De jazzmetalliske avantgardister fra Shining laver på deres ottende plade et radikalt stilskifte, de formentlig kun selv ser berettigelsen af.

Første danske orkester er offentliggjort til årets Copenhell. Ikke overraskende er det de århusianske himmelstormere Baest, der vender tilbage efter et års fravær og med en debutplade under huden siden sidst.

Hatesphere har udviklet sig fra en århusiansk højborg til et niche-præget integrationsprojekt for udkantsdanskere. Vi giver et bud på, hvordan der kan rettes op på den åbenlyse blunder.

Hatesphere lykkes med en mængde nye ideer på jubilæumspladen, der ikke bare bevæger sig frem ad den slagne og veltjente middelvej.

Aalborg kom med det gode humør, Randers gad ikke rigtig engagere sig, og Aarhus lovede at komme med gaver, som de glemte de fleste af derhjemme.

Slash serverer sammen med Alter Bridge-frontmand en spand rock’n’roll-klicheer, der sådan set er acceptabel generisk guitarrock, men mest af alt gerne vil lyde som Guns N’ Roses og aldrig rigtig kommer til det.

Clutch leverer en leverpostejfarvet plade, man ikke kan tillade sig at hade, men som heller ikke gør sig fortjent til ægte kærlighed.

Mr. Suicidal Tendencies har slået lejr ved kopimaskinen, hvorfra han bliver ved med at spytte ligegyldigheder ud, som heller ikke var relevante første gang vi hørte dem.

Der var godt med blandede bolsjer til det metalsultne festuge-publikum i Aarhus. De fleste var lækre, et par stykker lidt syrlige, og et blev hevet ud af munden, før man nåede at smage det.

Stephen O’Malley leverede en unik og særpræget solooptræden, der i sin enkelhed udfordrede publikum både fysisk og mentalt.

Fynske Grusom har brugt tre år på den svære toer, der virker legende let for sekstetten, som leverer et godt bud på en af årets bedste danske udgivelser.

Cast the Stone debuterer med en charmerende ep-udgivelse, der har stjålet svenskerdødens facitliste og rimelig succesfuldt prøver at sætte svarene i nye rækkefølger.

All star-orkestret Sinsaenum sætter fede facitstreger under, at en plade ikke per definition bliver fantastisk, bare fordi man indspiller den sammen med sine nye rockstjerne-venner.

Baests første fuldlængde lever op til de høje forventninger og indeholder flere dødsmetalliske pletskud, der bør skrive sig ind i den danske metalkanon.

Dee Snider lader Jamey Jasta skrive sin soloplade. For første og forhåbentlig sidste gang. For der er ikke meget at imponeres over i Jastas ”nutidige” heavy metal-univers.

Devildriver indspiller countrycovers med gud og hvermand og serverer en lunken saloonbuffet af lige dele skidt og kanel.

The Night Flight Orchestra udfordrer både publikum og sig selv og strækker grænserne for, hvad man kan tillade sig i retrorockens navn videre, bredere og længere ud i rummet end nogensinde før.

Torsdagen på Copenhell var dagen, der trak forventningerne helt ned, for blot at overvælde dem de næste to dage. Det var stilheden før stormen og tomrummet før ”the big bang”.

Max Cavalera holdt sit vanligt lave niveau, mens backingbandet gjorde deres bedste for, at Soulflys koncert trods alt ikke skulle blive helt skandaløs.

The Sledge måtte kæmpe med publikum, med elementerne og med egne evner lørdag middag. Og formåede ikke at vinde nogen af kampene.