Sect bevæger sig fra den gængse hardcore ud på rejsen mod vildere, hurtigere og mere ekstremt. Kærlighed til Nails og Trap Them er til stede, men kopieringen af selvsamme lykkes ikke til fulde.
Norske Blood Red Throne udgiver noget særdeles velproduceret dødsmetal, der bare savner det sidste i sangskrivningen for at være rigtig godt.
Afrika er for det meste et ubeskrevet blad, hvad angår metal. Det forsøger denne nye opsamling fra Svart Records, der dokumenterer den slagkraftige botswanesiske metalscene, at gøre om på.
Blood Eagles debut på et stort selskab og genkomst efter seks år uden udgivelser er en hæderlig ep, der fremkalder små smil uden for alvor at begejstre.
Baest hugger til med en giftig toer, men den er ikke dødbringende. Referencerne er de helt rigtige, og alt lyder godt, men hvor er bæstet selv henne i det her?
En halvtom sal, en aktiv pit og et ikke helt overbevisende band: Afslutningen på Kill-Town Death Fest var både uelegant og underholdende. Absurditeten toppede, da en person i publikum valgte at smide tøjet.
Anatomia trak tempoet ned med en koncert, der var hæderlig uden at være prangende, men som passede til søndagens sløvsind.
Black Star Riders forsøger med bandets fjerde album at løsrive sig fra Thin Lizzys skygge. Men det lykkes ikke helt.
Svenske Grave spillede for den dedikerede oldschool-crowd, da de huggede sig igennem materiale fra årene 1986 til 1991 på Pumpehusets hovedscene.
Suffering Hours debut på dansk jord var obskur og efterlod en med blod på tanden, men trioens komplekse riffing blev hæmmet af en høj bas og lav guitar.
Filmen om støjrockerne Swans er først for alvor nødvendig, når dens historie ikke på forhånd er fastlagt. 21. september har den danmarkspremiere i Cinemateket.
Slesvig-holstenske Ivory Tower vender tilbage efter otte års pladepause med et solidt, men ikke helt gennemført udspil.
Helhorse kom til Aalborg på en hed lørdag i august, hvor de næsten var på hjemmebane og spillede en lang koncert, hvor venner og familie var blandt publikum.
Firespawn lyder mere brutale og dunkle end på forgængeren, men udtrykket er så til gengæld lidt mere standard dødsmetal, selvom clashet mellem svensk dødsmetal og brutal amerikansk ditto er veludført som altid.
Der tages ikke mange chancer på ’Order in Decline’. Deryck Whibley gør, hvad han er bedst til, og det er egentlig ganske underholdende.
Dødsfesten står for døren, og opvarmningen dertil skulle vise sig at være lunken, kogende og måske lunken igen. Kill Town Death Fest præsenterede tre bands for et stille København, hvor de eneste uden ansigter stjal opmærksomheden.
De hollandske metal-pionerer i Picture er endnu ikke helt rustne. ’Wings’ er bundsolid gammelmandsmetal uden at flyve op på de højeste tinder.
Mindmares debutalbum har været længe undervejs. Til gengæld er det gennemarbejdet og viser flere gode takter i processen fra klassisk melodød til personlig Mindmare-død.
Det er Sabaton-tid, og det er tid til strid. Vi diskuterer Sabatons nyeste album med Blastbeasts fineste. Vi introducerer: 'Dragejæger-debat'!
Body Count fløj fra USA til Wacken for at levere en eksklusiv festivalkoncert i Europa. De skulle have været blevet hjemme.
