Misery Index byder på slamdance, Bring Me the Horizon skal spille Orange Scene op, og Baest holder folk vågne til langt ud på natten. Fredagen byder på lidt af hvert for den metalglade festivalgænger.

Ministry bød på en aparte aften, hvor første halvdel var præk og politisk oprør, inden der blev tonset stilskabende hits i hovedet på publikum for at redde festen hjem.

Katatonia og en menneskefjendsk skylle fra oven reddede onsdagen for vores skribent, der brugte størstedelen af opvarmningsdagen på at kede sig, blive skuffet og søge trøst i alkoholens mørke katakomber.

Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.

Skindred tog hele skattekisten af forgøglede virkemidler med og skabte en fest for dem, der bare manglede en undskyldning for at drikke øl og råbe højt.

Whitechapel fik rykket rundt på hele festivalprogrammet, inden de endelig mødte op torsdag eftermiddag og leverede en medrivende, om end for kort koncert.

Vltimas leverede en solid dødsmetalkoncert, der kildede de rigtige steder og mindede os om, at Copenhell godt kan arrangere den gode ekstremmetal, når bare de gider.

Like a Storm åbnede årets Copenhell med en koncert, hvor bandets entusiasme gjorde noget mere indtryk end deres ret klichémættede repertoire.

Ugen byder mest på bredtfavnende stadionrock og festivalkoncerter, mens du skal være i enten København eller Aarhus for at komme i nærheden af noget, der ligner en ekstremmetallisk koncert indendøre.

En københavner og en århusianer planlægger og diskuterer torsdagen på årets Copenhell, som de mener, den bør bedrives. Det er de for det meste enige om – de er bare ikke enige med Copenhell om ret meget.

Søren Sol albumdebuterer med nyt roots-projekt, der både har modet og talentet til at gå egne veje og gå på opdagelse i den nordiske musiktradition og det, som engang var.

Hvordan er man en god anmelder? Hvordan undgår man at lade sig forlede af den lallede festivalstemning og stadig være forstokket og reaktionær? Hvordan undgår man at blive så fuld, at man ikke kan huske koncerterne? Alt dette finder du svar på i denne top 5.

Fredagen er den danske metals triumftog, hvor ikke mindre end seks hjemlige orkestre indtager scenerne, og flere af dem har potentiale til at byde på helt store fester. Det samme gør hovednavnet Slipknot, mens Lamb of God skal prøve at leve op til deres legendariske koncert fra 2012.

Vikingebersærkergang, ansigtsflåning, fællessang og gensyn med provinsvennerne: Copenhells sidste dag byder på både koryfæer, unge håb og nostalgitrip. Og ja, du skal fløjte med på den-der-sang.

Wacken Metal Battle-deltagerne Death to Seattle albumdebuterer med et grunge-punket sammensurium af sange, der holder det kort, kontant og catchy.

På en stegende hed majaften i Aarhus leverede Arch Enemy en teknisk glimrende og showmæssigt kedelig koncert med for meget fokus på de senere års svage plader.

Pladen, der reddede Rob Zombies karriere, nåede vi ikke omkring, da den udkom første gang. Derfor byder vi på en forsinket vurdering af ’The Electric Warlock Acid Witch Satanic Orgy Celebration Dispenser’.

Norske Kampfar er gået fra nær opløsning af bandet til på ’Ofidians Manifest’ at præstere noget af det bedste materiale, den 25-årige karriere har budt på.

Over de næste par uger tager vi et kig på nogle af de Copenhell-optrædende, hvis seneste udgivelser vi ikke fik taget under kyndig behandling, da de var nye og friske. Den første er newzealandske Alien Weaponrys debut ’Tu’.

Efter et halvt liv uden albumudgivelser er Jeff Becerra tilbage med ny plade, ny besætning og mere af det gamle.