Morild albumdebuterer med et enormt ambitiøst projekt, der desværre savner variation og et par ekstra ideer hist og her for at være rigtig godt.

King 810 deler stadig vandene med lige dele tomme kalorier og opfindsomme, indlevelsesrige kompositioner.

Et akustisk Metallica rammer både plet og langt forbi i velgørenhedens tjeneste på ’Helping Hands…’, hvis billede af bandet som mennesker er vigtigere end dens musikalske fodaftryk.

A Pale Horse Named Death lægger ikke skjul på inspirationskilderne, men evner ikke at leve op til hverken deres eller eget niveau på bandets første udgivelse i seks år.

Behemoth spiller black metal, som var det stadionrock. Fredag aften viste de sig som ekstremmetallens nye store rockstjerner, og det var både professionelt, majestætisk, indstuderet og selvfedt.

I stedet for at jappe udgivelser af sted, som ellers har været normen for Born of Osiris, har den amerikanske kvintet holdt en mindre udgivelsespause. Nu er de tilbage med en plade, der både er deres mest helstøbte og deres korteste.

Raven var i 2017 et smut forbi Skråen i Aalborg. Det kom der et livealbum ud af, og det er faktisk ikke så ringe.

All star-bandet Fever 333 debuterer med politisk præget rap-rock. Effektivt, men til tider vel letkøbt.

Retrorockerne fortsætter deres b-films-trip og holder sig til den velkendte formel på deres femte album. Men i det små dukker nye ting op i deres lyd, og det klæder dem.

Som med så meget af Venoms materiale gennem tiden bestemmer riffet, om musikken er spændende eller ej. Signaturlyden er på plads på den 15. fuldlængdeudgivelse under navnet Venom.

Forums sorte boks dannede en passende ramme for aftenens to dystre indslag, der begge glimrede med excentrisk sortsind og stoisk stilstand. 

Det er ikke meget, man hører til Disrule herhjemme. Det er synd, for bandets stoner/doom er fermt udført og har masser at byde på, selvom bandet på godt og ondt ikke er interesseret i at forlade genrens trygge rammer.

Unearth er tilbage med deres til dato mest tilgængelige album. En velkomponeret plade, der dog giver køb på bandets primære force gennem tiden.

Cattle Decapitation holder liv i bandet ved at udsende en masse materiale, der hidtil har været gemt eller glemt i bandets arkiver og på b-sider. Det er godt.

Chris Cornell erindres med en opsamling, der fokuserer mere på sangerens eminente stemme end på det gode materiale, han skrev ind i rockhistorien.

Hypocrisy og Kataklysm var et fint match i Pumpehuset, selvom Hypocrisy vandt en del på nostalgi og en endelig-er-de-her-fornemmelse, mens Kataklysm er bundsolidt groove og smadder uden større overraskelser.

Bandkollektivet The Ocean bryder fem års albumpause med en udgivelse om Jordens geologiske udvikling gennem millioner af år. Den progressive post-metal er stort tænkt og ambitiøst udført, men også noget uforløst.

Nogle gange er det svært at vurdere, hvorfor en koncert ikke bider sig fast, selvom alt er, som det skal være. Det svage fremmøde hindrede måske Rising i den store forløsning.

Ross "The Boss" Friedman og hans lejesvende fremførte en god times Manowar-klassikere og sørgede således for en fest lørdag aften på Aalborg Metal Festival 2018.

Det blev en tand for meget af det onde, da Necrophobic skulle overbevise os om deres diabolske dødstoner. Er mere variation for meget at forlange?