Årsliste 2019 – Svend Lokjær

Aarhus-redaktionen var ikke imponeret af årets udvalg af plader, der manglede deciderede mesterværker, men bød på et par håndfulde fine udgivelser. Til gengæld leverede 2019 et utal af gode koncerter, hvor Zeal & Ardor udklasserede alle andre.

Årets danske album:

1. Fordærv: 'Knep Dig Selv Ihjel' – En møgbeskidt, larmende og utilpasset grindcore-perle, der er umådelig svær ikke at knuselske. 18 minutter og 45 sekunders målrettet og gennemført aggression med en autenticitet, vi sjældent oplever herhjemme.

2. Orm: 'Ir' – Bornholmernes episke, proggede blackeventyr er et helstøbt værk af international klasse og måske den stærkeste black metal-plade, Danmark endnu har set. Et stort udtænkt og endnu større udført studie i mørke, savn og sorg.

3. Death to Seattle: 'Death to Seattle' – Den århusianske trios grungede punk er rig på ørehængere og så rigelige mængder vrede og utilpasset hidsighed over Vestjylland og livet som sådan, at det aldrig bliver kedeligt. Debutpladen er kort, kontant og lige på kornet og bør ramme plet hos både rockeren, punkeren og metalleren.

4. Denial of God: 'The Hallow Mass' – Ondt og gotisk som Edgar Allan Poe på en træls mandag, mørkt og klamt som Cthulhus tolvfingertarm. Denial of God spillede black metal, før det blev trendy, og de gør det stadig glimrende. I disse Korpsånd-tider er det forfriskende, at Udkantsdanmarks randområder stadig er leveringsdygtige i årets to bedste danske black metal-plader.

5. Nyt Liv: 'Ensomhedens Kolde Kald' – Hardcore-kvartetten skruede et nøk ned for aggressionen fra den eminente debut-ep, men leverede stadig en stærk første fuldlængde, der både ville slås og kæles med. Det er forfriskende, at der også kan leveres dansk metal med forståelige tekster, uden at der skal gå mikrobryg, børneradio, Tim Christensen-flirt og øltelt-stemning i det hele.

Årets internationale album:

På et år uden deciderede mesterværker er der alligevel godt og vel en meget lille favnfuld plader, der ikke er glemt igen om et par år. De bedste af disse er:

1. Cities of Mars: 'The Horologist' – Den svenske stoner doom-trio er gået voldsomt under radaren trods udgivelsen af andenpladen, der bare vokser og vokser for hver gennemlytning. Bandets dybe og særegne spacedoom er kompleks, atmosfærisk, gungrende tung og nem at skråle med på og borer sig dybt ned, så snart den er kommet ind under huden på lytteren.

2. Misery Index: 'Rituals of Power' – Fem års albumpause skulle der til, inden dødsgrind-kvartetten fra Baltimore returnerede med et møgsvin af et album, der brillerer med både komplekse kompositioner, uhæmmet vildskab og en ikke uvæsentlig ørehænger-faktor. Misery Index er knusende dygtige og leverer endnu en socialt indigneret soliditet af en plade med smag af grindcore, thrash og dødsmetal.

3. Vltimas: 'Something Wicked Marches In' – Forventningerne var høje til all star-bandet med David Vincent i front, og de blev stort set indfriet af debutpladen. Den klassiske stemme, Rune Eriksens blackede dødsriff og Flo Mouniers maskineri bag trommerne var så rigeligt til at levere årets stærkeste rene dødsmetalplade.

4. Swallow the Sun: 'When a Shadow Is Forced Into the Light' – Ikke finnernes stærkeste udgivelse, vil nogen hævde. Til gengæld har Swallow the Sun spædet den doomede død op med endnu flere symfoniske elementer, endnu mere melodi og en ganske glimrende tæft for sangskrivning. Masser af tyngde og rigelige mængder ulykke og klagende melankoli i sang og tekst. Det fungerer alt sammen fint i konteksten.

5. Puppy: 'The Goat' – Når en bedaget metalanmelder fra 90'erne bevæger sig ud på det farlige internet for at korse sig over, hvordan et band ser ud, kan de formentlig noget specielt. Den britiske trio bevægede sig på debuten ud i en retrolyd i et udfordrende spændingsfelt mellem stenermetal, Deftones, Placebo og collegerock. Et nyt band, metalpuritanere kan hade.

Boblere: Lige uden for top 5 udfordrede Lingua Ignota de gængse opfattelser af, hvad musik er og kan, Strigoi debuterede med en kværnende og knasende genrebastard med postnummer i dødspunken, Esoteric blev ubehagelige og ødelagde dit gode humør, og skæve Tottal Tømming fra Norge understregede, at det er en "schtøgg" tid, som vi lever i, men vi har det da nogenlunde her, så længe vi har grindcore. Og kniv.

Årets internationale hit:

Den pæne:

Night Flight Orchestra: 'Satellite' – Det blev ikke til et album i år fra de produktive svenskere. Til gengæld er den enlige single, der udkom, en af bandets allerbedste kompositioner til dato. Held og lykke med ikke at sætte den på repeat.

