Killswitch Engages ottende studieplade genbruger mange af bandets egne succesformler, men halter, hvad angår både nytænkning og sangskrivning.

Koncertaktuelle Inter Arma, der gæster København til november, har leveret et ambitiøst og komplekst værk, der kræver lytterens fulde opmærksomhed.

Spanske Wormed leverer slagkraftig og kontant tech-død, der sjældent forfalder til navlepilleri og selvfede jazz-eventyr.

Heilung overgår sig selv på ’Futha’, der er væsentligt mere helstøbt og forførende end bandets debut, som med et par års forsinkelse tog metalverdenen med storm i 2017.

Hvis Batushka anno 2015 var en blæksort Tesla, der brølende ud over stepperne gik i ét med natten, er Batushka anno 2019 et skrammet el-løbehjul, der snart løber tør for strøm.

Faith No Mores gennembrudsplade er et modsætningsfyldt mesterværk, der trods 30 år på bagen stadig lyder frisk og udfordrende.

Halshug udfordrer både sig selv og kernepublikummet på den ambitiøse tredje plade, hvis energi desværre bliver kvalt i mindre succesfulde eksperimenter.

Hvis du er til punk og bor i hovedstaden, bliver uge 29 en fest. Alle andre konstellationer af smage og geografiske forhold skal nok forberede sig på at gå på kompromis i en relativt koncertfattig sommeruge.

Vores aldrende Roskilde-debutant blev prompte forelsket i en festival, der lørdag bød på mindeværdige koncerter fra små og store.

Cypress Hill var tæt på den perfekte afslutning på Roskilde Festival, hvor bandet leverede en professionel hitparade til et publikum, der tørstede efter netop dét.

Phil Anselmo og hans soloorkester tog overbevisende livtag med klassisk Pantera og fremmanede en metallisk folkefest på Roskilde Festival.

Black Midi var lige så kedelige og distancerede, som de var dygtige og visionære. Math-rockerne hyggede sig mere over sig selv end over det faktum, at de faktisk spillede for et publikum.

De unge norske sludge-rockere kæmpede lidt med lyden og med udtrykket, men hev en hæderlig præstation i land på rent talent.

Jens ’Jam’ Rasmussen kommer helt ud i krogene i sin omfattende biografi om Metallica-trommeslageren, der er en lang og gedigent god læseoplevelse.

Xenoblight bringer moshen, Gullo Gullo og Collider sætter drukhjernen i omdrejninger, og Alkymist sætter den tunge dagsorden, inden festivalen for alvor går i gang på de større scener.

Behemoth er det moralske højdepunkt, Phil Anselmo skal bevise, at han stadig kan synge noget af det gamle, The Armed er bare vanvittige, og Cypress Hill lukker ned og er syyyg' i potten midt om natten.

Misery Index byder på slamdance, Bring Me the Horizon skal spille Orange Scene op, og Baest holder folk vågne til langt ud på natten. Fredagen byder på lidt af hvert for den metalglade festivalgænger.

Ministry bød på en aparte aften, hvor første halvdel var præk og politisk oprør, inden der blev tonset stilskabende hits i hovedet på publikum for at redde festen hjem.

Katatonia og en menneskefjendsk skylle fra oven reddede onsdagen for vores skribent, der brugte størstedelen af opvarmningsdagen på at kede sig, blive skuffet og søge trøst i alkoholens mørke katakomber.

Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.