Et akustisk Metallica rammer både plet og langt forbi i velgørenhedens tjeneste på ’Helping Hands…’, hvis billede af bandet som mennesker er vigtigere end dens musikalske fodaftryk.

Tolv år efter den seneste fuldlængde er svenske Carnal Forge tilbage med et par nye medlemmer, ny inspiration, groove, fart og noget at bevise.

Mastodon havde en dag på kontoret, Kvelertak leverede et beskidt og gennemført sæt med ny mand bag mikrofonen, og Mutoid Man formåede at hygge for publikum på en lang og talentmættet koncertaften i Aarhus.

Selvom det er småt med metal i dagens bandpakke fra Roskilde Festival, er der stadig guf for det åbentsindede metalhoved. Bring Me the Horizon bliver hovednavn, og kogerne i Cypress Hill lukker Arena.

A Pale Horse Named Death lægger ikke skjul på inspirationskilderne, men evner ikke at leve op til hverken deres eller eget niveau på bandets første udgivelse i seks år.

Arch Enemy leverer en langgaber, som bandet havde været bedre tjent med at lade ligge til de mere løsslupne aftener i øvelokalet.

En velkæmmet og veloplagt Dave Wyndorf leverede stoner-festen på Voxhall trods bidende kulde, mudder i lyden og et mandagstræt publikum.

Myles Kennedy er lige så letfordøjelig solo, som når han indspiller med Alter Bridge, og den smertende personlige debutplade kommer mest til at fremstå som halvment klynk og teatertorden.

Soilworks sangskriverduo har idéer med fra The Night Flight Orchestra, og de fungerer overraskende godt i samspillet med Bastian Thusgaards jyske dødstønder. Soilworks 11. plade er tung og metallisk og samtidigt lettilgængeligt rockende og harmonisk.

Det er ikke bare smag og behag, når vi skriver om metal: Det er saglig kritik og seriøs formidling. Hvis debatten bliver reduceret til fornærmelser er det en skam – for metal.

Anaal Nathrakh, Frank Carter og Mike Patton var i fokus, mens blandt andre Satyricon og Zeal & Ardor leverede mindeværdige stunder. Herhjemme var Sunless Dawn, Livløs og Grusom umulige at komme uden om, mener skribenten, der drømmer om verdensherredømme i en verden uden Manowar.

Tenacious D fortsætter med at hælde fortænkte ligegyldigheder ud over deres publikum og markedsføre det som ”rock” og ”humor”. Det er lige knap nogen af de to dele, der bliver serveret på duoens fjerde plade.

Noisecore-pioneren og Mike Patton-legekammeraten Justin Pearson gentænker musikaliteten i punken og leverer en oprørsk plade, der er musikalsk nyskabende og samtidig tematisk alt det, punken altid har stået for.

Chris Cornell erindres med en opsamling, der fokuserer mere på sangerens eminente stemme end på det gode materiale, han skrev ind i rockhistorien.

De bornholmske progdøds-ekvilibrister Sunless Dawn leverer en gennemarbejdet, stærk og ambitiøs debut, der bør katapultere bandet frem blandt de allerhøjst profilerede danske metalbands.

Eks-Turbonegro-frontmand Hank von Hell følger sit tidligere band ned ad den tandløse og klichemættede ligegyldigheds slagne vej.

Bersærk kom slæbende på de store smil, som de delte ud med rund hånd til et festklart publikum, der labbede den positive stemning i sig lørdag eftermiddag.

Polske Decapitated må, med rette, leve med tårnhøje forventninger, hver gang de går på scenen. Således også i Nordens Paris, hvor de hovedløse dødsekvilibrister leverede stort set alt, man kunne have håbet på.

Fredagen var den store fest på Aalborg Metal Festival anno 2018. Det var folkeligt, elitært, apokalyptisk, fordrukkent og med rigelig black metal.

De gale pessimister fra Birmingham overfaldt festivalpublikummet med deres dødsindustrielle lydkaos til en koncert, der understregede, at bandet er lige så vanvittigt dygtige, som de er vanvittige.