Amerikanske Imperial Triumphants 'Alphaville' blander black metal med alle tænkelige og utænkelige genrer. Resultatet er ... spændende ...

Svenske thrashere smeder gammelt stål om til nyt: Vampires nye album er et af de bedste beviser på, at 1980'ernes grundingredienser stadig holder sig friske.

Det er befriende behageligt at lytte til Bleed From Withins femte fuldlængdeudspil. En lille skotsk perle af klassisk, velkomponeret, intens og testosteronpumpende metalcore.

Hestevrinskende Bathory-hyldest, uøkonomisk sangskrivning med et sløset rifffråds og ingen referencer efter 1995: Vampire er tilbage for at redde metal fra nutiden.

Tom G. Warrior bør hædres lige så meget for sin vilje til at sætte alt over styr som for sine succeser. ‘Requiem’ har taget ham 30 år at forløse og er endt som et beundringsværdigt miskmask.

Det er svært at sige noget positivt om ’Mother’, udover at In This Moment lykkes at skabe en rød tråd gennem deres forsøg på at malke penge ud af ligestillingsdebatten.

Der bliver begået vederstyggeligheder mod rockens ånd i disse år, mener veteranerne Johanna Sadonis fra The Oath og Nicke Andersson fra Entombed, der ikke er blege for at nævne navne. I det pladeaktuelle band Lucifer dyrker de Satan og den okkulte 70’er-rock.

Retrorockerne i Lucifer udvider deres oeuvre med den klassisk betitlede ‘III’ og øser pulpfetich, rockerriffs og 70’er-stemning ud over os.

Uden at overgå forgængeren gør Body Count det alligevel igen. Gruppens syvende plade, 'Carnivore', er endnu en musikalsk knytnæve og lyrisk fuckfinger fra Ice-T og crew.

Hansi Kürsch fra Blind Guardian og Jon Schaffer fra Iced Earth har efter 15 år genoplivet deres BFF-projekt. Genrefans kan roligt lade sig begejstre.

Svart Crown fortsætter, på en base af Behemoth-metal, at udvikle på deres helt egen metalliske smagspalet. Denne gang er der noter af Gojira, sludge og skønsang i opskriften.

Hideous Divinity spiller tech-død. Det gør de fint. De vil gerne prøve noget andet og det fungerer ikke helt så godt for italienerne, der stadig magter frontalangrebet bedre end den skarpe sangskrivning.

25 år efter Lacuna Coil blev dannet, vender italienerne tilbage med en særdeles velkomponeret udgivelse, der meget vel kunne være den bedste fra kvintettens side siden ‘Comalies’.

I et årti præget af genre-genkomst, var vi så heldige at opleve en helt ny stilart opstå: djent. Og selvom vi stadig debatterer, om djent er en genre eller ej, blomstrede stilen i de spæde 10’ere, ikke mindst takket være udgivelser som ‘One’.

Fredag bød, udover julebryg, på både klassisk dødsmetal ogl den mere heftige af slagsen, da Entombed A.D. førte an og havde taget Aborted og allestedsnærværende Baest med sig til festen på VEGA.

Norske Mayhem udgiver med ’Daemon’ deres sjette plade, der har samme line-up som den forrige, hvilket i sig selv er en bedrift i bandets stormombruste historie.

Borknagar peger i adskillige retninger med deres proggede metal, der stadig har sine black metal-momenter, men som også har syng-med-elementer i fokus, tætpakket med keyboards og synths.

Baest hugger til med en giftig toer, men den er ikke dødbringende. Referencerne er de helt rigtige, og alt lyder godt, men hvor er bæstet selv henne i det her?

Entombed A.D. viger ikke fra dydens smalle dødsmetalsti, og det betyder, at deres tredje plade er tro mod de hårdkogte fans, men ikke meget værd for alle andre.

Firespawn lyder mere brutale og dunkle end på forgængeren, men udtrykket er så til gengæld lidt mere standard dødsmetal, selvom clashet mellem svensk dødsmetal og brutal amerikansk ditto er veludført som altid.