Den grimme:

Tottal Tømming: 'Jeg Har En Kniv (Kniv)' – Tosset, tonsende og totalt tømt. En håndfuld Trollfest-medlemmer satte sig for at spille grindcore, og '...(Kniv)' er et ømt følt opus om, hvorfor det overhovedet ikke er nødvendigt med ord, bøger og briller, når man bare kan dolke i stedet.

Årets danske hit:

Death to Seattle: 'Breathe' – Death to Seattle udgav en albumdebut pakket med aggressive, hvinende singalong-hymner for folk, der er alvorligt træt af pis. 'Breathe' inkapsler essensen af bandet: arrigt, pågående, melodiøst og fængende. Den er blot et nedslag i en samling sange, der stod særdeles stærkt i 2019.

Årets genfundne klassiker:

Biohazard: 'State of the World Address' – Indrømmet, jeg har ladet Biohazard ligge ubenyttet hen ovre i hjørnet i en del år efterhånden. Gennembrudspladen og en af 90'ernes allerbedste hardcore-plader blev gravet frem igen ved et tilfælde og holder stadig vand, 25 år efter udgivelsen. Man sidder stakåndet og helt kørt op i bro-mode over verdens urimeligheder efter pladens første seks numre, checker tracklisten og konstaterer, at lige om lidt er der 'Five Blocks to the Subway'. Puha. Wauw.

Årets fysiske udgivelse:

Unleash the Archers: 'Explorers' – Glem alt om relativt ligegyldige Unleash the Archers. Pointen her er coveret, skabt af Dusty Peterson, der bl.a. har stået bag omslagskunst til Six Feet Under og Bloodbath. Er man som jeg glad for romantikkens malerkunst og finder det helt naturligt at mose den sammen med noget, der ligner et b-filmcover fra slutfirserne, så efterlader Petersons maleri til Unleash the Archers' ep formentlig et indtryk. Skummelt, urovækkende; smukt.

Årets koncerter:

1. Zeal & Ardor: Voxhall, 09-11-2019 – Den bedste koncert, jeg har set, ja, måske nogensinde. Ét langt højdepunkt leveret med høj intensitet, godt showmanship, en uvirkelig spilleglæde og så storslåede musikalske evner, at adskillige af sangene fremstod længder bedre end på de allerede solide plader. Lyd, lys og musikalitet gik op i en højere enhed denne regnvåde novemberaften i Aarhus.

2. The Armed: Roskilde Festival, 06-07-2019 – Vanvidsensemblet, der med udgangspunkt i hardcoren serverer kaos, som var det fin fransk cuisine, præsterede en happening, der var lige så meget et forsøg på at krydse alle grænser, som det var en koncert. The Armed brød den fjerde væg ned og tæskede den til mel sammen med de få udvalgte, der var oppe og i gang lørdag lidt over middag på Roskilde.

3. Street Sects: Tape, 18-10-2019 – Industrial-duoen tænkte ud af boksen og serverede en innovativ og grænseoverskridende oplevelse på en halv times tid for de 30 mennesker, der brugte deres fredag aften i anden baggård i Mejlgade. Et bevis på, at indpakningen (bogstavelig talt) nogle gange er lige så vigtig som gaven.

4. Mike Patton: Teatro Degli Arcimboldi, 02-09-2019 – Faith No More-forsangeren dikterede, at årets sommerferie gik til Milano, og opførte med stor overbevisning og indlevelse en af sine få 'Mondo Cane'-koncerter for et ellevildt publikum. Strygere, traditionelt rockband og alt godt fra rodekassen i musiklokalet stod sammen med den stadigt skarpe stemme for et opdateret og opløftende nostalgitrip gennem de italienske klassikere fra 50'erne og 60'erne.

5. Night Flight Orchestra: Godset, 10-05-2019 – Det svenske AOR-fænomen leverede et eminent afdansningsbal, hvor hverken fuldskæg eller battlevest stod i vejen for, at alle mand dansede, som om ingen så på. Björn Strid og co. serverede deres storladne melodier og fængende omkvæd knivskarpt og medrivende, og ikke én gummisko holdt sig i ro på en aften i Kolding, hvor det var okay at grine fjoget og synge falsk i pitten.

Mens det har været så som så med de store, mindeværdige plader, har det til gengæld været et uhørt godt koncertår, og mange fortjener at blive nævnt. På Copenhell leverede Tool, Baest og The Psyke Project tre imponerende aftryk, mens Phil Anselmo på Roskilde Festival ligeledes var en stærk oplevelse. Viborg Metal Festival skrev sig også ind i årets annaler med kraftpræstationer fra Primordial og Saturnus, og slutteligt bankede Hiraki og Kvelertak to solide søm ind blandt de århusianske klubkoncerter først på året.

