk doom/heavy metal, der lyder, som om tiden har stået stille siden 1980'erne. Heldigvis da.

Mens verden går helt i spagat over corona, ser vi nærmere på den virus, der ramte black metal-scenen omkring årtusindeskiftet: Matrix-virussen, der medførte uanede mængder af hurtige solbriller, glinsende skoleskyderlæderfrakker, cybergoth-look og dårligt udførte elektroniske eksperimenter i black-genren.

Slovakiske Malokarpatan er gennemført sære og sært gennemførte på deres tredje album, der forener landlig atmosfære med jerntæppe-black og prog-excesser.

Finske Aethyrick fortsætter den melodiske black metal, de påbegyndte på debutalbummet. Resultatet vinder få innovationspriser, men er så meget desto mere vellykket.

Psychotic Waltz' første album i 24 år føles som en logisk forlængelse af deres tidligere udgivelser. 'The God-Shaped Void' er noget så sjældent som et reelt vellykket comebackalbum.

Debutalbum fra bøllede briter holder metalånden i live uden nyskabelser, men med overskud, struttende selvtillid og masser af håndmadder lige i fjæset.

Spanske dødsmetaldebutanter lykkes med at ramme en både mystisk og kvælende atmosfære på et album, der ikke ønsker noget godt for nogen.

Canadiske Riot City vrider metalklichéerne og gør dem unge og friske på debutalbummet. Resultatet er akut luftguitarspilfremkaldende i en grad, man næsten ikke vil være ved.

Klassisk metal triumferede internationalt, Denial of God herhjemme, og ellers var der ikke så meget at være imponeret af i 2019, hvor et faderskab satte en stopper for at gå til koncerter i hverdagene.

Man tror det næppe, men i 2019 står den helt klassiske traditionelle metal stærkt. Vi guider til fem af de bedste nyere bands.

Ventetiden har været lang, men Denial of God skuffer ikke: ’The Hallow Mass’ er blandt årets bedste album.

Når black metal bliver mainstream, kolliderer den med en offentlighed, der ikke nødvendigvis forstår dens koder. Og så ruller nazianklagerne igen. Dem addresserer Mgła med vekslende held på ’Age of Excuse’, men det er så også det eneste nye.