Polske Mgła formåede at holde masken under hele koncerten, men det, der fungerer på plade, har svært ved at fange lytteren på de skrå brædder.
Morild albumdebuterer med et enormt ambitiøst projekt, der desværre savner variation og et par ekstra ideer hist og her for at være rigtig godt.
Walisiske Hecate Enthroned lyder, som Cradle of Filth burde lyde, hvis de tog metallen alvorligt, men pladen ender alligevel med at være en flad oplevelse.
Det måtte bære eller briste med en black metal-koncert i et akvarium. Morild gav på Den Blå Planet alle fremmødte en unik oplevelse foran hajer, rokker og et taknemmeligt poblikum.
Behemoth spiller black metal, som var det stadionrock. Fredag aften viste de sig som ekstremmetallens nye store rockstjerner, og det var både professionelt, majestætisk, indstuderet og selvfedt.
Cultes des Ghoules’ nye album er kortere end den over to timer lange forgænger, men leverer stadig en obskøn og okkult heksesabbat: ’Sinister, or Treading the Darker Paths’ holder, hvad titlen lover.
Vreid bevægede sig lige på grænsen mellem post black og posh black, og det kunne selv ikke en gammel Windir-klassiker gøre meget for at ændre på.
Enslaved havde masser af overskud både på instrumenter og på det personlige plan, da de som hovednavn leverede varen på Aalborg Metal Festival 2018.
Gaahl’s Wyrd er ikke nær så farligt som hverken Gorgoroth eller Trelldom, men forsangeren har stadig karisma, og den mærkede Aalborg Metal Festival fredag aften.
Watain kickstartede deres nye turné med Rotting Christ og Profanatica fredag aften i Pumpehuset, men selvom Satan var fællesnævner for den blasfemiske bandpakke, var der en tydelig niveauforskel grupperne imellem.
Solbrud gav deres musik ny betydning og vælde, da de til Kulturnatten 2018 spillede en fremragende og magisk koncert i Tagensbo Kirke.
Slægt viste torsdag, hvor skabet skulle stå, selvom det måske var overmodigt og for tidligt udelukkende at fremføre det nye album. For publikum havde svært ved at give sig hen til det for dem spritnye materiale.
Vreid gør hverken deres fans vrede eller lykkelige på ’Lifehunger’, der har alle de elementer, man kan forvente sig fra bandet, men ingen mindeværdige sange.
Behemoths 11. fuldlængdealbum er kærlighed ved første lyt, men ligesom ved enhver anden overfladisk forelskelse forsvinder magien hurtigt.
Blot halvandet år efter 'Domus Mysterium' er Slægt klar med deres tredje udspil, og den i mellemtiden opnåede liverutine smitter kraftigt af på 'The Wheel', der både komprimerer og bygger videre på alt det, vi elskede ved forgængeren.
Imperial Triumphants tredje album ’Vile Luxury’ er en hård pille at sluge. Men når man først får den slugt, så gør den ikke noget særligt ved en.
Anaal Nathrakh tager livtag med 100-årsjubilæet for afslutningen på 1. verdenskrig med dystre tekster draperet i lige så vanvittigt et lydtæppe som en skyttegrav.
Danske Solbrud og amerikanske Mutilation Rites var i hver deres ende af skalaen, da Loppen bød på undergrundsblack den første søndag i september.
To uger efter Wacken stod Nergal & co klar til mere sublim satandyrkelse på lillebror-festivalen Summer Breeze. Gamle skeletter blev hevet ud af skabet, og råddenskaben ulmede.
Dimmu Borgir havde mulighed for at kunne lave et stort comeback på Wacken Open Air, men lydniveauet var for lavt, og hverken band eller musik bidrog til festen.