Hvorfor har metallen aldrig haft nogen rigtige boybands? Det har den også nu. Vi præsenterer Warkings.

 Australske Destrends føjer en ny dimension til udtrykket ”jeg tager bare lidt af det hele, tak”.

Noget, man skal drikke øl for at høre, noget, man skal drikke øl for at glemme, at man har hørt, og noget, hvor man bare skal bruge de tomme flasker til at slås med, mens man hører. Ugen byder på lidt af hvert på pladefronten.

Gabestok følger fuldlængdedebuten op med en sær og rodet ep, som oser af humor, overskud og lumre, kælderrådne skævheder.

Wulfaz holder den simple, møgbeskidte og bemærkelsesværdigt catchy blanding af crustpunk og black metal fint i hævd på duoens anden ep, der tilføjer en skæv ekstradimension til den danske svartmetal-scene.

Fear Factorys 'Demanufacture' ændrede i 1995 på godt og ondt det metalliske landskab i overgangen til det nye årtusinde. Hybridmetallens vigtigste plade fylder 25 i år, og vi dykker ned i en verden, hvor groove, keyboards og rigelig rumklang skabte nye tendenser i metallen.

Så prøver vi én gang til: Copenhell slipper den første håndfuld navne til næste års ommer. Alle er det bands, som vi havde set frem til at se nu til sommer.

Anaal Nathrakhs musikalske univers udsættes for popskabeloner og slasher-hyldester på Make Them Die Slowlys nyudgivne og bloddryppende friske debut.

Mmm, sleaze. Svenske Crashdïet holder det ægte i 2019, og det samme gør Devilution, mens vi småpaniske håber på, at retro-sleaze aldrig bliver en ting.

I Coronaens tid savner top 5-skribenten fodbolden næsten lige så meget, som han savner metallen. I den anledning handler ugens top 5 om nogle af fodboldhistoriens metalglade spillere.

Mens vi stadig drømmer om de koncerter, vi skal til i marts april maj juni juli august september, gør oversigten over ugens udgivelser ikke sit til at mildne den stigende frustration og begyndende weltschmerz, som langsomt sniger sig ind hos det metalhungrende folkefærd.

Vi kendte ikke argentinske Medium. Det gør vi nu. Og det bør du også. Crustpunk, grindcore og en snert af svart metal gennemsyrer bandets debut-ep, der indtil videre er årets positive overraskelse.

Stilskabende. Legendariske. Grammy-nominerede. Et band, der vil gå over i historien. I denne uge kigger vi nærmere på de perverterede frisørulykker svenske doom-giganter i Candlemass.

Ferocity er tilbage efter syv år med et album, der har lidt af alt det gode og døde, men mangler det højdepunkt eller to, der ville sætte det smuldrende kranie på toppen af ligbunken.

Nogle bands er så venlige på forhånd at producere et udtryksfuldt mesterværk af et bandbillede, som tydeligt og klart signalerer, præcis hvorfor man aldrig skal høre deres plade. Nogensinde.

Det bliver ikke Cabal, der byder på det nye og overraskende i disse kedsommelige Corona-karantænetider. Bandets andet album er etteren om igen og savner udvikling og evnen til at satse.

Lamentari tænker stort og folder vingerne ud på debut-ep'en. At de som metalliske sangskrivere overhovedet ikke er flyvefærdige, ødelægger dog meget af oplevelsen.

Myrkur foretager et radikalt stilskifte på tredjepladen, men opretholder stadig et vist kvalitetsniveau, selv om mareridtsskriget er erstattet af kulning-kald og lyrespil.

Amen var en døgnflue, der skulle have været meget større, end den fik lov at blive. Bandet er i dag stort set glemt, men to fantastiske plader og en lige så god koncert står stadig klart for vores skribent 20 år senere.

Amerikanske Code Orange fortsætter med at udfordre dig, mig og sig selv på bandets fjerde album, hvis avantgarde-hardcore udvikler sig i adskillige mulige og umulige retninger.