Mörk Gryning er tilbage, og det er hverken helt skidt eller bragende fantastisk. Der er gode takter og en produktion, som måske kunne have gjort mere for at gøre de mindre gode takter spændende alligevel.

Semi-ikoniske Mr. Bungle genindspiller gammelt materiale med celebre gæster. Grundidéen er i orden, men rigtig spændende bliver det aldrig.

Efter 12 års pause er britiske Benediction tilbage med en plade, der gør lige akkurat det, Benediction var gode til i halvfemserne: dødsmetal.

Hvordan anmelder man en livestreamet koncert? Og hvorfor? Vores anmelder gjorde forsøget, da Sunken og Morild spillede op til sure miner i Aarhus.

Den karismatiske frontmand er i sit es, og vi får en version af Corey Taylor, vi nok har smughørt før, for fuld udblæsning. Det er varmt, imødekommende, positivt og særdeles afsmittende.

Enslaved bryder med alt på nyt album – men alligevel er der intet nyt under solen på deres femtende studiealbum, hvor alting er, som det aldrig har været.

Midt i balladen omkring et pladeselskab uden ansatte og en direktør, der har måttet træde tilbage på grund af anklager om overgreb, udkommer det britiske screamo/hardcore-band Svalbards tredje fuldlængde kun uger efter Holy Roars nedsmeltning.

’Class of 2020’ er fyldt med referencer til (Hed)pes ikoniske andet album. Det er nostalgi-lækkerier, men pladen ville indiskutabelt stå stærkere uden associationerne til ’Broke’.

’How to Survive a Funeral’ er Make Them Suffers svageste udgivelse hidtil. Men der er stadig gode lytteoplevelser at finde.

Det klinger rigtigt godt, når Ascendency tæsker sin dødsmetal ud med en smadret lyd, der bare oser af sort stemning, men også koster lidt på varationskontoen.

Terminal Nation debuterer med udgangspunkt i en hardcore, der kommer vidt omkring i død, black og powerviolence undervejs gennem pladen. Uden rigtig at udrette meget mere end moderate skader.

Primal Fear afleverer endnu en gang en omgang fornuftig heavy metal. Det er hverken værre eller bedre, end det plejer at være.

Amerikanske Imperial Triumphants 'Alphaville' blander black metal med alle tænkelige og utænkelige genrer. Resultatet er ... spændende ...

'Konkret Musik' fortsætter, hvor forgængeren slap, med synthtunge drømmeeskapader uden dog helt at nå samme ekspansive niveau, som vi kender fra Gösta Berlings Saga tidligere i karrieren.

Septicflesh leverer en best of-koncert baseret på bandets seneste fire plader, der viser et band i fin liveform men ikke bibringer mange nye elementer, som den almindelige koncertgænger ikke har set før.

Du husker måske Bush fra dengang der var hul i dine jeans, rock primært var drevet af guitar og somrene var lange og varme. ’The Kingdom’ minder lidt om dengang og er tilnærmelsesvist det comeback, de fleste nok havde håbet på, da Bush blev gendannet for 10 år og tre udgivelser siden. 

Udo Dirkschneider har en lang karriere som forsanger i Accept og som frontfigur i eget band U.D.O. Med de seneste udgivelser bliver der på Udos gamle dage rykket godt og grundigt rundt på det, som fans måtte forvente af et nyt udspil.

Undergangs vekslen mellem tunge og kradse toner var drabeligt efter alle kunstens regler, mens der gik mere mudder i Deiquisitor-maskineriet. I sidste ende var det dog den alt for længe ventede lejlighed til at forsamles om metal i hovedstaden, der vandt flest points denne fredag i Byhaven.

Ensiferum er klar med bandets 8. album i bandets 25 år lange levetid. Stilen er fortsat en lettere omgang melodisk folk metal iblandet power metal. Der er intet nyt under solen.

Emmure fortsætter stilen fra ’Look At Yourself’: Frankie Palmeris lyriske kunnen er stadig kritisabel, Joshua Travis er genial, og ’Hindsight’ er interessant lytning, der dog sjældent får lov til at folde sig ud i fuldt flor.