Et år efter ‘Necro Sapiens’ er Baest klar med en EP, hvor de samler op på alle de singler, de i mellemtiden har begået, hvor bl.a. Trevor Strnad er med.

Slægt plages af producerkvaler på den nyeste plade, der ellers kun kæmper med skønhedsfejl.

Dark Funeral er tilbage efter seks års tørke, og er nu klar med deres syvende plade, der nok påkalder dommedag, men ikke helt leverer.

Evigt aktuelle og kunstnerisk flydende Napalm Death er klar med en EP, hvor de får smidt mere udmærket materiale på gaden.

Voivod er som vanligt gode på 'Synchro Anarchy'. Men heller ikke mere end det. For Voivod er efterhånden blevet en institution i sig selv.

Omnium Gatherum har proppet lyden fra Arch Enemy, Amon Amarth og Miami Vice ned i en blender og ud af det er kommet pladen 'Origin'.

Mayhem havde nogle sange til overs fra forrige plade og smider lige nogle punkede cover-sange i, der til sammen udgør deres seneste EP.

De svenske melodødsmestre satser, hvor det synes allermest vigtigt og nødvendigt i karrieren. Og sejrer med et dynamisk, stærkt varieret og utroligt spændende legesygt album.

De tyske metalcoreveteraner spilder tiden med en opsamlingsplade, hvor det bedste, der er at sige, reelt er, at den ikke er særlig lang.

Den tredje fuldlængde fra portlandske bewitcher er dygtig rock-black, men mest interessant når den er noget andet.

Angelus Apatrida føles som nyfødte på deres syvende fuldlængdealbum. Hvis du er klar til at blive blæst omkuld, rystet i grundvolden og føle dig, som om du lige er blevet spyttet ud af en rasende thrash-vulkan, så hæng på – hvis du kan!

Dybt, dybt, dybt at falde: Eyehategods nye plade er en opvisning i manglende engagement og ligegyldighed som musik.

Baests nye album er en naturlig – og bedre – opfølger til deres tidligere albums, som dog næppe overbeviser tvivlerne. Men de kan jo også bare høre noget andet...

Glem Phil Collins, Peter Gabriel, Mike & the Mechanics og ham den sidste, ingen rigtig kan huske: 'Genesis', den fjerde og sidste singleforløber fra Baests kommende album har intet at gøre med britisk progrock eller radiopop.

Ude godt, hjemme Baest: Man kunne godt få et par på hovedet for at høre dødsmetal i 00’erne på Djursland, og Baest får stadig flak. Vi besøgte bandet derude, hvor det hele begyndte.

Tribulation minder os om, hvordan det er at føle noget intenst og dybt ved at høre en metalplade. Specifikt væmmelse, raseri, afsky og forurettethed.

Hollandske Asphyx har siden firserne spillet dødsmetal, og det er de gode til. 'Necroceros' er ikke helt med blandt deres bedste udgivelser.

Dark Tranquillitys ‘Moment’ er en opvisning i, hvordan man ligner alle sine venner. Letgenkendeligt, letfordøjeligt og billigt sluppet for et band med meget mere på hjerte.

 'Napalm in the Morning' sang Sodom i sin tid. Men hvorfor nøjes med morgen-Napalm, når Napalm Death igen-igen er superskarpe, og på det 16. album i en lang karriere stadig formår at overraske og henrykke?

Vampire-forsangeren er opflasket med Alice Cooper og gyserfilm, og han kan sin klassiske heavy metal på rygraden. Han fistbumper fremmede på gaden, hvis de har en cool T-shirt på, men han er ikke bleg for at give sig hen til det, andre betragter som dårlig smag og rent affald.