Wayward Dawn var vækkeuret, der med dødsmetal på fornøjelig vis bankede liv i festivallens fjerde dag.
Der er efterhånden universel enighed om, at Chuck Schuldiner og Death er dødsmetallens gudfædre. Eftermælet blev behørigt hyldet på Hades.
Benediction har ikke været i Danmark i flere årtier, trods det at forsangeren bor i landet, men omsider fik de givet en koncert.
Devin Townsend har stadig sin tørre, canadiske humor og masser af musikalsk overskud da han indtager Hades over midnat.
Destruction er en institution i tysk thrash, og torsdag aften på Pandæmonium sang Schmier og co. solen ned og viste, hvorfor de stadig er relevante.
Horndal sørgede for en glimrende festivalmorgenstund i den beskidte metals tegn.
Junkyard Drive indtog Gehenna kl. 15.30 i bagende varme og strålende solskin, og gav os en næsten sikker opvisning i disciplinen motorcykel-rock 'n’ roll
SortHandsk leverede en overbevisende koncert på Copenhell. Trioen beviste deres plads på festivalen, men man blev lidt for ofte mindet om et helt andet band.
Vreid gav alt, hvad de havde, til sen aftenkoncert fredag på Copenhell. Det var næsten nok.
Stilige svenskere skabte tidlig fredagsfest med kapper og progget orgelrock.
Bruce Dickinson redder Iron Maiden på Copenhell, hvor en rutinepræget optræden bæres af en fægtende frontmand, der stadig leverer.
Breaking news: Anmelder på Copenhell spaltet i to efter sær fluktuation i rumtidskontinuummet.
Svartsot fik den ulykkelige tjans at spille Gehenna op, mens D-A-D stadig havde en fest på hovedscenen, men gjorde ikke rigtig noget for at holde fast i dem, der trods alt var dukket op.
Copenhell forfremmede Alestorm med tvivlsom succes og startede anmelderens fredag.
Et velspillende Withering Surface sendte bud efter nostalgien, men pegede også frem mod den næste generation, da bandet skulle fyre den af på den største scene siden gendannelsen.
Judas Priest gav en ujævn koncert båret hjem på en stærk sætliste og folkets hyldest.
Hætteklædte Nyredolk gik på scenen til røg og dystert dronende intromusik. Der er ingen tvivl om, at bandet har styr på mytedannelse og performance.
LOK gav en glimrende, men ufarlig intimkoncert foran et lille, dedikeret publikum, der, trætte efter Metallica, gav de sidste kræfter til et af sluthalvfemsernes store navne på den nordiske hardcore.
Det hele handler ikke længere om fortidens bedrifter. Dizzy Mizzy Lizzy er et andet sted i 2022, og gudskelov for det.
Mens fans der skulle opleve bandet for første gang nok nød det, så var Green Day-koncerten i Forum en lidt mere blandet fornøjelse for veteranerne.