At Hacktivist ikke blev fuldstændigt aflivet efter den forglemmelige debut kan undre. Endnu mere glædeligt er det, at kvintettens opfølger vitterligt har nogle stærke rapmetal-kompositioner.
Som størstedelen af verdens befolkning har Caleb Shomo haft det svært de seneste år — især med Covid-19-isolation. Det har resulteret i en række mørkere, mere personlige kompositioner, der nemt er blandt Beartooths bedste.
Alle de store medlemmer fra Helloween samles igen på det selvbetitlede album, og det kunne tyskerne godt have fået mere ud af.
Mayhem havde nogle sange til overs fra forrige plade og smider lige nogle punkede cover-sange i, der til sammen udgør deres seneste EP.
Ingen hooks. Ingen omkvæd. Ingen tunge grooves. Ingen genkendelighed. Kun atmosfære. Year Of No Light fejrer sig selv med en plade, der kun beskæftiger sig med stemning.
Offernat lægger op til den helt store rituelt frådende forløsning, men det er stadig skumringstid. Vi ser dog frem mod natten.
Finske Lost In Grey kommer ret godt afsted med en omgang symfonisk metal kamp i en overbefolket genre.
Til trods for en sløj lyd satte Orm barren højt for søndagens Roskilde Festival.
Den danske kvartet kæmpede med næb og klør, gjorde brug af alt deres internationale Covid-erfaring, men måtte trods hård arbejde, se sig slået af anmelder-klichéen over alle klichéer.
Cirith Ungols genstartede karierre lever på denne EP kun delvist op til fordums storhed, men det smager dog af mere.
Mystisk, mytologisk og okkult ekstremmetal er ikke som sådan et nyt koncept, for at sige det mildt. Men Esoctrilihum gør det bedre end så mange andre.
Bell og Cazares' musikalske parløb, der gennem 30 år har kastet fejder og musikalske landvindinger af sig, er kommet til vejs ende på en dyster fremtidsprognose.
Witch Cross er tilbage efter endnu en lang indspilningspause. Det er fortsat med livline tilbage til 1980’erne.
Debutpladen fra Mother Of All er en opvisning i evner indenfor melodisk dødsmetal og thrash, og den gør det hurtigt og præcist med solide riffs.
Aarhusianske Archon sigter med navn og ep-titel højt. Heldigivs er der mere end blot varm luft og høje tanker gemt i kvartettens debut-ep.
Guitaristen Esa Holopainen åbner lidt op for alsidigheden på sit soloprojekt uden dog at ramme helt uden for den palette man allerede kender fra hans bidrag til Amorphis. Udtrykket varieres i større grad af valget af vidt forskellige sangere.
Dizzy Mizz Lizzy spillede hele den nye plade i Arena Nord, hvor vellyd i intime rammer sikrede en let sejr til 90'ernes rockstjerner.
Læn dig tilbage og nyd screamoens udvikling gengivet over seks skæringer af varierende kvalitet.
Fra spydspidsen af den moderne rød-sorte black metal eksperimenterer engelske Dawn Ray’d
Er skotter for joviale og godmodige – for sunde, simpelthen – til at kunne spille black? Ikke ifølge anonyme Ifrinn, der søger det sugende mørke på denne debut-ep.