Den mellemøstlige multi-instrumentale gruppe strakte deres kosmiske ørkenblues, jazz, kraut og post-rock helt ud i et transcenderende show, der dog led under et svært spilletidspunkt, som fik flere til at stikke hul på boblen og udvandre før klimaks.

Hitmaskinen kørte på rutinen, og The Cure lukkede Orange Scene for i år med vemodig fællessang, uden at koncerten gjorde sig fortjent til nogen større plads i historiebøgerne.

De unge norske sludge-rockere kæmpede lidt med lyden og med udtrykket, men hev en hæderlig præstation i land på rent talent.

Boundaries' intense mørke blev leveret med tilbagetrukket ydmyghed, og kvintetten vandt på hypnotiske crescendoer, når ikke hyggen tog over.

Collider inviterede med deres musikalske legestue til en hjernevrider af en koncert, der på trods af de snørklede strukturer var en underholdende afrunding på festivalens opvarmningsdage.

Konvent har udmærket sig rundt omkring i landet på mindre scener og på klubber i udlandet. Efter et overvældende åbningsshow på festivalen Copenhell drog kvartetten til Roskilde Festival for at erobre Rising-scenen. 

Ministry bød på en aparte aften, hvor første halvdel var præk og politisk oprør, inden der blev tonset stilskabende hits i hovedet på publikum for at redde festen hjem.

Candlebox overvandt svagt materiale, minimalt antal tilskuere og fækalie-brisen fra naboen og kæmpede sig til en lille sejr ved hjælp af spilleglæde, energi og solid selvironi.

Unleashed leverede en af de få klassiske dødsmetalkoncerter, da de fredag på Pandæmonium gav en tur rundt i hele deres bagkatalog. Med vikinger, naturligvis.

Med 10-årsjubilæet for deres ottende studiealbum indtog Katatonia Pandæmonium på de sene og regnfulde aftentimer, der fungerede som de perfekte rammer for det svenske orkesters melankolske toner.

Det var et klatøjet Hades-publikum. Manticora havde fået til opgave at byde op til eftermiddagspower. Hvidovre-drengene fyldte dog scenen godt ud, omend det høje tempo også resulterede i flere ofre på vejen.

Det blev aldrig den store, samlende afslutning, men Kvelertak lukkede ikke desto mindre Copenhells andenstørste scene ned med overrumpende energi, overskuds-rock 'n' roll og en vis stemning af byfest.

På mange punkter var Rob Zombie i 2019 på Copenhell en gentagelse af koncerten samme sted i 2017. En ny, udmærket skive fik ikke den store betydning for formularen. En fin koncert uden overraskelser.

Amon Amarth kørte på rutinen på Helviti-scenen og fik hjælp fra LG Petrov til at brøle foran de feststemte tilskuere på Refshaleøen.

Demon Head fortjener det store gennembrud, men der skal fortsat arbejdes for det. Det gjorde sekstetten, da de åbnede sidstedagen på Copenhell.

Sjældent har en stemme fyldt så meget, som da rocklegenden Glenn Hughes spillede gammelt Deep Purple-materiale på Hades. Musikalitet var der masser af, men mådehold intet af.

Der var umådelige mængder velproportioneret guitarlir og slapbas til strengehøvlings-elskerne, da Living Colour åbnede Helviti, men helt vedkommende blev det aldrig.

Underholdende metalcore og glade fans. Britiske While She Sleeps var ganske medrivende.

Tredje gang er ikke altid lykkens gang. I skæret af Copenhell-ulvens lysende øjne gav Heilung fredag nat en markant anderledes – og tiltrængt – ritualistisk koncert, der desværre aldrig helt overbeviste. I hvert fald ikke i sammenligning med deres tidligere optrædener på dansk jord.

Ung energi, store smil og masser af groove var, hvad Alien Weaponry serverede for et Copenhell-publikum, der syntes hypnotiserede til begejstring af haka-danselektionen før koncerten.