Med stor metallisk autoritet og ukuelig energi drog Destruction på thrashhærværkstogt gennem debutalbummet og en håndfuld klassikere fredag på Metal Magic.

Det var på en eller anden måde historisk at se Brats gendannet efter 45 år, fredag på Metal Magic. Men det føltes ikke sådan.

I morgen løber den 17. udgave af den traditionsrige Metal Magic Festival af stablen. Som altid med stærke navne i ærmet, og vi assisterer her med en god sjat anbefalinger til, hvad der er i vente.

Et livealbum, der gør en forskel? Det kommer ikke til at ske igen. Men Cirith Ungol gør det umulige på mastodontisk og monstrøst tung dobbeltudgivelse.

Gensyn med Slipknot, fræs med Sodom, melodi med In Flames eller hvad med en tur i Gabestokken? Mulighederne er mange, når logistikken skal gå op på en tætpakket sidstedag på Copenhell 2025.

Åbningsdagen er næsten ét stort gensyn med navne, der før har spillet på festivalen, og byder på årets svageste dag. Men mon ikke vi nok skal få serveret et par stærke koncerter fra de 19 bands, der er på onsdagens program. 

Hexvessel er herligt uforudsigelige på nyt album, der fusionerer gruppens nyfundne black metal med den tidlige psykedeliske folk.

Græske Black Sword Thunder Attack debuterer 25 år efter, at bandet blev dannet. Det, de ønsker allermest, er at lyde som Lordian Guard. Ingen kender Lordian Guard. Resultatet er vidunderligt. Især hvis man kan lide Lordian Guard.

Det klassiske metalband, der begyndte at spille groovethrash. Doom/death-bandet, der opdagede, at de da egentlig var lidt mere som Depeche Mode eller Portishead. Thrash-bandet, der fik eyeliner og store goth-følelser. Vi ser nærmere på 90'ernes glemte trends.

Hvor mange ekstremmetalbands lyder egentlig ekstreme? Ikke ret mange. Men Black Curse gør.

Britiske kult-doomere gør comeback med ny sanger og lyder som sig selv. Desværre i en mat, glansløs og statisk version.

Efter 16 års pause vender et af verdens bedste rockbands tilbage med et album, der beriger og frustrerer. Mest det første.

Efter Slægt kommer Scimitar, der albumdebuterer med imponerende spilleglæde og en sangskrivning, som er svær at komme ind på livet af.

Vultures Vengances klassiske metal er velspillet, velskrevet og veleksekveret. Men den kunne godt trænge til at være lidt grimmere.

Pentagrams første album i ti år lyder, som den slags plader fra gamle bands gør: Det er lige så hæderligt, som det er overflødigt.

Episk, doomy, halvokkult metal med fløjte og kraftfuld vokal fra en markant frontkvinde. Var vi ikke færdige med den genre for ti år siden? Ikke, hvis det står til Grendel's Sÿster, der på deres debutalbum lykkes med at revitalisere en slidt genre.

Demon Bitch har et håbløst bandnavn. Men deres musik er alt andet end håbløs: Dyrker man 80'ernes amerikanske power metal med en progressiv kant, er 'Master of the Games' noget af det bedste, der længe er sket.

Kompleks musik er for svært for småbørnsforældre; alligevel foregiver de at forstå det, også når det eneste, de forstår, er vanvidsvokal og masser af hooks.

Hexenbrett maxer ud på deres anden fuldlængde: Flere synths, trompeter, vanvidsvokal, soloer, hooks – mere af det hele!