Årets internationale navn:

Cattle Decapitation – Selv om bandets nye plade 'Death Atlas' ikke lige nåede op i min top 5, leverede de for tredje gang i træk på et rigtig højt niveau. Men at så ekstremt et band kan trække så mange overskrifter og få så meget omtale, er et sundhedstegn for metallen. I samme kategori kunne man sætte bands som Blood Incantation, Lingua Ignota og Daughters, der hver især dyrker ekstremerne, og som har bygget videre på metallens navn, også i den almene presse. At den almindelige musikentusiast forstår, at metal er andet og mere end djævlehorn, masser af bajere og noget med Slayer må være et ultimativt mål for os alle.

Årets danske navn:

Orm – Mens personlige præferencer kun gav dem en andenplads hos mig, bør Orms store, ambitiøse albumprojekt hyldes. 'Ir' er en plade med skyhøjt til loftet, der evner at lykkes med ting og med eksperimenter, få danske bands har turdet tidligere. Pladen er kompleks og svær, men konceptet er veludtænkt og uhyre vellykket. Alt tænkelig respekt til et dansk band, der virkelig sætter barren højt efter internationale standarder og ikke forfalder til lette løsninger.

Årets nye internationale navn:

Vltimas – Det er selvmodsigende at promovere tre aldrende 40+'eres seneste påfund som "nyt" på metalscenen. Men gamle mænd i nye biler, du ved. D'herrer Vincent, Mounier og Eriksen skar en aldeles gennemført dødsmetalplade, der trak på velkendte virkemidler, men fungerede ganske sublimt og lød både velkendt og overraskende frisk.

Årets nye danske navn:

Katla – Doom-trioen fra København har været en smule karrige med det nye materiale, men en sejr i Wacken Metal Battle, et energisk og livskvalstungt liveshow, som oser af langt mere erfaring, coolness og overskud, end man kan forvente af så ungt et band, og frem for alt den umådeligt rå single 'Dragonlord' lover godt for fremtiden. Katla har potentialet til at blive noget rigtig stort.

Årets comeback:

Misery Index – Hvad er et comeback? For bevares, Misery Index vendte tilbage efter fem års pladepause og Cattle Decapitation efter fire med glimrende udgivelser, ligesom Phil Anselmo begyndte at turnere med et rent Pantera-sæt, hvilket vel er noget af det tætteste, vi kommer på en decideret Pantera-gendannelse. Men ... mere eller mindre sløje plader fra Tool, Rammstein, Sacred Reich, Cro-Mags, Possessed og herhjemme Konkhra sætter nok i højere grad en tyk streg under, at det deciderede comeback efter mange år ude helst skal undgås, i hvert fald på pladefronten. Fiaskoerne er mange, succeshistorierne alt, alt for få.

Det overså jeg i 2018:

Intet. Tilsyneladende. Om det er, fordi jeg modsat resten af redaktionen ikke bruger min tid på at formere mig, fortælle folk, når de tager fejl på internettet, og istandsætte nyindkøbt fast ejendom, skal være usagt, men umiddelbart ser det ud til, at jeg holdt mig godt opdateret gennem hele sidste år. Til gengæld kan jeg godt bruge resten af året og næste år med til at ærgre mig over, at jeg gik glip af Power Trips opvisning i sejness i sommers på Roskilde Festival.

Årets optur:

Det var et ganske fremragende koncertår. Specielt i undergrunden og på de lidt mindre spillesteder ligger der helt fantastiske oplevelser og venter; oplevelser, der sætter sig i én, og som man godt kunne unde flere at opleve.

I øvrigt er det så fint, at vi om lidt pikler ud af 2019, og at vi dermed kan begynde at bruge det velsmagende og alt for lidt anvendte udtryk "de brølende 20'ere" igen. Det giver en ordkorpulerende anmelder helt nye tangenter at spille på, når han skal anmelde hardcore-koncerter, fire femtedele af alle jyske bands eller et hypotetisk møde med en elghjort. 

Årets største skuffelse:

Folk. Folk, der ikke kan se kritisk på deres favoritband, folk, der ikke kan lukke røven til koncerter, folk, der ikke evner den konstruktive diskussion, folk, der mener, vores kære kultur er ufejlbarlig, folk, der er faktaresistente, folk, der ikke kan fucking tale pænt, for fuck's sake, folk, der mener, at vi alle skal bakke ukritisk op om dårlig musik, fordi det er metal, folk, der hører folk, folk, der mener, dårlig journalistik har sin berettigelse, bands, der ikke evner at håndtere kritik, folk, der ikke aktivt bekæmper hvedeøl, folk, der måler et bands kvalitet på Spotify-streams, folk, der tager power metal seriøst, folk, der hyper moshpits, fordi hiphoppere bruger dem, og folk, der ikke passer ind i nogen af ovennævnte kategorier.

Største ønske for 2020:

Mindre pladder, bedre stemning, flere eminente udgivelser, Faith No More på en dansk festival (hvilken må de selv slås om) og Misfits i Europa.

Det glæder jeg mig mest til i 2020:

De svagestes endeligt, både på scenen og i den skrevne presse. Ingen er tjent med at skulle forholde sig til ligegyldighed. At se latterlige Kiss gøre sig til grin til sommer. Og en ny Anaal Nathrakh-plade.