Wet Leg tog publikum på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor Roskilde var spas sjov og eskapisme. Ingen politiske paroler, bare et minimum af akkorder, fest og så af sted.

Chino Moreno bar alene Deftones-koncerten på Roskilde Festival på sine skuldre og resultatet var derefter.

Fontaines D.C. fik for lidt spilletid på Orange, og de brugte den på at spille deres fremragende sange, men også på noget meget vigtigt.

Casket Spray betyder bårebuket, men det københavnske powerviolence-band lød meget levende, og havde ingen ambitioner om at være dydige liljer.

Når man kun har 20 minutter, så gælder det om at være effektiv. Det var Woes i den grad på Boneyard, da de i stegende hede serverede hardcore på Refshaleøen.

Ostraca er tilbage med en kortfattet og eksplosiv EP, men bandet kigger lidt for meget i bakspejlet.

Masser af teater, doom-musik og en dramatisk fortælling på Gehenna da amerikanske Castle Rat gav en opvisning i deres helt egen rotte-fantasi-verden.

Støvet blæste over både Copenhell og The Sword, som bestod prøven: Lille band vs. stor scene

God lyd? Dårlig lyd? Meningerne var mange om Abbaths midnatsforestilling, der ikke havde samme format som det norske ikons tidligere koncerter på festivalen. 

Amerikanske Yosemite in Blacks hippie hardcore havde en god groove-energi, men uden at bandet fik sat det afgørende stød ind.

Uden et tændt publikums hjælp, ville Weezers koncert i Vega have udviklet sig en trist og søvnig søndagskoncert på kontoret.

Med vild basset tyngde, attitude og energi smadrede Guilt Trip sig gennem sin koncert på Gehenna

Der var frygt for afbud, men en god vikar førte Heaven Shall Burn sikkert igennem showet, der åbnede Helviti lørdag

Der var gået monsterstemme i vokalen hos John Cooper, men han kæmpede alligevel heroisk og var stadig en vigtig faktor i den fine fest.

Belgiske Wiegedood var helt og aldeles upåvirkede af konkurrence og spilletidspunkt, da de indtog skoven på Copenhell og sendte klyngebomber af repetitiv andenbølgeblack ned over publikum. 

Årets australske twist er Kim Dracula, der skamløst ignorerer alle genrefloskler, og i det rette mindset mestrer kunsten at underholde, alene for skamløsheden.

Sol, varme og hygge over Gehenna lørdag middag, da K-Town endnu engang gør sit indtag på årets plakat – og hvem bedre til opgaven end Gorilla Angreb?

Fleshwater gjorde deres bedste for at vække den lille forsamling der var mødt frem lørdag formiddag. Det lykkedes til sidst, men det foregik ikke uden morgenkramper.

En god bastard af svedig, støvet tungrock, sludgy blues og så lige lidt metal udgjorde en godkendt start på festivalens anden dag.

Under den bagende sol fik vi en underholdende koncert med amerikanske Brat, der Barbiegrindede og refererede til popmusik.