Voivod er som vanligt gode på 'Synchro Anarchy'. Men heller ikke mere end det. For Voivod er efterhånden blevet en institution i sig selv.
Papir prøver med ‘7’ at få dig ned i gear. Det lykkes de med, da du måske endda går i stå.
Finner blander svensk og norsk meloblack sammen til gode sange, men modet til at prøve nye veje begrænser sig til ét mærkværdigt intermezzo.
Danske Rambuk albumdebuterer og mens de musikalsk minder om Job For A Cowboy, så er det så godt lavet, at de slipper af sted med det.
Prog-legenden Ian Anderson er kommet med sit 22. studieudspil, og det behøver han ikke at få kastet mugne grøntsager i hjelmen for.
I dødsmetalregi kan man godt kalde Tucker, Longstreth og Palubicki for en supergruppe, men Malefic Throne er heldigvis mere end en samling fine cv'er.
Der er ikke meget nyt at spore på seneste Battle Beast album. Men det er godt nok til, at bandet endnu en gang nok lander på førstepladsen på Finlands hitliste.
Fit for an Autopsy har udgivet Gojiras bedste udgivelse siden ‘L’Enfant Sauvage’ – det er bare pisse ærgerligt, at Fit for an Autopsy ikke er Gojira.
Bid og melodi er fraværende på Eliminators anden udgivelse, der dog vinder lidt igen på stemningen.
Benni Bødker har begået en fin lille bog om dengang Darkthrone gav koncert i Esbjerg, og kickstartede dødsmetal i Danmark.
Boris er tilbage på 33. studiealbum eller deromkring og vanen tro, anede vi ikke hvad vi fik. Spørgsmålet er, om vi finder ud af det.
Sijjin debuterede i 2021 med en omgang død iblandet et ordentligt skud thrash. Det er faktisk en ret vellykket debut.
Svulstige keyboards, skamløse rollespilstemaer og bombastisk mediævalisme: Amerikanske Stormkeep søger efter bedste evne at genskabe 90'ernes symfoniske black metal og lykkes næsten med det. Men illusionen knager i fugerne.
Untamed Land leger med mange interessante genre-blandinger, og det er spændende - men i nogle sammenhænge også alt for meget.
Trioens debut indeholder masser af gode intentioner, spændende indhold og iderig sangskrivning, men også en fragmenteret lytteoplevelse.
Musik for cello, guitar og elektronik, skrevet på et roadtrip, der fører til kysten, hvor et familiemedlems aske skal spredes. Det lyder som en indiefilm fra midten af nullerne – og måske skal den også høres på den måde.
Bestialsk black/death og usædvanligt vellykkede mellemstykker forenes med en klam og rådden produktion på mini-lp og mord og moseofringer fra jysk hedenold.
Hvis man kunne lide Phreneliths monumentale debutplade, så vil man også glæde sig over den dødsmetal, der er på 'Chimaera'.
Molok har leveret en plade, der er mere konceptuelt ækel end det meste, men byder på et noget mere spiseligt lydspor, end man skulle tro.
Joan Avant kommer på sit andet album langt omkring på en mærkelig rejse.