Devildriver indspiller countrycovers med gud og hvermand og serverer en lunken saloonbuffet af lige dele skidt og kanel.

The Night Flight Orchestra udfordrer både publikum og sig selv og strækker grænserne for, hvad man kan tillade sig i retrorockens navn videre, bredere og længere ud i rummet end nogensinde før.

Torsdagen på Copenhell var dagen, der trak forventningerne helt ned, for blot at overvælde dem de næste to dage. Det var stilheden før stormen og tomrummet før ”the big bang”.

Max Cavalera holdt sit vanligt lave niveau, mens backingbandet gjorde deres bedste for, at Soulflys koncert trods alt ikke skulle blive helt skandaløs.

The Sledge måtte kæmpe med publikum, med elementerne og med egne evner lørdag middag. Og formåede ikke at vinde nogen af kampene.

Livløs kom, så, skruede op for bolletoget, drak publikum ned og besejrede al tvivl, man måtte have om bandets leveringsdygtighed, med en fremragende præstation lørdag middag på Hades.

Fem år efter deres sublime koncert på Copenhell var Alice in Chains tilbage. Og de både matchede og toppede den optræden med et show, der bør gå over i historien som en af Copenhells bedste koncerter nogensinde.

The Night Flight Orchestra tog metalverdenen med storm sidste år, og om lidt er det tid til et nyt skud evergreens fra de melodiøse svenskere. Vi har taget en snak med forsanger Björn Strid om gammelt, om nyt og om særprægede inspirationskilder.

Med ’Stranger Fruit’ lever Zeal & Ardor for alvor op til de forventninger, som forgængeren ikke helt indfriede. Og mere til. Meget mere til.

Fredagen lokker med med godt, gammelt og genbrugt, men efterlader også plads til autotune, electronicore og lidt norsk mørke. Her får du skribenterne Svend og Signes syn på, hvad der absolut må prioriteres, og hvornår det er mere hensigtsmæssigt at flygte fra scenerne for at lade op med kalorier.

Smertegrænsens Toldere, UxDxS og Nyt Liv blæser liv i andendagen på Copenhell, der på musikfronten serverer rock og metalcore i stride strømme, atmosfæriske eksperimenterer med Zeal & Ardor, mens et dansk band har fundet vej i midnatsmørket.

Chokeffekterne blev lagt på hylden til fordel for et solidt spillet show, hvor Manson gav publikum, hvad de ville have, og gjorde det smilende og tæt på topformen.

Danske Odd Palace albumdebuterer med en progressiv rockplade, der får liv af sublime musikere og vantrives på grund af for mange gode ideer i støbeskeen.

Skambankt er virkelig blevet voksne og gør deres bedste for at smide mere og mere af den musikalske kant og nytænkning, der gjorde dem relevante til at starte med.

Lamb of God går under dæknavn for at indspillede en pladefuld ligegyldigheder, verden formentlig havde været bedre foruden.

At the Gates har mistet halvdelen af deres sangskriverduo. Det gør ondt på svenskerne, der ikke kan svinge sig op på det sædvanlige niveau over en hel plade.

Det blev en noget blandet oplevelse til Devilutions debut-deltagelse i Spot Festival, men samtidig en glædelig konstatering af, at festivalen endelig har anerkendt metallens rolle på musikscenen.

De lokale indslag blev de store sejrherrer på en broget aften på Train, hvor et talstærkt århusiansk publikum fik præsenteret en bred palette af kvalitet fra det danske vækstlag.

Batushka kom, så og sejrede. En gennemført musikalsk rejse overvældede, betog og drænede det århusianske publikum for kræfter en solvarm onsdag aften.

Få bands i branchen har så højt et bundniveau som Cancer Bats. Og flagermusene fra Toronto beviser endnu engang, at de aldrig får stækkede vinger.