Som med så meget af Venoms materiale gennem tiden bestemmer riffet, om musikken er spændende eller ej. Signaturlyden er på plads på den 15. fuldlængdeudgivelse under navnet Venom.

Forums sorte boks dannede en passende ramme for aftenens to dystre indslag, der begge glimrede med excentrisk sortsind og stoisk stilstand. 

Det er ikke meget, man hører til Disrule herhjemme. Det er synd, for bandets stoner/doom er fermt udført og har masser at byde på, selvom bandet på godt og ondt ikke er interesseret i at forlade genrens trygge rammer.

Unearth er tilbage med deres til dato mest tilgængelige album. En velkomponeret plade, der dog giver køb på bandets primære force gennem tiden.

Cattle Decapitation holder liv i bandet ved at udsende en masse materiale, der hidtil har været gemt eller glemt i bandets arkiver og på b-sider. Det er godt.

Chris Cornell erindres med en opsamling, der fokuserer mere på sangerens eminente stemme end på det gode materiale, han skrev ind i rockhistorien.

Hypocrisy og Kataklysm var et fint match i Pumpehuset, selvom Hypocrisy vandt en del på nostalgi og en endelig-er-de-her-fornemmelse, mens Kataklysm er bundsolidt groove og smadder uden større overraskelser.

Bandkollektivet The Ocean bryder fem års albumpause med en udgivelse om Jordens geologiske udvikling gennem millioner af år. Den progressive post-metal er stort tænkt og ambitiøst udført, men også noget uforløst.

Nogle gange er det svært at vurdere, hvorfor en koncert ikke bider sig fast, selvom alt er, som det skal være. Det svage fremmøde hindrede måske Rising i den store forløsning.

Ross "The Boss" Friedman og hans lejesvende fremførte en god times Manowar-klassikere og sørgede således for en fest lørdag aften på Aalborg Metal Festival 2018.

Det blev en tand for meget af det onde, da Necrophobic skulle overbevise os om deres diabolske dødstoner. Er mere variation for meget at forlange?

Nightwish savnede nerve i Valby. Det var en flot forestilling, men ikke rigtig en stor koncertoplevelse.

Xenoblight åbnede Aalborg Metal Festival 2018, men fik for kort tid på scenen til for alvor at få hidset sig selv og publikum op. 

Ne Obliviscaris og Astrosaur leverede deres komplekse kompositioner med varierende held, mens Ihsahns legesyge sind anno 2018 næppe nogensinde har befundet sig længere væk fra sine rødder.

Der er ikke meget at få sit udråbstegn på over på NYHC-veteranernes 12. plade, selvom der er dansk bidrag. Men de kalkulerede fællessange opvejes af solid standardvare. 

To år efter, at The Browning ramte bundet med et vanvittigt dårligt album, vender amerikanerne tilbage med en interessant opfølger.

Hate Eternal lyder, som Morbid Angel burde lyde anno 2018, og sørger med ’Upon Desolate Sands’ for den klassiske dødsmetals velbefindende. Uden at være nyskabende.

Det er dødsmetal i en række varianter på den genoplevede 'Death... Is Just the Beginning' fra Nuclear Blast, som disker op med diverse rariteter med begrænset holdbarhed, da de fysiske udgivelser alligevel også udgives digitalt.

Intet nyt er ikke altid godt nyt. Vi kunne i hvert fald godt drømme om mere mindeværdige øjeblikke til at bryde med monotonien på den seneste ofring fra blodbaderne.

AMF-aktuelle Beyond Creation leverer en teknisk fin og afvekslende dødsmetalplade, som dog savner egentlige højdepunkter midt i ekvilibrismen.