Så prøver vi én gang til: Copenhell slipper den første håndfuld navne til næste års ommer. Alle er det bands, som vi havde set frem til at se nu til sommer.

Anaal Nathrakhs musikalske univers udsættes for popskabeloner og slasher-hyldester på Make Them Die Slowlys nyudgivne og bloddryppende friske debut.

Mmm, sleaze. Svenske Crashdïet holder det ægte i 2019, og det samme gør Devilution, mens vi småpaniske håber på, at retro-sleaze aldrig bliver en ting.

I Coronaens tid savner top 5-skribenten fodbolden næsten lige så meget, som han savner metallen. I den anledning handler ugens top 5 om nogle af fodboldhistoriens metalglade spillere.

Mens vi stadig drømmer om de koncerter, vi skal til i marts april maj juni juli august september, gør oversigten over ugens udgivelser ikke sit til at mildne den stigende frustration og begyndende weltschmerz, som langsomt sniger sig ind hos det metalhungrende folkefærd.

Vi kendte ikke argentinske Medium. Det gør vi nu. Og det bør du også. Crustpunk, grindcore og en snert af svart metal gennemsyrer bandets debut-ep, der indtil videre er årets positive overraskelse.

Stilskabende. Legendariske. Grammy-nominerede. Et band, der vil gå over i historien. I denne uge kigger vi nærmere på de perverterede frisørulykker svenske doom-giganter i Candlemass.

Ferocity er tilbage efter syv år med et album, der har lidt af alt det gode og døde, men mangler det højdepunkt eller to, der ville sætte det smuldrende kranie på toppen af ligbunken.

Nogle bands er så venlige på forhånd at producere et udtryksfuldt mesterværk af et bandbillede, som tydeligt og klart signalerer, præcis hvorfor man aldrig skal høre deres plade. Nogensinde.

Det bliver ikke Cabal, der byder på det nye og overraskende i disse kedsommelige Corona-karantænetider. Bandets andet album er etteren om igen og savner udvikling og evnen til at satse.

Lamentari tænker stort og folder vingerne ud på debut-ep'en. At de som metalliske sangskrivere overhovedet ikke er flyvefærdige, ødelægger dog meget af oplevelsen.

Myrkur foretager et radikalt stilskifte på tredjepladen, men opretholder stadig et vist kvalitetsniveau, selv om mareridtsskriget er erstattet af kulning-kald og lyrespil.

Amen var en døgnflue, der skulle have været meget større, end den fik lov at blive. Bandet er i dag stort set glemt, men to fantastiske plader og en lige så god koncert står stadig klart for vores skribent 20 år senere.

Amerikanske Code Orange fortsætter med at udfordre dig, mig og sig selv på bandets fjerde album, hvis avantgarde-hardcore udvikler sig i adskillige mulige og umulige retninger.

Som efterbyrden fra den smukke fødsel, der var 'Ir', kommer 'Mit Blod', der som Orm selv har et hæderligt bundniveau, men heller ikke hæver sig meget over det.

Tungere, dybere, mørkere. Alkymist graver sig dybere ned i sindets åbne sår med 'Draugr', singleforløberen for bandets andet album, 'Sanctuary'.

Decapitated leverede med vanlig høj standard søndag aften i Aarhus, mens Lorna Shore trods sangervikar leverede aftenens store, positive overraskelse.

Nervosa og Orm stod som højdepunkter på en fredag aften i det midtjyske, hvor vi aldrig helt blev blæst bagover, men dog var fint underholdt stort set fra start til slut.

Memoriams velmente og stereotype nostalgidød var et par oprigtige træk på smilebåndet værd, men blev aldrig den store metalfest, man havde fortjent som afslutning på Viborg Metal Festivals førstedag.

Ugen giver rig mulighed for at støtte op om det forbandede vækstlag af bands, som vi alle sammen gerne vil have, men som mange af jer ikke lige får bakket op. Hvis du heller vil høre de der udenlandske navne, du har læst om i Kerrang!, kan du ligeså godt blive hjemme og høre MyRock.