Vores aldrende Roskilde-debutant blev prompte forelsket i en festival, der lørdag bød på mindeværdige koncerter fra små og store.

Cypress Hill var tæt på den perfekte afslutning på Roskilde Festival, hvor bandet leverede en professionel hitparade til et publikum, der tørstede efter netop dét.

Phil Anselmo og hans soloorkester tog overbevisende livtag med klassisk Pantera og fremmanede en metallisk folkefest på Roskilde Festival.

Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.

De unge norske sludge-rockere kæmpede lidt med lyden og med udtrykket, men hev en hæderlig præstation i land på rent talent.

Jens ’Jam’ Rasmussen kommer helt ud i krogene i sin omfattende biografi om Metallica-trommeslageren, der er en lang og gedigent god læseoplevelse.

Xenoblight bringer moshen, Gullo Gullo og Collider sætter drukhjernen i omdrejninger, og Alkymist sætter den tunge dagsorden, inden festivalen for alvor går i gang på de større scener.

Behemoth er det moralske højdepunkt, Phil Anselmo skal bevise, at han stadig kan synge noget af det gamle, The Armed er bare vanvittige, og Cypress Hill lukker ned og er syyyg' i potten midt om natten.

Misery Index byder på slamdance, Bring Me the Horizon skal spille Orange Scene op, og Baest holder folk vågne til langt ud på natten. Fredagen byder på lidt af hvert for den metalglade festivalgænger.

Ministry bød på en aparte aften, hvor første halvdel var præk og politisk oprør, inden der blev tonset stilskabende hits i hovedet på publikum for at redde festen hjem.

Katatonia og en menneskefjendsk skylle fra oven reddede onsdagen for vores skribent, der brugte størstedelen af opvarmningsdagen på at kede sig, blive skuffet og søge trøst i alkoholens mørke katakomber.

Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.

Skindred tog hele skattekisten af forgøglede virkemidler med og skabte en fest for dem, der bare manglede en undskyldning for at drikke øl og råbe højt.

Whitechapel fik rykket rundt på hele festivalprogrammet, inden de endelig mødte op torsdag eftermiddag og leverede en medrivende, om end for kort koncert.

Vltimas leverede en solid dødsmetalkoncert, der kildede de rigtige steder og mindede os om, at Copenhell godt kan arrangere den gode ekstremmetal, når bare de gider.

Like a Storm åbnede årets Copenhell med en koncert, hvor bandets entusiasme gjorde noget mere indtryk end deres ret klichémættede repertoire.

Ugen byder mest på bredtfavnende stadionrock og festivalkoncerter, mens du skal være i enten København eller Aarhus for at komme i nærheden af noget, der ligner en ekstremmetallisk koncert indendøre.

En københavner og en århusianer planlægger og diskuterer torsdagen på årets Copenhell, som de mener, den bør bedrives. Det er de for det meste enige om – de er bare ikke enige med Copenhell om ret meget.

Søren Sol albumdebuterer med nyt roots-projekt, der både har modet og talentet til at gå egne veje og gå på opdagelse i den nordiske musiktradition og det, som engang var.

Hvordan er man en god anmelder? Hvordan undgår man at lade sig forlede af den lallede festivalstemning og stadig være forstokket og reaktionær? Hvordan undgår man at blive så fuld, at man ikke kan huske koncerterne? Alt dette finder du svar på i denne top 5.