'III' har ikke helt samme arsenal af skarpe riffs som forgængeren, men står stadig som en værdig afslutning på den trilogi, Blackbraid har skabt på imponerende kort tid.

Demooptagelser fra de spæde dage med Motörheads klassiske lineup er en interessant kontrafaktisk øvelse, fordi de viser, hvilken vej Motörhead kunne være gået.

Slaughter to Prevail holder sig til deres succesformel for nu-metal deathcore på den groovy 'GRIZZLY' – en ret vanvittig plade. 

 Brasilianske Impurity holder fortsat stilen tro mod deres førstebølgeblackede rødder. På godt og på ondt – men inden for den genre er ondt vel også et kvalitetsstempel?

Portrait er genganger på Metal Magic Festival. Og på årets festival var det lidt, som det plejer.

Terminalist spiller en herlig gang hyperthrash. Men man kunne godt ønske sig lidt mere til øjnene.

Svenskerne kan noget med koncepter. Iført Dracula-kapper, Nifelhår og med masser af bajere på scenen rev Tyrannosatan teltet rundt fredag eftermiddag.

Deathhammer har ikke opfundet den dybe tallerken. Man er såmænd i tvivl om, hvorvidt de er i stand til at anvende den. Men hærge og larme, det kan de de. Heldigvis.

Ugens bedste flamencodødsmetal-udgivelse er rig på teknisk virtuositet og kulturhistorie – men man savner en bedre forbindelse mellem stilarterne.

Med stor teknisk snilde forvandlede Geordie Greep Gaia til et pompøst øvelokale.

Sydkoreanske Bela åbnede porten til dødsriget, men viste ikke vej derind.

Insania hiver på seneste udgivelse ‘The Great Apocalypse’ så mange powermetalklicheer ud af metalskabet, at selv inkarnerede powermetalfans må tage en pause.

Sent lørdag tog et træt publikum imod Nine Inch Nails på Roskilde. Reznor og bandet gjorde kun lige akkurat, hvad de skulle, og den ofte tvivlsomme sætliste spændte også ben.

Selvom The Hu er sjovt, så er det også uendeligt dumt. Men man kan ikke lade være med at elske det en lille smule – uden at det dog nogensinde kommer til at efterlade sig andre spor end skyggen af et smil. 

Earcandy-faktoren er fortsat stærk hos Wytch Hazel, der har skruet ned for distortionen og op for AOR-kvaliteterne i denne femte ombæring.

Der var lagt i post-metal-ovnen til en gribende og indlevende koncertoplevelse, da belgiske Amenra langt om længe gæstede Roskilde Festival. Det blev mere en tjekliste af genrens to-do’s.

Den libanesiske eksperimentalrock-sekstet Sanam trak os rundt i genrerne på Gloria-scenen, og selvom koncerten var "noget andet", var den underligt uforløst.

Wet Leg tog publikum på en tidsrejse tilbage til dengang, hvor Roskilde var spas sjov og eskapisme. Ingen politiske paroler, bare et minimum af akkorder, fest og så af sted.

Chino Moreno bar alene Deftones-koncerten på Roskilde Festival på sine skuldre og resultatet var derefter.

Fontaines D.C. fik for lidt spilletid på Orange, og de brugte den på at spille deres fremragende sange, men også på noget meget vigtigt.