Med vild basset tyngde, attitude og energi smadrede Guilt Trip sig gennem sin koncert på Gehenna
Der var frygt for afbud, men en god vikar førte Heaven Shall Burn sikkert igennem showet, der åbnede Helviti lørdag
Der var gået monsterstemme i vokalen hos John Cooper, men han kæmpede alligevel heroisk og var stadig en vigtig faktor i den fine fest.
Belgiske Wiegedood var helt og aldeles upåvirkede af konkurrence og spilletidspunkt, da de indtog skoven på Copenhell og sendte klyngebomber af repetitiv andenbølgeblack ned over publikum.
Årets australske twist er Kim Dracula, der skamløst ignorerer alle genrefloskler, og i det rette mindset mestrer kunsten at underholde, alene for skamløsheden.
Sol, varme og hygge over Gehenna lørdag middag, da K-Town endnu engang gør sit indtag på årets plakat – og hvem bedre til opgaven end Gorilla Angreb?
Fleshwater gjorde deres bedste for at vække den lille forsamling der var mødt frem lørdag formiddag. Det lykkedes til sidst, men det foregik ikke uden morgenkramper.
En god bastard af svedig, støvet tungrock, sludgy blues og så lige lidt metal udgjorde en godkendt start på festivalens anden dag.
Under den bagende sol fik vi en underholdende koncert med amerikanske Brat, der Barbiegrindede og refererede til popmusik.
Paraderne var høje, og Gloryhammer gjorde sit til at holde fjollekvoten højere – en loyal garant for at få skilt fårene fra bukkene.
The Prodigy viste os, at ravekulturen ikke er død, og at de faktisk havde en plads på Copenhell.
Rock-legenderne i The Cult leverede en knap så legendarisk koncert på Copenhells største scene, hvor de i den grad svigtede den store og tunge arv, de selv har skabt.
Man skulle nok have været ung i 2005 for, at Bullet For My Valentines koncert rigtig skulle være en fest ...
Skarnet spiller vedkommende og særegen nok far-rock til, at man køber ind på universet, selvom ideerne er hørt en milliard gange før, og vækkede Pandæmonium fint til live på Copenhells andendag, hvis man kunne tillade sig ikke at krumme tæer.
Poppy leverede et visuelt stærkt og karismatisk show på Copenhell, men den polerede guitar og manglen på rå energi gjorde koncerten overraskende tandløs.
Sylosis var formstærke i den teknisk velfunderede metalcore og fik sat gang i pitten, både fordi publikum gerne ville, og fordi det blev dikteret gang på gang.
Dizzy Mizz Lizzy lukkede Helviti ned med døsig rockmusik, der kun lige akkurat kunne hidse folk op til fællessang og fadølsfest.
Ungersvendene i Swartzheim trodsede både svær placering mellem både Poppy og Wormrot, og var, trods høj energi og spilleglæde, ikke den store musikalske åbenbaring.
Det er svært ikke at holde af A Mess’ indfølte riot grrrl-hymner, når de leveres råt i Boneyards støvede kulisser – men mere, tak!
De hollandske symfo-metallere Within Temptation kom med masser af vellyd og kompetence, men leveringen var for “indpakket” og steril.