Med Artlantica indgår den tidligere Royal Hunt-sanger John West i endnu et projekt. Det er denne gang ikke en ubetinget succes.
Anvil er vel et af de bands, som man på engelsk vil kalde et "meat’n’potatoes metal band". Betegnelsen, som ikke har sin direkte betegnelse på dansk, dækker vel nærmest over et band, som er uden det helt store raffinement, men som leverer et velnærende og mættende måltid. Lad os på dansk derfor kalde dette album for et sovs og kartofler-udspil!
Vicious Rumors har eksisteret i rigtig mange år uden nogen sinde at have fået et afgørende gennembrud. Men man må beundre den stædighed, hvormed stifteren og eneste originale medlem Geoff Thorpe fortsat pisker bandet fremad. Det (næsten) helt nye album ’Electric Punishment’ er bestemt ikke dårligt.
Sal Abruscato ser ikke bare glasset som halvt tomt, men som decideret smadret. ’Lay My Soul To Waste’ er en studie auditiv fascination af livets mørke sider.
Circle II Circle med den tidligere Savatage-forsanger Zak Stevens i front har netop indledt en større europaturné, hvor man har valgt at fokusere på et af de absolutte højdepunkter i Zak Stevens' karriere – Savatage-albummet ’Edge of Thorns’. Bandets vej er ikke lagt omkring Danmark, så Devilution tog vejen forbi Tyskland for at dække turnéstarten.
20 år efter, at uerstattelige Ritchie Blackmore skred i vrede fra Deep Purple, er bandet endelig landet med sit eget prog-rockede udtryk. Det femte album efter 20 års ørkenvandring er rigtig godt.
V8 Wankers er ikke det mest raffinerede band, man kan forstille sig. Men bandets speed-rock’n’roll er i den grad underholdende.
Det er snart mange år siden, at Kingdom Come var enten elsket eller hadet. Lenny Wolfs seneste udgivelse i Kingdom Comes navn ændrer nok ikke ved dette faktum.
Saxon formår desværre ikke at fejre et ellers imponerende jubilæum med deres 20. album.
Rock’n’Rolf fra Running Wild har tilsyneladende omsider parkeret sørøverskibet sikkert i havn og lagt speedmetallen på hylden – i det mindste for en tid - for i stedet at kaste sig over retrorocken. Det er endt i lidt af en musikalsk rodebutik, hvor alle musikgenrer er på lager.
Enkelte gange kan det, der på det nærmeste mases ned i halsen på en fra redaktørens side, vise sig at være så langt mere end en tvangskødbolle før den ønskede dessert. Det gør sig i hvert fald gældende med hensyn til T&N’s debutalbum, som godt nok var hørt, men lagt på hylden, inden redaktørens milde, men bestemte øjne signalerede, at bemeldte medium skulle graves frem igen.
Snot i det tilbagestrøgne hår, heavy metal blandet med rockabilly, sanger med punkattitude og Clash-agtig vokal og sangtitler som ’Kings of Rock’n’Roll’, ’Devil’s Dance’ og ’Run With the Devil (RWTD)’ – jamen det må da være ...
Efter sidste uges afstikker til et tysk band (Kadavar), som var meget lidt ’tyske’ i udtrykket, er vi nu igen tilbage på sporet med bandet The Very End. Bandets musikstil er måske ikke specielt tysk, men fremførelsen giver klare hints om bandets geografiske baggrund.
Stivbenede Skunk Anansie var længe om at komme i gang, men koncerten endte med at blive god.
Danmarksaktuelle Kamelot leverer endnu en gang et helstøbt og symfonisk værk. Men det når nu ikke på højde med tidligere store bedrifter.
Manowar har for en stund lagt det monstrøse konceptalbum-format på hylden. Tak for det!
I år er det 40 år siden Deep Purples mesterværk 'Machine Head' blev udgivet. Det har givet pladeselskabet Eagle Rock Entertainment anledning til at udgive et tributealbum i anledningen af jubilæummet.
Kill Devil Hill lyder bekendt, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, men bandet har smedet en fornuftig skive sammen i grænselandet mellem rock, metal og grunge.
Rockbraget udeblev under Jack Whites sene aftenoptræden på Orange, hvor det mest af alt tydeliggjordes, at manden - som så mange andre - har for få sange af et format, der kan spille scenen op.
Marilyn Mansons show på Copenhell regnede væk, mens bandet selv gjorde deres til at gøre det endnu værre med playback og ufarligt og forudsigeligt teater.